Sir Fix-a-lot

Sir Fix-a-lot Jakob Kjellberg har hænderne godt skruet på og sætter en ære i at få tingene til at fungere. Om det er på ødegården i Skåne eller i et sundhedsøkonomisk projekt, som skal løses inden for givne rammer. Han rummer en vis portion anarkisme og orker ikke de lange, seje processer. Han vil hellere ud og formidle.

Jakob Kjellberg træder forsigtigt op på spisebordet, som er dækket op til pinsemiddag. Familie og venner sidder rundt om bordet uden for familien Kjellbergs trelængede falu-røde gård i Glimåkra i det nordlige Skåne. Der skal han stå, mens hele selskabet sidder og spiser. Det udstråler magt, siger fotografen, og skal illustrere hans indflydelse som sundhedsøkonom. Jakob Kjellberg er helt med på ideen og griner smørret, mens han akavet træder op mellem sildemadder og kolde dåsebajere.

»Pia, jeg skal kravle op på bordet og stå, mens I sidder rundt om mig. Det viser nemlig, hvor magtfuld jeg er,« driller han sin hustru.

»Ja, det kunne du lige tænke dig, hva,« skyder Pia Kürstein Kjellberg lynhurtigt igen.

Hun ruller med øjnene, men griner så ad hans drengede drillerier. Hans position i familien synes at være en lidt anden end den, han indtager ude i samfundet som professor, programleder ved VIVE – og en af landets mest indflydelsesrige sundhedspersoner ifølge Dagens Medicins Magtpanel. I år rykker han endda en smule frem, til plads nummer 24.

Et godt udtryk for, at Jakob Kjellberg vil have noget fra hånden, gerne i en fart – og så rent faktisk får det. Han er i alle henseender en ‘fikser’, som tager fat med det samme og får det bedste ud af det inden for de givne rammer. I sundhedsøkonomien og på hjemmebanen.

AMBITIONER. Kürstein Kjellberg-børnene har ikke umiddelbart tænkt sig at gå i forældrenes fodspor. Ingrid vil være læge. Terkel vil være grafisk designer. Eller spildesigner. Eller sådan en, som laver 3D-print.Foto: Joachim Rode

Sir Fix-a-lot

Måske burde sundhedsøkonomen være blevet mekaniker eller ingeniør. Han har nemlig en ualmindeligt stor trang til at være handyman. Det er et genetisk træk ved alle Kjellberg-mænd. Jakob Kjellbergs bror definerer ham som en ‘Sir Fix-a-lot’, med slet skjult reference til den amerikanske rapper Sir Mix-a-Lot, der havde sin storhedstid i 1990’erne. Han kan ikke lade være med at forsøge at reparere tingene selv, og han sætter en ære i på egen hånd at få tingene til at fungere.

Derfor passer familiens trelængede gård i Sverige også godt til Kjellberg-klanen. Den ligger to timers kørsel fra familiens hjem i Hvidovre og står i stor kontrast til familiens daglige rammer i et nybygget, hvidt kubistisk hus med udsigt til vandet. Strømlinet og minimalistisk.

Gården i Sverige er gammel og rustik, købt af Jakob Kjellbergs forældre for mange år siden. Laden er bygget om til beboelse, og der er plads til 20 sovende gæster. Når man bevæger sig gennem det svenske sommerhus, er det som at gå på opdagelse i familien Kjellbergs liv. Det er en historisk rejse med vægge, der er udsmykket med kunst og masker fra rundtomkring i verden. Det vidner om en videbegærlig familie. I køkkenet er der et stort komfur og i stuen en kakkelovn til at varme det store hus op med om vinteren. Hvert andet år holder hele familien jul heroppe. Der lugter en smule af museum. Rustikt og hyggeligt, og kunne væggene tale, ville det sikkert være lange historier om simplere tider og højt til loftet i det lavloftede hus.

Det er nok en stramning at sige, at jeg hellere vil have tilgivelse end tilladelse, men jeg orker ikke alle de processer, man skal igennem, før man kan handle

1.000 projekter står og venter på Jakob Kjellberg i det svenske, og skulle det ikke være nok, så er der båden, naboens vaskemaskine og bilen.

Jakob Kjellberg kører i en 11 år gammel Citroën C5. Det er en sølvgrå stationcar. En praktisk farve, der ikke kræver, at bilen skal vaskes for ofte. For det har han ikke tid til. Det kan tydeligt ses, eftersom bilen fremstår møgbeskidt, når den står parkeret i det høje græs i solen mellem længerne.

