Finansministeriet: Corona-regningen, den tager vi senere
Hvem der skal betale for de ekstraudgifter i sundhedsvæsnet, coronavirussen måtte betyde, tager vi senere, oplyser Finansministeriet.

Finansministeriet: Corona-regningen, den tager vi senere Det er normalt regionerne, der betaler sundhedsudgifterne, men coronavirussen giver en helt særlig situation, oplyser Finansministeriet.

De seneste uger har det danske sundhedsvæsen skaleret beredskabet op og forberedt sig på en alvorligere situation som følge corona-virussen. En hel afdeling på Aarhus Universitetshospital har været ramt af karantæneramte læger med aflysninger til følge, der har været øget bemanding på de afdelinger, der har med smitten at gøre og bl.a. Aalborg Universitetshospital har etableret helt nye stuer specifikt rettet mod mulige coronasmittede i karantæne.

Og normalt er det regionerne, der betaler de udgifter, men på grund af coronavirussen er situationen “helt særlig”, oplyser Finansministeriet til Dagens Medicin.

Der vil være løbende og tæt dialog med blandt andet Danske Regioner, herunder med henblik på at sikre, at der tages de nødvendige skridt og er tilstrækkelige ressourcer til at håndtere samfundskritiske opgaver og funktioner.

Finansministeriet

»Udgifter på sygehuse mv. i sundhedsvæsenet afholdes af regionerne inden for de afsatte rammer. Det er aktuelt en helt særlig situation. Udviklingen følges nøje, og der vil være løbende og tæt dialog herom med blandt andet Danske Regioner, herunder med henblik på at sikre, at der tages de nødvendige skridt og er tilstrækkelige ressourcer til at håndtere samfundskritiske opgaver og funktioner,« oplyser ministeriet i en skriftlig kommentar.

Formanden for Det Økonomiske Råd, økonomiprofessor Carl-Johan Dalgaard, har advaret regeringen om at holde fast på de gældende udgiftslofter for sundhedsvæsenet.

»Regeringen bør gøre det klart over for regionerne, at vi er under ekstraordinære omstændigheder. Og de ekstraudgifter, der kommer som konsekvens af inddæmning og behandling af coronavirus, bør ikke betyde besparelser på andre relevante områder,” sagde Carl-Johan Dalgaard til Altinget.dk.

OVERBLIK: Danmark lukker ned – sundhedsvæsnet fortsætter

Skriv kommentar