En af de største bidragydere til de færre indlæggelser både akut og ambulant skal ifølge Anders Løkke findes i det faktum, at når børn går fri for virusinfektioner, gør deres bedsteforældre det også.Foto: Jesper Balleby

Markant fald i akutindlagte med KOL under COVID-19 Antallet af akut indlagte patienter med KOL faldt med hele 36 pct. under pandemien, og det kan der være tre forklaringer på. Vi kan lære af det her, siger overlæge Anders Løkke.

I perioden fra 2015 til 2019 var det årlige antal akutte indlæggelser blandt patienter med KOL i Danmark i omegnen af 24.000.

Under pandemien i 2020 og 2021 faldt det tal med 36 pct. til cirka 15.500 indlæggelser om året.

Det viser nye tal fra COVID-19-projektet under Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP).

Tallene viser også, at antallet af ambulante patienter faldt med 23 pct. under pandemien, og ifølge dataanalytiker Henry Jensen, som sammen med projektleder Tina Bech Olesen har analyseret på effekten af COVID-19-pandemien på forskellige patientgrupper, er det tal ikke bare markant, men også det største blandt alle patientgrupper.

»Vi har undersøgt 11 sygdomsområder, og KOL er det sygdomsområde, hvor vi ser det største fald i antallet af patienter under pandemien,« fortæller Henry Jensen i en pressemeddelelse fra RKKP.

Tallene kan være misvisende

Der kan være flere årsager til, at patienter med KOL ikke i samme omfang er endt enten i akutmodtagelsen eller på ambulatoriet under pandemien sammenlignet med årene før.

Vi ved, at mange har været meget mere påpasselige med at passe for eksempel syge børnebørn, og det har været gunstigt for indlæggelsestallene

Anders Løkke, overlæge, Sygehus Lillebælt

Det fortæller overlæge Anders Løkke fra Lungemedicinsk Afdeling på Sygehus Lillebælt i Vejle.

Ifølge Anders Løkke kan vi lære noget af nogle af de bagvedliggende årsager til de reducerede tal, mens andre ikke i samme grad indeholder en dybere indsigt.

»For det første skal vi gøre os klart, at tallene kan snyde lidt forstået på den måde, at hvis en person med KOL er blevet indlagt med COVID-19, bliver de ikke taget med i statistikkerne over indlæggelser på grund af KOL. Det betyder, at nogle patienter er fløjet under radaren, men det kan dog ikke forklare størstedelen af de 8.500 færre årlige indlæggelser under pandemien,« siger Anders Løkke.

Færre syge børnebørn har ført til færre indlæggelser

En af de største bidragydere til de færre indlæggelser både akut og ambulant skal ifølge Anders Løkke findes i det faktum, at når børn går fri for virusinfektioner, gør deres bedsteforældre det også.

Omkring 20 til 25 pct. af alle akutte indlæggelser blandt KOL-patienter skyldes netop virusinfektioner, og under pandemien med dens isolation og brug af sprit oplevede langt færre børn og derfor også deres bedsteforældre at blive syge af en virusinfektion.

Det satte i perioden mindre pres fra KOL-patienter på de danske hospitaler.

Det har haft en slagside, at folk har været så bange for at blive syge, at de ikke er mødt op i ambulatorierne eller har set deres pårørende

Anders Løkke, overlæge, Sygehus Lillebælt

»Det passer meget godt med, at vi ser en reduktion på omkring 20 pct. i årlige indlæggelser under pandemien. Vi ved, at mange har været meget mere påpasselige med at passe for eksempel syge børnebørn, og det har været gunstigt for indlæggelsestallene. Det er også et tydeligt bevis på, at hvis man opfører sig fornuftigt, lader være med at passe syge familiemedlemmer og spritter af, er der en gevinst forbundet med det, hvis man har KOL eller andre sygdomme, hvor virusinfektioner kan være farlige,« siger Anders Løkke.

Bagsiden af medaljen har været angst

Der er dog også en bagside af medaljen, og det er ifølge Anders Løkke, at mange personer med KOL har været så bange for at blive smittet med COVID-19, at de har været i ekstrem isolation. Det har for mange været uhensigtsmæssigt, især hvis de ikke er gået til kontroller eller er blevet undersøgt på et hospital i forbindelse med akut indlæggelse.

Anders Løkke fortæller, at mange læger, der arbejder med patienter med KOL, har oplevet, at mange af deres patienter er blevet svagere, og at deres humør er faldet, fordi patienterne simpelthen har isoleret sig så meget, at de ikke har været udenfor eller gået en tur og fået brugt deres lunger.

»Det har haft en slagside, at folk har været så bange for at blive syge, at de ikke er mødt op i ambulatorierne eller har set deres pårørende. Rent fysisk og psykologisk efterlader det en pris at betale, så selvom man måske har sluppet for en akut indlæggelse, har mange det nok dårligere nu, end de havde det før pandemien, fordi de ikke har været til kontroller og for eksempel fået justeret deres medicin,« siger han.

Anders Løkke uddyber, at akutte indlæggelser og ambulatoriebesøg ofte er en gylden mulighed for lægerne til at se, om patienterne egentlig er i stand til at tage den inhalationsmedicin, som de har brug for, eller om der er behov for at sætte patienterne over i en anden behandling.

Vi skal lære af pandemien

Ifølge Anders Løkke kan vi lære noget af pandemien, og det er, at der helt klart er en gevinst ved, at personer med KOL for eksempel siger nej tak til at passe syge børnebørn og endda holder fast i god sprithygiejne med det formål ikke at blive smittet med virus med dertilhørende risiko for akut indlæggelse.

Vi kan også lære det modsatte, nemlig at der formentlig ikke er noget vundet ved at isolere sig 100 pct., men derimod finde en gylden middelvej, hvor man stadig ser pårørende, får bevæget sig og kommer til kontroller på hospitalet.

»Der er en gevinst at hente, og det kan vi se i tallene fra RKKP. Gevinsten er nok ikke så stor, at vi kan gøre os håb om, at vi kan reducere antallet af årlige indlæggelser blandt patienter med KOL med 25 pct., men der er et potentiale for en substantiel reduktion,« siger Anders Løkke.

Skriv kommentar