Josephine Obel
Foto: Joachim Rode

Yemen tur/retur med tillid Det var ikke bomberne og de kliniske opgaver, som gjorde størst indtryk på speciallæge Josephine Obel, da hun tilbragte tre måneder i Yemen. Det var derimod den tillid, som hun oplevede på hospitalet i Yemen, trods landets mange udfordringer

Josephine Obel er speciallæge i gynækologi og obstetrik og vendte for et par uger siden hjem fra Yemen, hvor hun som udsendt for Læger uden Grænser arbejdede på et hospital i tre måneder.

I byen Taiz arbejdede hun på et hospital, som havde en børneafdeling, en traumeafdeling og en gynækologisk afdeling, som var den største. 42-årige Josephine Obel håndterede kvinder, der kom ind på hospitalet med alvorlige fødselskomplikationer, akutte kejsersnit, graviditet uden for livmoderen eller alvorlige infektioner.

Den største forskel for mig var at opleve, hvordan et hospital kunne fungere og virke ved at være bygget på en gensidig tillid til hinanden

Speciallæge Josephine Obel, udsendt til Yemen af Læger uden Grænser

Efter tre års borgerkrig i Yemen fungerer landets sundhedssystem ikke, og dødeligheden for fødende kvinder og deres børn er meget høj.

»Yemen er på mange måder en glemt konflikt. Man kan ikke komme ind i landet undtagen med de humanitære organisationers fly. Befolkningen er fuldstændig isoleret, og der er ikke nogen til at berette om konflikten, hvilket gør, at vi hurtigt glemmer den,« siger Josephine Obel.

Hun ville gerne være med til at hjælpe de fødende kvinder og kontaktede derfor Læger uden Grænser i efteråret. I begyndelsen af februar blev hun sendt af sted for at fungere som speciallæge og afdelingsleder i tre måneder.

»Det var en kæmpe oplevelse som læge at være af sted, og jeg er virkelig glad for at have fået muligheden. Det helt centrale i at kunne komme af sted er dog, at man har opbakningen fra sin afdelingsleder og kolleger, som tager det tunge læs herhjemme, mens man er af sted,« siger hun.

Ikke på fremmed grund

At arbejde i katastrofe- og krigsramte lande er ikke noget nyt for Josephine Obel. Hun har tidligere arbejdet som læge i Tanzania, Uganda, Ny Kaledonien og Vestbredden i Gaza. Det var derfor ikke en uvant situation for hende at tage til Yemen.

»Jeg var rimelig godt forberedt på det hele, men man ved aldrig helt, hvad man kommer ned til. Man kan høre nok så meget og læse rapporter herfra til helvede og stadig ikke vide, præcis hvordan det står til dernede, eller hvad man kommer til at lave,« siger hun.

Det var første gang, at hun skulle fungere som speciallæge og have ansvaret for en hel afdeling, men efter tre år som speciallæge på gynækologisk afdeling på Hvidovre Hospital var hun ikke bekymret.

Jeg var rimelig godt forberedt på det hele, men man ved aldrig helt, hvad man kommer
ned til

Josephine Obel, Speciallæge

Spejderlejr med 7.000 fødsler

Hospitalet har 450 ansatte, og på den gynækologiske afdeling havde Josephine Obel seks andre yemenitiske speciallæger i sin stab. De havde omkring 7.000 fødsler om året, hvilket omtrent er det samme antal som på Hvidovre Hospital.

Hun boede på hospitalets øverste etage sammen med ca. 10 sundhedsprofessionelle fra Sierra Leone, Holland, Bangladesh, Canada, Tyskland og Afghanistan, alle udsendt af Læger uden Grænser. De havde alle eneværelser og brugte flittigt både motionsrum og fællesstuen, fordi de ikke kunne bevæge sig ud af hospitalet, der ligger ved frontlinjen. Josephine Obel arbejdede derfor praktisk taget alle dage under sit ophold.