Men når citroënen begynder at skrante, reparerer han den selv.

»Jeg kunne da aldrig drømme om at sende bilen på værksted,« udbryder han nærmest fornærmet og skæver hen til bilen.

Bagpå sidder den obligatoriske jydekrog. Vinterdækkene er blevet skiftet ud til sæsonens mere passende sommersko, men Jakob Kjellberg gider ikke at betale for noget så unødvendigt som alufælge eller hjulkapsler, så dækkene fremstår nøgne.

Det er folks skattepenge!

I sit arbejde går Jakob Kjellberg også fra sag til sag og prøver at finde ud af, hvad der fungerer. Han er langt mere pragmatisk end ideologisk. Hans force er at finde en kreativ løsning med de midler, han har.

Han mener, at man skal have mest mulig sundhed for pengene, hvilket er en anskuelse, der ligger dybt i ham som økonom. Han sætter en dyd i at analysere på de ressourcer, sundhedsvæsenet har, og finde den bedst mulige løsning ud fra de rammer.

»Man skal ikke sidde og pibe, når man får 10 pct. af BNP til sundhedsområdet. Jeg er ikke en af dem, der mener, at vi får for lidt. Men vi har en forbandet pligt til at få det bedste ud af det! Man må ikke spilde offentlige midler. Det er folks skattepenge,« siger han entusiastisk og klapper hånden i bordet. En uventet reaktion for professoren, som ellers for det meste minder om den ellers så rolige Pedersen fra børnebøgerne om Findus og Pedersen. Både af væsen og figur.

Vi har bevæget os ind gennem det store hovedhus til en lille stue. En blanding af kunstværker og gamle træmøbler befolker lokalet, og bag ham står hans mors gamle spinderok. Akustikken kaster lyden af Jakob Kjellbergs røst frem og tilbage i lokalet, og i et stille øjeblik omslutter husets ro os og giver en fornemmelse af, at man sidder i en osteklokke. Af og til bryder en forbikørende traktor stilheden. Den kører i pendulfart på grusvejen, der baner sig vej gennem lysegrøn skov og blomsterfyldte enge.

Jakob Kjellberg kigger ud ad vinduet på børnene, der sidder med et spil på træbordet foran hovedhuset. Så fatter han sig og bringer os tilbage til sundhedsområdet.

»Jeg mener, at der kan strammes op, og at der spildes unødige penge hver dag,« fastslår han.

Han mener f.eks. ikke, at lægemidler, der har en meget lille effekt, er en fornuftig investering. Når der bruges mange penge på dyr medicin, bliver pengene taget et andet sted fra. Så er der f.eks. ældre, der ikke kan blive passet ordentligt, eller tilbud, der forringes. Der synes han, at pengene kan bruges meget bedre.

Hellere tilgivelse end tilladelse

Jakob Kjellberg definerer sig selv som ‘pro initiativ’. Alt det praktiske i hans arbejdsproces keder ham. Alle hans udtalelser er baseret på grundig forskning og meget velfunderede, men hans forkærlighed for formidlingen gør, at han hellere vil formidle først og skrive den lange, kedelige rapport senere.

»Den tilgang passer også fint, når der er faste mønstre, jeg skal nytænke. Jeg bevæger mig inden for de rammer, jeg får stillet, men det er vigtigt at se på alle muligheder og måske bøje reglerne lidt,« siger han.

Som barn af to undervisere banker hans hjerte for formidlingen. At lære fra sig. Han kunne også have valgt at fokusere på at vinde prestige ved at få en masse artikler publiceret i højtrenommerede tidsskrifter. Vist har han en publikationsliste, der tæller 168 artikler, men det er ikke der, hans passion ligger. Faktisk keder processen bag resultatet ham lidt. Noget af det bedste, han kan opnå med sit arbejde, er at skabe forståelse blandt masserne.

»Det interessante projekt er det, der kan komme på forsiden af en almindelig morgenavis. F.eks. debatten om problemerne ved 2-procents produktivitetskravet. Man skal ramme masserne for at skabe mest mulig forståelse og dermed indflydelse. Og det er også sådan, jeg kan ramme beslutningstagerne,« siger han.

Da pia blev til en kjellberg. »Vi spillede om det. Hvis hun tabte, skulle hun tage mit efternavn, og omvendt,« fortæller Jakob Kjellberg.Foto: Joachim Rode

Fuck the army

Da han i 1991 modtog sessionsbrevet, gjorde han alt, hvad han kunne, for at slippe for sin værnepligt. Men selvom han forsøgte at finde på undskyldninger for ikke at skulle springe soldat, måtte han møde op til session.

