Lovgivning er en varm kartoffel. Specielt i krisetid. Mangler den, kan det kritiseres, og indføres den, kan det også kritiseres.

Men imens kritikken tordner, glemmes der gerne noget afgørende: Der er nemlig forbavsende meget, som man ikke kan lovgive om.

Set fra pessimistens realistiske hjørne er vaccination på vej til at blive en form for pression

Specielt i coronakrisen handler det også om tanker, følelser, tale og adfærd, der ikke kan omfattes af officiel lovgivning. På statsplan forsvandt forslaget om tvungen vaccination, men det udelukker jo ikke, at forslaget kan realiseres i en mere acceptabel version på det civile plan.

Selvfølgelig skal det ikke lyde eller være så slemt som ‘tvangsvaccination’. Her virker det såkaldte vaccinepas mere oplagt. Det er jo også frivilligt. Hvem kan være imod det?

Er man med på det initiativ, kan man også provokere ved at spørge, hvem der er tilhænger af pandemien, massedød og globalt kaos?

Hvordan undgår vi at skabe et A- og et B-hold?

I P1’s debatstue for nylig forsvarede en it-direktør initiativet, men skyndte sig at tilføje, at det ikke var med den hensigt at inddele befolkningen i et A- og et B-hold. Desværre spurgte ingen i studiet, hvordan det kan undgås.

Debatten handlede jo også primært om, hvem der skal have lov til stå forrest i vaccinationskøen. Med leverancen af de første vacciner lader der heller ikke til at være plads til meget mere.

Sundhedsstyrelsen yder en ansvarsfuld indsats for at oplyse om både fordele og uvisheder ved coronavaccination. Det er prisværdigt, men modvirker ikke en tendens, som kan give gåsehud med tanke på splittelse i sind og samfund.

Stadig sværere at være vaccineskeptiker

Hvad enten man er forsker, praktiserende læge, psykolog eller ‘bare’ en almindelig bekymret borger, bliver det stadig sværere at være vaccineskeptiker – for slet ikke at nævne ordet vaccinemodstander.

Set fra pessimistens realistiske hjørne er vaccination på vej til at blive en form for pression: Såfremt man vil undgå at blive mistænkt for smittespredning, bortvist og blive sat i bås med kaoter og konspirationsteoretikere, kan man lige så godt stille sig op i køen for at få det nye pas.

Således kommer tvangen alligevel ind ad bagdøren.

Når slaget mod pandemien er ved at være vundet, vil man med lettelse kunne debattere om både manglende og konkurrerende evidens for det ene og det andet. Men inden da forestår der en stor opgave om sameksistens, der på egen måde appellerer til fælles ansvar.

Det handler jo om så meget andet end lige det, der kan lovgives om.