AUH-afdeling lagt ned af coronakarantæne til læger
Størstedelen af lægerne på afdelingen for Hud- og Kønssygdomme på Aarhus Universitetshospital er sendt hjem i coronakarantæne.

AUH-afdeling lagt ned af coronakarantæne til læger En stor del af de ialt 25 læger på afdelingen for Hud- og Kønssygdomme på Aarhus Universitetshospital er sendt i corona-karantæne, og det har store konsekvenser for afdelingen.

Da en dansk læge som den tredje coronasmittede fredag blev sendt i karantæne, betød det samtidig store omvæltninger for hans afdeling, Hud- og Kønssygdomme på Aarhus Universitetshospital.

Den coronasmittede læge blev smittet med corona-virus på en konference i München af en italiener, og i den forbindelse blev flere læger, der havde været i kontakt med ham, sat i hjemme-karantæne indtil 13. marts 2020.

På et pressemøde lørdag understregede ledende overlæge Lars Østergaard på afdelingen for infektionssygdomme, at den smittede læge isolerede sig selv hjemme, så snart han fik at vide, at den italienske person var smittet.

Ifølge Aarhus Universitetshospital er 28 både ansatte og patienter med tilknytning til afdelingen sat i karantæne, og ud af de 28 karantæneramte er »en stor del« læger, oplyser hospitalet.

Afdelingen har ca. 100 ambulante patienter om dagen, og mandag og tirsdag blev henholdsvis 62 og 45 patienter håndteret enten ved hjælp fra sygeplejersker, af de få læger, der er tilbage på afdelingen eller via telefonkonsultation af de karantæneramte læger, siger Claus Thomsen, lægefaglig direktør på Aarhus Universitetshospital.

På en så relativt lille afdeling er det en voldsom belastning, når så mange læger bliver sat i karantæne.

Claus Thomsen, lægefaglig direktør på Aarhus Universitetshospital

»På en så relativt lille afdeling er det en voldsom belastning, når så mange læger bliver sat i karantæne. Både for de patienter, hvis tid bliver skubbet til et senere tidspunkt, for de få læger, der stadig er på arbejde, og for de læger, der er sendt hjem i karantæne,« siger Claus Thomsen.

Uanset hvad vil de mange karantæneramte læger betyde længere ventetider for patienterne og en arbejdspukkel i fremtiden for lægerne.

»Hvis karantænen slutter den 13. marts skal vi nok klare den, selv om det er hårdt. Men hvis karantænen bliver udvidet, står vi med et større problem, men så finder vi også en løsning der,« siger den lægefaglige direktør.

Afdelingen har stor berøring med både privatpraktiserende dermatologer og praktiserende læger, og til dem er beskeden, at de skal gøre som, der plejer. Og dog.

»Alle vores lægelige samarbejdspartnere ved, at vi er hårdt ramt, og selv om de i princippet skal gøre og henvise som de plejer, skal de være ekstra opmærksomme på, om patienten kan vente med at blive henvist,« siger Claus Thomsen.

Også en række læger på andre sygehuse over hele landet er sendt hjem i karantæne, ifølge dr.dk 

I øjeblikket er mindst ti danskere smittet med coronavirusset, og 142 personer er i øjeblikket i karantæne.

Skriv kommentar