»Jeg ville passe rigtigt dårligt ind i militæret, det er helt oplagt en skidt kombination,« understreger han og smiler smørret, når han tænker tilbage på sin ungdom som en rod.

Han ligner heller ikke den typiske militærmand. Høj, ranglet, lettere kejtet. Som sit eget oprør mod sessionen fik han syet en fin militærjakke med et stort anarkisttegn, hvor der stod ‘fuck the army’. I dag skraldgriner han over episoden. Hvor nogle mennesker måske ville opleve det som en provokation, var han meget afslappet. Det samme var de i militæret.

»Det tog de sgu meget cool, de var da pisseligeglade,« griner han højt. »Det betyder ikke, at jeg er imod militæret. Det er jeg virkelig ikke. Men jeg ikke så god til at underkaste mig sådanne rammer, hverken privat eller professionelt.«

I sidste ende trak han heldigvis frinummer.

Torpare. Gården i Glimåkra i det nordlige Skåne blev købt af Jakob Kjellbergs forældre for mange år siden og rummer i dag tyve sovepladser.Foto: Joachim Rode

Vi kastede ikke med brosten

Han smiler, når han tænker tilbage på sin opvækst på Lolland. Det var en lykkelig barndom med en mor, der var lærer, og en far, der var rektor på gymnasiet. Der var de to storebrødre Thomas og Kasper, og hans lillebror Mikkel. Børnene havde plads til at lege, som de ville. De byggede huler, fangede dyr, som de passede i forældrenes kælder, og løb nøgne rundt i haven og endda ned til Shell-tanken, der gav gratis slikkepinde til børnene.

Faderen havde ambitioner på børnenes vegne. Man fik sig en uddannelse. Da Jakob Kjellberg skulle læse videre, besøgte han Københavns Universitet. Men hans far mente, at det eneste rigtige universitet at studere på var Aarhus Universitet, hvor han selv havde gået. Derfor lånte han Jakob Kjellberg sin Toyota Hiace med 11 sæder, så sønnen og hans venner kunne besøge universitetet i Aarhus. Bilen, de skulle køre i, krævede stort kørekort, men det havde drengene ikke. Far Kjellberg var så opsat på, at sønnen skulle til Aarhus at studere, at han tog chancen og sagde god for køreturen. Så Jakob Kjellberg satte sig bag rattet i den store bil med vennerne som co-drivere.

Det betyder ikke, at jeg er imod militæret. Det er jeg virkelig ikke. Men jeg ikke så god til at underkaste mig sådanne rammer, hverken privat eller professionelt

Under studietiden i 1990’erne boede Jakob og Mikkel Kjellberg i et anarkistisk kollektiv i Gellerup. I lejligheden hang et banner med budskabet ‘Nej til alt’. Drengene elskede at provokere og sætte spørgsmålstegn ved det hele.

I kollektivet var de ‘pro initiativ’. Havde man lyst til at ændre noget i studenterhyblen, gjorde man det. Man skulle ikke først diskutere det til døde med de andre beboere. Men selvom Jakob Kjellberg kaldte sig anarkist, var han ikke rigtig punker, som mange anarkister ellers var. Han havde ikke hanekam, gik ikke ikke i iturevet, nittebesat lædertøj og kom kun en eller to gange nede på havnen, hvor punkmiljøet florerede. Det var trods alt relativt pæne universitetsstuderende, der boede sammen.

»Det var ikke sådan, at vi kastede med brosten eller kom i problemer,« trækker han grinende i land, da han føler, at han kommer til at tegne billedet af sig selv lidt for hårdt op.

Mine brødre og jeg måtte blive lige det, vi ville. Så længe vi blev uddannet fra Aarhus Universitet, matematisk institut

Kan slet ikke rumme dogmatisme

I dag definerer sundhedsøkonomen sig ikke som anarkist. Han kunne som ung bare ikke lide, hvis folk fortalte ham, hvad han skulle gøre. Og det hænger stadig ved. Selvom han ikke udfordrer rammen for, hvad han har at arbejde med, vil han stadig gerne sætte spørgsmålstegn.

»Den dogmatistiske tilgang til, hvad der er rigtigt og forkert, kan jeg slet, slet ikke rumme. Og det kan jeg heller ikke i mit arbejde. Her er grund-ideen at udfordre de dogmer, der hersker. Der ligger da noget anarkistisk i, at grundlæggende er der ingen, der skal definere, hvad der er rigtigt. Det må vi finde ud af på baggrund af, hvor vi er,« siger han.

