Sagen om kræftudredning peger på tre ømme tæer i visionen om det nære sundhedsvæsen
Foto: Lars Andersen

Sagen om kræftudredning peger på tre ømme tæer i visionen om det nære sundhedsvæsen KRONIK: Visionen er klar: Fremtidens sundhedsvæsen skal være nært, og den praktiserende læge skal spille en central rolle. Den aktuelle problematik om praktiserende lægers manglende adgang til diagnostiske undersøgelser til patienter med vage symptomer på kræft eller alvorlig sygdom viser imidlertid, at der er langt fra vision til virkelighed.

Debatten om praktiserende lægers muligheder for at henvise til diagnostiske undersøgelser har primært drejet sig om patienter med vage eller uspecifikke symptomer, som kunne stamme fra kræft. For disse patienter er det uklart, hvornår den praktiserende læge bør henvise til udredning på sygehuset, og det er i mange tilfælde også uklart, hvilken undersøgelse lægen bør og kan henvise til. 

Det sidste har sagen om lavdosis CT-scanninger for alvor sat fokus på. 

På overfladen handler sagen om kræftudredning, men den handler også om, hvorvidt vi tør stole på, at de praktiserende læger kan administrere rollen som tovholder for patientgrupper, som tidligere hørte til på sygehuset, hvorvidt den diagnostiske kapacitet kan følge med, og om, hvordan sundhedsvæsenet opdager og håndterer uhensigtsmæssig variation i ydelser. 

En aldrende befolkning betyder et øget pres på sundhedsvæsenet, og det giver mening for både samfund og patienter, at flere opgaver varetages tæt på patientens hjem. Alt tyder på, at almen praksis er på vej mod at skulle varetage et endnu større ansvar for folkesygdomme som KOL, depression og diabetes, samt for patienter med palliative behov, foruden altså dem med de vage og uspecifikke symptomer, som kunne stamme fra kræft eller anden alvorlig sygdom.

Tre barrierer for visionen

Den umiddelbart ret afgrænsede opgave at udrede patienter med vage symptomer på kræft – det, som Peter Vedsted og Frede Olesen fra AU kalder ’det tredje ben’ i kræftdiagnostikken – kan ses som en tryktest af visionen om det nære sundhedsvæsen. 

Det er nemlig en opgave, som tidligere krævede, at den praktiserende læge inddrog f.eks. ambulatorier, som så kunne rekvirere diagnostiske undersøgelser. 

I dag kan de praktiserende læger, i hvert fald ifølge politiske beslutningsdokumenter, selv varetage denne opgave. Bruger man denne opgaveoverdragelse som tryktest på den praktiserende læges udvidede rolle, kan vi se mindst tre barrierer for de praktiserende lægers rolle som ankerperson i fremtidens nære sundhedsvæsen: 

1. Variation ud over alle grænser

VIVE’s undersøgelser af diagnostikken uden for kræftpakkerne fra 2019 og 2021, Rigsrevisionens notat om rettidigheden i indsatsen over for kræftpatienter og KU-forskeres studie af kræftpatienters veje gennem systemet har slået fast, at udredningstilbuddet til patienter med vage og uspecifikke symptomer varierer alt efter patienternes bopæl, og hvilken læge de møder. 

Hvis visionen om det nære sundhedsvæsen bliver til virkelighed, vil listen over sundhedstilbud, der varierer, formentlig blive længere. Dette er ikke kun på tværs af de fem regioner, men på tværs af de kommende måske 98 lokale sundhedsvæsener

Den optimistiske fortolkning er, at variationen afspejler tilpasning til blandt andet lokale organisatoriske forhold. Vores erfaring fra kræftområdet er imidlertid, at dette ikke er hele sandheden. Variationerne kan være uhensigtsmæssige blandt andet for mål om lige adgang til sundhedstilbud, og de opdages kun, hvis vi kigger nøje efter. 

For at dæmme op for ulige tilbud i det nære sundhedsvæsen ved vi også, at det er afgørende, at vi følger struktureret op på, hvordan man lokalt implementerer og varetager ansvaret for nye områder. Dette gøres f.eks. ved at indføre relevant monitorering og kvalitetsudvikling på tværs af almen praksis og sygehusgrænser. 

2. Du kan godt få en ultralyd, du skal bare vente otte uger

Udspillet til en sundhedsreform handler rigtig meget om kompetencer: Det nære sundhedsvæsen skal være kompetent til at varetage en større og mere kompleks patientgruppe end tidligere. 

