I Danmark er vi med rette stolte af vores ordning med en familielæge. At hver eneste dansker har adgang til en praktiserende læge, som man altid kan komme til, og som følger en fra barnsben til man flytter hjemmefra og får sin egen læge.
Men det billede er ved at krakelere. Mangel på praktiserende læger har været et tiltagende problem i årevis, og desværre er der ikke nogen, der rigtig har gjort noget ved de grundlæggende årsager. Dels, at der mangler praktiserende læger, og dels, at der er for få læger, der ønsker at slå sig permanent ned i de områder af landet, hvor behovet for læger er størst. Det gælder ikke kun for praktiserende læger, men det bliver ekstra tydeligt, fordi vi har vores glansbilledfortælling om, at hver eneste dansker uanset bopæl har en Doktor Hansen, som de til enhver tid kan henvende sig hos.
Det hører med til historien, at man har forsøgt sig med forskellige løsninger, der skulle gøre det attraktivt for speciallæger i almen medicin at købe en praksis i mindre populære områder af landet. Regionerne har forsøgt sig med private udbudsklinikker og regionsklinikker, som er blevet kritiseret mere eller mindre højlydt af PLO og foreningens medlemmer.
Hvor er solidariteten henne hos alle dem, der hylder glansbilledet af familielægen?
Mens de øvrige regioner har lukket flere af disse klinikker til fordel for PLO-klinikker, har man i Region Sjælland valgt at gå den stik modsatte vej for at løse problemerne. I marts 2020 åbnede man den første nærklinik i Nakskov, siden er yderligere to kommet til, og den fjerde slår dørene op 1. januar 2022 i Odsherred. Efter planen vil regionen selv drive nærklinikker i syv af de kommuner, der døjer allermest med at tiltrække praktiserende læger for som minimum at sikre, at borgerne har adgang til en læge inden for en rimelig afstand.
Imidlertid går det heller ikke godt med Doktor Hansen-oplevelsen på de nye nærklinikker. I slutningen af september var det således ikke muligt for patienter tilknyttet nærklinikken i Nakskov at få en tid hos lægen. Alt, der ikke var akut, måtte vente til langt ind i oktober, lød beskeden ifølge lokale medier. Og i sidste uge havde nærklinikken med godt 4.300 tilmeldte borgere lukket for telefonerne en hel dag. Oven i de konkrete problemer kan så lægges kritikken fra patienter af den manglende kontinuitet i læge-patient-kontakten, fordi skiftende læger konstant kommer og går. Det er der ikke meget glansbillede over.
Regionens entre på markedet for lægeklinikker er på mange måder forståelig, men det har også haft konsekvenser. For når en aktør med en i princippet bundløs pengekasse går ind på et i forvejen presset marked, så stiger prisen selvsagt. Mens det i 2020 kostede Region Sjælland 5.705 kr. pr. dag at have en læge gående i en af sine nærklinikker, så koster det nu i gennemsnit 7.718 kr. pr. dag. Og flere stillingsopslag lokker nu speciallæger i almen medicin med en vikarløn på 900 kr. i timen, hvilket ved fuldtidsarbejde svarer til en månedsløn på den pæne side af 140.000 kr.
Kampen om lægerne presser timepriserne på vikarmarkedet i vejret, fordi det typisk er den samme gruppe af læger, der er i spil til vikariater og stillinger i både PLO- og i udbuds- og nærklinikkerne.
At Region Sjælland har set sig nødsaget til selv at drive lægeklinikker vidner om en fastlåst problemstilling: Mange af regionens nuværende praksislæger står overfor at skulle pensioneres, den generelle befolkningssammensætning er helbredsmæssigt til den tunge side, der er i en årrække blevet uddannet for få speciallæger i almen medicin, og så selvfølgelig, at man er nabo til Region Hovedstaden, der for mange læger virker til at være mere attraktiv at bosætte sig og arbejde i.
Derfor er det oplagt at spørge, hvor solidariteten er henne hos alle dem, der hylder glansbilledet af familielægen? Solidariteten med patienterne og med de læger, der skal dække de mindre attraktive områder? Hvis PLO skal leve op til sin egen fortælling om, hvor stor betydning kontinuiteten har for borgernes helbred – for det har den, senest dokumenteret i et norsk studie – så må man også som organisation være ansvarlig og forholde sig til, at nogle af medlemmerne skummer fløden med et bekvemt og roligt job i de mindst belastede forstadskommuner nord for København, og andre udnytter situationen med lægemangel til at shoppe rundt og presse priserne til det ekstreme, mens resten af systemet falder fra hinanden.