Når han sidder og fortæller om ungdom, anarkisme og arbejde, får han et ungdommeligt, nærmest drilsk blik i øjnene. Han taler med klar røst, og lyden runger ud i lokalet og bryder med land-idyllens stilhed. Han joker meget og griner højt i halen på alle sine røverhistorier. Den mand, der ved førstehåndsindtrykket forekommer let kejtet og meget korrekt, er en helt anden mand. Ungdommelig, drilsk og enormt humoristisk. Bestemt ikke den klassiske regelrytter.

Da Pia blev til en Kjellberg

Jakob Kjellberg griner, da det påpeges, at Pia Kürstein Kjellberg har taget hans efternavn, da de blev gift, og ikke omvendt. Man kunne fristes til at tro, at navnene ville blive ligeligt fordelt i deres forhold. Pia Kürstein Kjellberg er en bestemt dame, der gerne vinder kampene derhjemme, fortæller han. Ikke fordi han ikke er stædig. Hun er bare mere stædig.

»Vi spillede om det. Hvis hun tabte, skulle hun tage mit efternavn og omvendt,« fortæller han ivrigt, som om det er den bedste idé, de nogensinde havde fået. Altså at gamble med sit familienavn.

Det er svært umiddelbart at vurdere, om det er en joke. For Jakob Kjellberg joker rigtigt meget. Behovet for selvironi dyrkes også i vennekredsen. Ved frokostbordet grupperer mændene og kvinderne sig på hver sin side af det lange træbord, der står foran det svenskrøde hovedhus. Kvinderne småsludrer og griner. Mændene snakker knap så meget, men joker med alt, hvad der kan jokes med, mens de skyller ned med en kølig øl. Gruppen har et mantra, der hedder, at man heller ikke skal tage tingene alt for alvorligt. Det er vigtigt at kunne grine ad hinanden og sig selv.

»Hvis Pia havde vundet, havde jeg da uden tvivl også taget hendes navn. Den er altså svær at løbe fra,« griner han og indikerer, at hans viv ikke er til at løbe om hjørner med.

Alt andet end matematisk institut

»Han arbejder med sådan noget sundhed. Det er kedeligt at snakke om,« fjanter Ingrid på otte år, mens hun med hånden imiterer et næb, der snakker. Hun er den yngste af Kürstein Kjellberg-børnene. Hvis Jakob Kjellberg er gamle, rolige Pedersen, er Ingrid den energiske Findus. Hun piler rundt og charmerer sig ind hos hele selskabet, mens det i samlet flok bevæger sig forbi køerne, gennem skoven og ned til en idyllisk sø omgrænset af massive granitklipper. Hun er den første til at hoppe i det iskolde søvand.

Hun vil ikke gå i sin fars fodspor. Hun skal være læge. Hendes far griner stolt og forklarer, at det vil hun, fordi han har fortalt hende, at læger tjener mange penge. Terkel, det ældste af børnene, vil gerne være grafisk designer. Eller spildesigner. Eller sådan en, der laver 3D-print. Hans far forklarer sønnens ubeslutsomhed med, at han er familiens kreative hoved. Familiens mellemste, Aksel, snakker ikke så meget. Han er det af børnene, der ligner sin far mest som barn.

Ambitionerne er høje i familien Kürstein Kjellberg. Forældrene opdrager deres børn til at være selvstændige og tænke kritisk. At børnene vælger egen retning i livet, er vigtigt.

Jakob Kjellbergs far var uddannet i matematik og fysik, og Kjellberg-brødrene kunne frit vælge uddannelse. Sådan da.

»Mine brødre og jeg måtte blive lige det, vi ville. Så længe vi blev uddannet fra Aarhus Universitet, matematisk institut,« griner Jakob Kjellberg og fortsætter: »Jeg er ikke en ret god matematiker. Jeg er nok bedre end 95 pct. af den danske befolkning, men ikke god nok til, at jeg var en af de få fra mit hold, der ville få tilbudt et job. Derfor undersøgte jeg mange forskellige fag under min studietid.«

Matematisk planlægning, jura, et kursus i sundhedsøkonomi. Som studerende var hans profil meget bred. Det var først, da han mødte den britiske lektor Halfdan Johnson på Aarhus Universitet, at Jakob Kjellberg for alvor blev sporet ind på sundhedsøkonomien.