Det giver mening. Det er dog sandsynligt, at kompetente læger, som passer en tiltagende kompleks patientgruppe, vil få behov for undersøgelser, som de ikke har i deres klinik. 

Rapporterne om kræftudredningen har vist, at der er et massivt kapacitetsproblem: Nogle steder skal de praktiserende læger vente op til otte uger på en ultralydsscanning

Når vi skal have det nære sundhedsvæsen til at fungere, kan vi lære af sagen om kræftudredning, at kompetencer ikke er nok. Det er nødvendigt, at der også er mulighed for at reagere rettidigt og afstemt på de symptomer, patienterne har.

3. Den kompetente, men uansvarlige praktiserende læge?

Den manglende adgang til diagnostiske undersøgelser handler dog ikke kun om kapacitet. Den afspejler også et tillidsspørgsmål. Når Sundhedsstyrelsen bliver forelagt kritikken om den manglende adgang til diagnostiske undersøgelser, er reaktionen fra Søren Brostrøm:

Vi kan ikke bare åbne sluserne for f.eks. CT-scanninger, som er både dyre og på grund af en høj dosis stråling potentielt udsætter patienten for en risiko’, som han udtalte til Jyllands-Posten i starten af august.

I flere af de nævnte undersøgelser af kræftdiagnostikken i Danmark ses ligeledes varierende tillid fra hospitalerne til, at de praktiserende læger kan overtage dele af diagnostikken. Hvis vi ikke kan stole på, at de praktiserende læger er ansvarlige nok til at varetage ansvaret for henvisninger til f.eks. CT-scanninger, kan vi så stole på, at de kan varetage opgaven som ankerperson i det nære sundhedsvæsen? 

Hvis vi skal have det nære sundhedsvæsen til at fungere, er sektorerne nødt til at vise hinanden tillid. Sagen om kræftudredning viser, at manglende tillid er gift for en velfungerende ansvarsoverdragelse og samarbejde på tværs af sektorer.

Tryktesten: Kompetencer, ansvar og handlemuligheder skal hænge sammen

De undersøgelser af kræftdiagnostikken, vi nævner ovenfor, tegner enkeltstående billeder af tilfældig implementering, for lav kapacitet og manglende tillid i samarbejdet om kræftudredning. Men ser man på undersøgelserne samlet, tegner de et urovækkende billede af, at visionen om det nære sundhedsvæsen risikerer at strande på velkendte udfordringer. Derfor håber vi, at sagen om det tredje ben i kræftudredningen ikke går i glemmebogen som blot et mislykket forsøg på at styrke en specifik opgaveløsning i almen praksis. 

Tværtimod kan vi lære af denne sag, at der må og skal være sammenhæng mellem kompetencer, ansvar og handlemuligheder, hvis vi skal indfri visionerne om fremtidens nære sundhedsvæsen. 

Kommentarer

  1. Tak for skarp analyse. Her går forfatterne med 3. punkt til sagens kerne. Enten reagerer det sammenhængende sundhedsvæsen i overensstemmelse med foreliggende viden og uddelegerer i tillid og giver muligheder i tillid. Det rummer potentiale til højere kvalitet og aflastning af sygehuse. Eller også fortsætter man årtiers paternalistiske tillidsmanglende besserwisseradfærd i sundhedsplanlægning, men så må man også indrette sygehusvæsnet, så der er kapacitet til dobbeltgatekeeping, unødige bagatelbesøg i ambulatorier og anden kontrol. Det fremmer ikke kvalitet efter den viden, vi har.
    Dermed peger forf. på et klart sundhedspolitisk valg, som har klare konsekvenser for planlægningen.
    Fremtiden bliver under alle omstændigheder, at moderne pt. ikke vil – og ikke bør – vente uger og måneder på nødvendige undersøgelser. Vi skal have ventetidsgarantier på undersøgelser i den tidlige diagnosefase, og det bliver man uanset valg mellem de to strategier nødt til at forholde sig til.

  2. Tak for indspark. Artiklen vakler dog på en alvorlig forglemmelse.
    Der problematiseres at 98 kommuner og 3000 praktiserende læger er uens. Det kan man ikke problematisere uden at kende til de enorme forskelle på de 5 regioner… og deres 50 sygehuse. En røntgenafdeling på Amager kan lukke adgangen helt for almen praksis uden at regionsdirektøren ved det.
    Så ringe er styringen af det fjerne sundhedsvæsen i dag – så hvad kan primærsektoren gøre værre?

Skriv kommentar