Ordene faldt fra jordemoderen, allerede inden min førstefødte var kommet hele vejen ud af fødselskanalen. Han kom, ganske som forventet, ud med hovedet først, og jordemoderen spottede straks, at drengen – hvilket man dog på daværende tidspunkt ikke vidste, at det var, da han som sagt kun var kommet halvvejs ud – havde en mund, der måske var lidt større end hos gennemsnittet af nyfødte.
Fødslen i sig selv var vist ganske ukompliceret, barnet sundt og raskt, og alt, som det skulle være, men de eneste ord, jeg kan huske fra hele fødslen, er ovenstående sætning. Den har bidt sig godt fast. Jordemoderen sagde ganske givet en masse andet, og sikkert også både fornuftige og brugbare oplysninger, men dem kan jeg ikke huske. Kun denne ene sætning har printet sig fast i mit sind.
I min tid i praksis har jeg oplevet utallige eksempler på patienter, der kun har hæftet sig ved en enkelt sætning
Eksemplet er heldigvis uskyldigt og har ikke påvirket mig eller min søn, hvis mund i øvrigt nu, 15 år senere, ikke virker specielt aparte, men det illustrerer, hvad patienten måske tager med sig hjem fra mødet med sundhedsvæsenet: en enkelt sætning!
Dette bekræfter, hvorfor vi som sundhedspersonale skal være meget påpasselige med, hvad vi siger. Vi snakker og fortæller og beretter og involverer, men vores patienter husker kun en ganske lille del – og ofte måske ikke den væsentlige. De fanger nogle enkelte sætninger, men langtfra hele meningen.
I min tid i praksis har jeg oplevet utallige eksempler på patienter, der kun har hæftet sig ved en enkelt sætning, og som de desværre så lever deres liv efter. Desværre, for ofte er det sætninger, der åbenlyst er taget ud af en kontekst eller er ment på en anden måde, end de tolkes. Sætningen er blevet et dogme for patienten. Der kan ikke stilles spørgsmål ved hverken indhold eller præmis. Den er blevet en grundantagelse, som patienten lever efter.
Et hyppigt eksempel er en patient, der afholder sig fra fysisk aktivitet og almindelige dagligdags gøremål, fordi hun har fået at vide, at hun ‘skal passe på sin ryg’. Som i mit eget eksempel er jeg ikke i tvivl om, at patienten har ret, og at lægen har udtalt, at patienten skal ‘passe på ryggen’. Men fordi patienten ikke husker alt, hvad der siges, bliver det kun overskriften, der bider sig fast, og altså ikke intentionen i sætningen, nemlig at patienten skal sørge for at styrke ryggen, holde sig aktiv osv.
Jeg tror, at alle i sundhedsvæsenet skal være bedre til at udnytte, at patienten kun husker ganske få sætninger fra hvert møde. Vi skal derfor tænke grundigt over, hvilke sætninger vi bruger. Vendinger som ‘du skal passe på ryggen’, eller ‘medicinen skal tages resten af dit liv’ kan sætte dybe spor i patientens ageren fremover og gøre det svært for kommende behandlere at hjælpe patienten.
Det er måske bedre at sige: ‘Du skal holde dig stærk’, eller ‘medicinen er vigtig for dig, som situationen er nu’. OK, måske er det ikke helt så mundret og ‘catchy’, men til gengæld hjælper det nok patienten bedre på den lange bane.