Enetimer med britisk lektor

I 1990’erne var der ikke noget sundhedsøkonomisk miljø at finde på Aarhus Universitet. Men det var dér, Jakob Kjellbergs kompetencer og interesse lå. Derfor fandt Johnson en alternativ løsning for ham. Det blev til enetimer.

»Allerede dengang var jeg ikke så god til at passe ind i det store mainstream. Derfor fik jeg sammen med min studieveninde Rikke lov til at lave vores egne fag. Flere gange om ugen brugte vi tre-fire timer på Johnsons kontor, hvor han underviste os,« fortæller Jakob Kjellberg.

Johnson, der blev en form for mentor for Jakob Kjellberg, foreslog den kommende sundhedsøkonom, at han skulle studere videre inden for sundhedsøkonomi i England. University of York ville være det rette sted, mente Johnson. Men det var langt forbi fristen for optagelse på det prestigefyldte universitet.

Johnson hev i alle de tråde, han kunne, for at få Jakob Kjellberg tilmeldt universitetet. Det var ikke umiddelbart en mulighed, men Johnson var vedholdende. Han ringede til sine kontakter på skolen og lovede at stå inde for sin studerende, hvis de optog ham. Og uanset universitetets indvendinger var der ikke nogen diskussion, nej – Jakob Kjellberg pakkede derfor sine ting og tog til England.

Jeg håber, du dør af kolera

Siden studietiden har sundhedsøkonomen fyldt rygsækken med mange års erfaring inden for sit felt. Det har gjort ham til en af landets førende sundhedsøkonomer. Spørger man flere af eksperterne i Dagens Medicins 14 mand store magtpanel, siger de, at »viden er magt«. Det er på den måde, at Jakob Kjellberg er magtfuld. Flere af eksperterne mener, at han er en fortræffelig formidler med stor indflydelse på sundhedsområdet. Selv mener han ikke, at han har formel magt, men indflydelse. Det er også det element, der tiltaler ham mest, når han snakker om sit arbejde. »Magt er indflydelse,« siger han.

Det kan være svært at koble sundhedsøkonom Kjellberg med fritids-Jakob, der sidder i jeans, en afslappet sort hørskjorte med korte ærmer og strømpesokker i den hyggelige stue. Træskoene uden hælkapper har han sparket af, inden vi gik ind indenfor. Nu sidder han tilbagelænet i den gamle træstol. Man får et indtryk af, at han tænker mere på, hvornår det høje græs udenfor skal slås, og om der er nok olie på græsslåmaskinen,end på sin indflydelse på beslutningstagerne i Danmark.

»Noget af det værste ved at have indflydelse er, at der er et stort ansvar forbundet med at have magt,« siger Jakob Kjellberg, mens han kigger ud på sine børn gennem et lavt vindue. De er overbegejstrede over at fundet en græstrimmer, som de kan laver små stier i det høje græs med.

Med indflydelse følger et stort ansvar, og det tager han meget alvorligt. Også selvom det nogle gange får konsekvenser, hvis han skulle tage fejl. Han fortæller, at han endda har modtaget trusler på baggrund af sit arbejde.

»Jeg håber, du dør af kolera!« Han sprutter af grin, da han skal gengive en af de mest absurde henvendelser, han har fået. Han har aldrig været bange for at gøre sig upopulær. Men grove hadebreve kan han virkelig ikke tage sig af. Kun hvis han tager fejl, kan han få ondt i maven over sin store indflydelse, men det sker sjældent.

Konen kigger op på manden

Tilbage på det opdækkede frokostbord træder Jakob Kjellberg varsomt rundt mellem maden og skæver diskret til Pia. Han vil ikke ødelægge opdækningen eller træde ned i noget af den medbragte mad.

Der er lagt op til den helt store pinsefrokost med hjemmelavet rullepølse, roastbeef med remoulade og ristede løg, sild i flere varianter og lun leverpostej. Der er også en skål med lidt grønt, men den overdøver ikke smagsindtrykket. Der er kolde øl på bordet og saft i en kande, hvis design fortæller, at den må have stået i køkkenet siden 1970’erne. Flere venner har i løbet af dagen tilsluttet sig Kjellberg-klanen, og de sidder talstærkt og kigger op på Jakob Kjellberg. Han laver et powerstand. Benene let spredte og solidt plantet på træbordet, hænderne i siden. Han kigger overlegent ned på kameraet.

»Det er vist første gang, at det er konen, der sidder og kigger op på manden,« udbryder en af de andre fædre. Alle sprutter af grin.

Skriv kommentar