Men man må også spørge, hvor det politiske lederskab er og har været henne? Skal vi virkelig tro på, at de regeringsforslag til løsninger på lægedækningsproblemet, som sundhedsministeren for nylig annoncerede snart kommer, vil løse alt med et snuptag? Det lyder for godt til at være sandt, og er det nok også.
Læs også:
Ikke kun i Nakskov: Region Sjælland har haft svært ved at trække læger til Kalundborg og Stege
PLO har intet ansvar her. Det seneste årti har man politisk bestemt, at man ville gå udenom PLO og har primært forsøgt at lappe huller med udbud til dyre “andre aktører” og regionsklinikker. Man har lovmæssigt frataget PLO medansvaret for praksisplanlægningen og i 8 år har man ikke indgået lokale aftaler.
Heldigvis peger regeringens seneste udspil på, at man ønsker at komme tilbage til princippet om faste læger.
Men man kan ikke tilskrives ansvar for noget, som man ikke har magt over. PLO melder derfor hus forbi.
Måske skulle redaktøren sparre med en god ven eller hvem som helst inden han publicerer sine gode ideer?
Jeg ved at Nakskov Lokalsmøre mangler en skribent og jeg synes da godt at danske journalister kunne presse Jesper lidt mere. Tag lige en for holdet ikke?
Det er en absurd dødedans at vi – lidt følsomme og nærtagende læger – til evig tid skal regnes som befolkningens ejendom som man kvartalsvist kan anklage for at være grådige, arbejdssky eller bare urimeligt fejlbarlige.
Kan redaktøren ikke se det? Måske bidrager sådanne indlæg alene til at forværre lægemanglen når den udbrændte københavnerlæge konstant skal se at man er medskyldig i elendighederne.
Inde fra PLO-maskinrummet kan jeg berette – åbenbart til manges overraskelse – at PLO blot er en paraplyorganisation for noget så selvstændigt som private firmaer.
PLO har foreslået at regioner overfører ydernumre baseret på mangel. Men feks RegionHovedstaden har pure afvist at stå solidarisk med naboregioner (og manglen er jo også stor i Hovedstaden).
PLO har ikke blokeret for regionernes håbløse tiltag som feks “differentieret basishonorar”. Hvem har nogensinde troet på at 40.000 eller 100.000 kr til et “ydernummer” – ansvar for 2000 mennesker kan flytte noget som helst i Danmark.
Det er dog klart at hvis regionerne afsatte 3 milliarder mere til almen praksis så vil almen praksis stadig koste det halve af i Sverige – og problemerne ville være væk.
De 3 milliarder skulle ikke havne i min lomme – men kunne feks bruges på psykiatrisk udrykningstjeneste, bedre lægevagt også med dagtidsfunktioner. Måske bedre støtte ved sygdom og kursus – feks telefonvagt mm. Pludselig ville jeg kunne passe 2500 ptt i stedet for 2100 som nu (for det samme honorar)
– og så ville lægemanglen være væk
Det her er for mig at se udelukkende mangel på politisk vilje til at se længere frem end til det næste valg. Når yderområderne generelt ramme af demografiske udfordringer i forhold til at fastholde og tiltrække højtuddannet arbejdskraft, så vil det selvsagt også komme til at ramme lægerne, Samtidig er det vel ikke underligt, at man som nyuddannet læge vælger at bosætte sig i Region Hovedstaden, og dermed få en bedre Work/life-balance ved at være vagtfri. Skal man snakke om manglende solidaritet, så bliver det primært mellem regionerne, specielt hovedstaden og Sjælland, hvor man må antage at etableringen 1813 modellen har suget mange lægeårsværk til Region Hovedstaden.
Den øgede centralisering i sygehusvæsenet har tillige bidraget til, at der foregår langt mindre uddannelsesaktivitet i udkanten – og det bliver svært at blive forelsket i en del af udkanten, som man aldrig har set.