»Faciliteterne var gode, og det føltes lidt som at være på spejderlejr, men man kunne stadig høre bombefly om natten, og om dagen sprang bomberne fra frontlinjen fem km væk fra hospitalet, så man var konfronteret med virkeligheden,« siger hun.

Selvom hun kunne høre bomberne springe, gjorde den store arbejdsmængde, at der ikke var tid til at stoppe op og være bange.

»Mennesket har en fantastisk evne til at tilpasse sig de mest ekstreme situationer, og det var også, hvad jeg gjorde, da jeg stod dernede. Der er ingen retfærdighed i det, der sker, og det er vildt hårdt at se den elendighed, de lever i. Men man lærer at navigere i det både som lokal yemenit og som nødhjælpsarbejder. Tingene bliver hurtigt hverdag,« siger hun.

Ingen magtesløshed som læge

Det kan være svært at se, hvordan folk lever i et krigshærget land, og hvilke basale rettigheder og levevilkår de ikke har, forklarer Josephine Obel. Hun oplevede dog, at der også kan være en tilfredsstillelse i at hjælpe i et krigshærget land, fordi man som læge kan gøre en helt håndgribelig forskel ved at redde både mors og barns liv.

 

Tillid er sagen. Josephine Obel ville ønske sig, at læger i Danmark kunne virke under den samme tillid, som hun oplevede i Yemen.Foto: Joachim Rode

»Du føler ikke på samme måde en magtesløshed, som man ellers kan i krigssituationer, fordi du som læge kan handle, gøre en forskel og se med egne øjne, at hvis du ikke havde gjort noget, så havde f.eks. moderen eller barnet været døde. Udfordringen kan være de helt praktiske ting, som at der ikke er strøm, rent drikkevand eller medicin nok,« siger hun.

En af de største udfordringer var dog hverken mangel på medicin eller vand, men derimod manglen på ligestilling i det yemenitiske samfund. Alle kvinder skal have godkendelse fra deres mand eller et andet mandligt familiemedlem, før de kan blive behandlet – også i akutte situationer.

»Kvinderne i Yemen skal have valg godkendt af deres mand, da mændene er overhovedet i familierne. Derfor skulle vi altid have mandens accept for at gå videre, hvilket gjorde, at der godt kunne gå længere tid, end godt var, før kvinderne fik hjælp,« siger hun. Og hvis personalet bare gik i gang med behandling, kunne det ramme kvinden efterfølgende.

»Når en kvinde kommer ind med et dødt barn i maven og selv er ved at dø, så kunne jeg godt som dansk læge sige ‘Jeg opererer da alligevel, det er jo akut’. Men hvis det viser sig, at manden ikke er enig og bliver sur over det, så har kvinden ikke noget liv bagefter. Enten bliver hun slået ihjel eller ender i skilsmisse og fattigdom,« siger hun.

Hospital bygget på tillid

Det var nu hverken bomberne eller patienterne, som gjorde størst indtryk på Josephine Obel. Det var derimod den tillid, som præger det yemenitiske hospital, som hun arbejdede på.

»Den største forskel for mig var at opleve, hvordan et hospital kunne fungere og virke ved at være bygget på en gensidig tillid til hinanden. Det var vildt inspirerende at opleve, hvordan de lokale læger – og senere vi udsendte – fik en ekstrem arbejdsglæde og havde en kæmpe frihed i vores arbejde,« siger hun.

Hun mener, at det danske sundhedsvæsen er et »ekstremt styret system«, hvor alt skal kontrolleres og dokumenteres, og at vi i Danmark kunne tage meget ved lære ved at stole mere på hinanden.

Hun er mener, at det danske sundhedssystem ville fungere langt bedre, hvis det i højere grad byggede på en gensidig tillid, og der var en større tiltro til sundhedspersonalet.

»Når jeg ser på mine kolleger, så går de alle sammen på arbejde for at gøre det rigtigt godt. De er oprigtigt drevet af at gøre et rigtig godt stykke arbejde, og hvis man slap den energi fri, så tror jeg, at man vil kunne vinde rigtig meget,« siger hun.

Kommentarer

Skriv kommentar