Fra fagligt irriteret til dybt bekymret Efter at have læst de kommentarer, som dette lille intermezzo får med på vejen af Lægevidenskabelige Selskabers (LVS) formand Henrik Ullum og fra Anton Pottegårds chef Kim Brøsen, så er min irritation blevet til en dyb bekymring.

Dagens Medicin har spurgt nogle nøglepersoner om deres overvejelser i anledning af diskussionen om Anton Pottegårds simultane populærformidling af en samvariation mellem melanom og brug af hydroklortiazid i et case control design som ‘risiko’ – og den kritik jeg og DSAM har fremført heraf.

Jeg var irriteret over mangel på proportionssans og kritisk refleksion hos forskerne og især over SDUs opfordring til de mange brugere af hydrochlorthiazid til at tage en grundig snak med deres læge. Jeg fandt, at denne pressekampagne for et spinkelt signal (tre hypotetiske melanomtilfælde) fra bunden af evidenshierakiet var udtryk for forskningsformidling, som var kørt af sporet og ville komme til at belaste borgere og sundhedsvæsen uden grund. Og jeg fandt det umuligt som praktiserende læge at kunne rådgive patienter sagligt på baggrund af hypoteser, associationer og presseopmærksomhed.

Efter at have læst de kommentarer, som dette lille intermezzo får med på vejen af Lægevidenskabelige Selskabers (LVS) formand Henrik Ullum og fra Anton Pottegårds chef Kim Brøsen, så er min irritation blevet til en dyb bekymring.

Kim Brøsen »har ikke lyst til at tie«, og ønsker åbenbart ikke at skelne mellem association og kausalitet. Han bruger faktisk lejligheden til lige at skrue en ekstra tand på retorikken ved at hævde, at hydrochlorthiazid  »giver en forøget forekomst – heldigvis meget lille – af ondartet modermærkekræft«. Argumentationen for denne fortsat uvidenskabelige fortolkning og formidling finder han paradoksalt nok i, at artiklen parallelt med kampagnen på SDUs hjemmeside og i Politiken blev publiceret i et videnskabeligt højt anset tidsskrift, hvor den er blevet meget læst, og at »forskerne alligevel ikke kan styre, hvad journalisterne vælger at skrive«.

Ingen af disse to argumenter er lødige. At publicere i high-impact tidsskrifter ændrer ikke resultaternes forklaringskraft ift. kausalitet, og at forskere ligeså godt selv kan overdrive deres resultaters betydning og forklaringskraft, fordi journalister nogle gange forfalder til denne praksis – det er bekymrende udsagn fra en professor og forskningsleder.

Min bekymring bliver ikke mindre, når LVS formand Henrik Ullum har »svært ved at se, hvad forskeren bag det omtalte studie, Anton Pottegård, skulle have gjort anderledes«. Og han konstaterer, at »langt de fleste forskningsbevillinger har et vedhæftet krav om, at man skal vise, at man også kommunikerer populærvidenskabeligt«, og at »forskningen skal ud og påvirke samfundet mere bredt og ikke kun finde anvendelse i snævre videnskabelige kredse«. Hvis LVS blot konstaterer, at det er tingenes tilstand, at bevillingsgiverne ønsker populærformidling, og at vi skal føje dette krav om, at forskerne skal konkurrere om forskningsmidlerne i f.eks. BT og Go’ morgen Danmark, så bliver jeg dybt bekymret. LVS kunne jo i stedet vælge at formulere nogle videnskabsetisk begrundede retningslinjer for populærformidling, der satte rammer for, hvilke samvariationer, associationer, hypoteser og registersammenhænge fundet ved datamining, der egner sig til at blive fremstillet som årsagssammenhænge i populærpressen af fagfolk.

LVS er gået i samarbejde med Danske Patienter omkring et ‘Choosing Wisely Initiativ’, der skal begrænse brugen af overflødige procedurer, undersøgelser og behandlinger i det danske sundhedsvæsen. Når LVS’ formand samtidig sanktionerer, at spæde signaler fra evidenshierakiets bund præsenteres som risiko og årsagssammenhæng i dagspressen og på Universitetets hjemmeside, hvor man også tilråder en kvart mio. mennesker at tage en grundig snak med deres læge, så er det virkelig et skridt i den modsatte retning af ‘Choosing wisely’.

Det er at belemre sundhedsvæsenet med overflødige konsultationer, og patienterne med præfaktuel ‘viden’, som bidrager til udvanding af selve begrebet viden og sandsynligvis er den vigtigste kilde til at respekten for sundhedsmyndigheder og -faglighed eroderer i et postfaktuelt samfund.

Kommentarer

  1. Forudsætningen for at antage, at en association dækker over et årsagsforhold, er at en række kriterier er opfyldt, som beskrevet af den engelske forsker Sir Austin Bradford Hill i midten af 1960’erne. Hill fremførte ni punkter, hvoraf især fire er vigtige: 1. Temporalitet (tidsmæssig sammenhæng) = årsagen er til stede før sygdommen 2. Associationens styrke = jo stærkere sammenhæng, desto større sandsynlighed for kausalitet 3. Plausibilitet (troværdighed) = associationen er i overensstemmelse med biologisk og lægevidenskabelig “commonsense” 4. Konsistens = associationen kan reproduceres i forskellige populationer og situationer. De øvrige kriterier er: 5) Biologisk gradient = eksistensen af en dosis-respons kurve, 6) Specificitet = en “én årsag – én effekt” relation, 7) Kohærens = ingen konflikt med eksisterende viden om naturhistorien og biologien for den sygdom, der undersøges, 8) Eksperimentel evidens og 9) Analogi.
    Strengt taget opfylder Pottegårds case-kontrol undersøgelse kun det første kriterie til vurdering af en årsags-virknings sammenhæng: tidsmæssig sammenhæng. Man kan beskrive fundet som hypotese-genererende og Pottegård et al kunne i deres pressemeddelelse have foreslået, at fundet burde give anledning til yderligere undersøgelser i stedet for at opfordre brugere af hydrochlorthiazid til at diskutere fortsat brug med egen læge. Mener Pottegård, Ullum og Brøsen seriøst, at den praktiserende læge, med de publicerede resultater in mente, ville kunne rådgive sine patienter om brugen af hydrochlorthiazid på et grundlag af solid evidens?

Skriv kommentar