Det sønderjyske åndehul
Foto: Joachim Rode

Det sønderjyske åndehul Sundhedsminister Ellen Trane Nørby adskiller håndfast det offentlige liv fra det private. Det kommer ikke nogen ved, om der er nullermænd derhjemme i stuen. Vi fik lirket en sprække i princippet og besøgte hende i to ellers lukkede rum – bagsædet af ministerbilen og kolonihavehuset i Sønderborg. På sporet af Ellen uden filter. Med håndsprit, mod hundelorte og afhængig af frihed.

Det er en sommerlig majdag, og solen stråler gennem vinduet på den sorte, ekstra lange BMW 730. Ellen sidder på sin faste plads på det højre bagsæde i ministerbilen. Hun er iført nederdel, skjorte og et par højhælede sandaler. Det er blevet som en uniform for hende. I virkeligheden ville hun bare gerne have haft sine flade sandaler, et par cowboybukser og sin løse T-shirt med dødningehoveder på, som hun havde i går derhjemme. Men den går ikke, for i dag er hun landets sundhedsminister. 

Airconditionanlægget i bilen kører på fuldt blæs, mens 245 heste brummer under kølerhjelmen. Ellen læner sig forover, hvilket får lædersædet under hende til at knirke højlydt. 

»Hvad, kan vi ikke lige holde ind på en rasteplads? Jeg skal virkelig tisse, og det vil være så irriterende at skulle gøre det, når vi kommer frem,« spørger hun sin ministerchauffør. Han nikker og gør tegn til at skifte vognbane. 

»Nej, nej, du kan bare tage Kildebjerg-afkørslen, der plejer vi at holde ind. Den kommer næste gang igen,« siger hun og peger fremad. 

Ministerbilen triller ind på Q8-tanken for at gøre stop, og Ellen tripper hen til rastepladsens toiletter. På vej tilbage fra tanken hilser hun på en ældre herre, der har slået en lille jordbærbod op ved siden af parkeringspladsen. 

»Flotte jordbær, du har dér,« siger hun til manden og smiler. Han kigger op fra sine mange bakker med jordbær og smiler, da han genkender hende. 

»Ja, og flotte stænger du har dér,« råber han tilbage til hende. Hun griner højlydt, mens hun læner hovedet bagover. 

»Ja, den var jeg vist selv ude om. Man skal jo tage, hvad man kan få i disse me too-tider,« siger hun grinende, mens jordbærsælgeren og chaufføren stemmer i.

»Hold da kæft!«

38-årige Ellen Trane Nørby er en svær kvinde at blive klog på. Når hun står foran kameraet og taler i en alvorlig tone, er hun velformuleret og korrekt ned i mindste ord. Men lige så snart døren til ministerbilen lukkes, er hun både sjov og fandenivoldsk, når hun udbryder et »Hold da kæft« og fyrer jokes af.

Ellen Trane Nørby er fyldt med kontraster, hvor hun på den ene side elsker alt, hvad der er politisk ukorrekt, men på den anden selv er meget politisk korrekt. Hun beskriver også sig selv som to sider af samme sag – uhyre bevidst om, hvilken side der skal være i offentligheden og hvornår.

Det er ikke, fordi der findes en politiker-Ellen og en privat-Ellen. Ellen Trane Nørby er ifølge hende selv sig selv hele tiden, men hun er så bevidst om, at hun er politiker og minister, at hun ofte fremstår mere velpoleret og nystrøget, end hun egentlig er. For Ellen Trane Nørby virker som et meget ordentligt menneske. Når hun taler, kan man klappe i takt til ordenes klang. Hun taler klart og tydeligt, men hurtigt. Der er ikke mange dikkedarer over hende, og med sine intense blågrå øjne og bestemte tonefald minder hun om en skrap mor, der irettesætter sine børn, når hun taler.

Men hvem er Ellen Trane Nørby egentlig, og hvorfor må vi ikke se bagsiden af tv-facaden?

HERTIL. Ellen Trane Nørby hæger om sit privatliv. »Det er mig, der er minister, og ikke min familie. Jeg er minister ude, og mor og kæreste derhjemme,« siger hun.

De djævelske detaljer

Ellen Trane Nørby har været sundhedsminister i halvandet år nu. Før var hun minister for Børn, Undervisning og Ligestilling, men blev flyttet til det sundhedspolitiske område. Tidligere har hun været kultur-, medie-, social- og ligestillings- og politisk ordfører for Venstre, og med en baggrund som cand.mag. i kunsthistorie fra Københavns Universitet var hun ikke den oplagte kandidat til at overtage sundhedsområdet, da Sophie Løhde (V) blev flyttet til det nye ministerium for offentlig innovation.

Det kom derfor som en overraskelse for mange på Christiansborg og i sundhedssektoren, at den nye sundhedsminister hed Ellen Trane Nørby, da hun var et ukendt kort på området. De fleste var dog fortrøstningsfulde, fordi hun havde – og stadig har – et ry for at være en slider.

Jeg bliver vildt irriteret på mig selv, hvis jeg er uforberedt eller ikke får spurgt om de rigtige ting

Selvom sundhedssektoren er et komplekst og meget fagligt tungt område, passer det godt til Ellen Trane Nørbys disciplinerede stil, som har fulgt hende, siden hun var barn. Hun møder altid velforberedt op med sine mange mapper og noter, som er opdelt i en sirlig, kronologisk og derefter tematisk orden. Det er nemlig vigtigt for hende at være velforberedt og gøre sig fortjent til sin ministerpost.

»Sundhedsområdet er et område, der kræver, at man er nødt til at sætte sig ind i tingene for at kunne træffe de nødvendige beslutninger. Man kan selvfølgelig ikke vide alt om alting, men jeg har oplevet, at djævelen ofte ligger i detaljen, og derfor er det vigtigt, at jeg gør mig umage og møder velforberedt op. Jeg bliver vildt irriteret på mig selv, hvis jeg er uforberedt eller ikke får spurgt om de rigtige ting,« forklarer hun.

Det har dog også givet bagslag for Ellen Trane Nørby at stille mange spørgsmål og komme til bunds i sagerne, som da BT døbte hende ‘Spørge-Ellen’, efter at hun som politisk ordfører havde stillet 696 spørgsmål til den daværende kulturminister om statsstøtte til museer. Senere kom det frem, at hendes mor arbejdede på et af de museer, der ikke fik statsstøtte. Og så gik mediemøllen i gang om ‘Spørge-Ellen’, der måske var lidt for ivrig med sine spørgsmålstegn.

Senere har hun som sundhedsminister også mødt modstand, da hun skulle afveje forholdene mellem patientsikkerhed og lægernes arbejdsforhold i Svendborgsagen, og da hun gik imod de faglige vurderinger i loven om aktiv dødshjælp.

Selvom sundhedsområdet kræver, at ministerens faglighed er tiptop, er det også et område, som er en grundsten i det danske velfærdssamfund og derfor et område, der også handler om kulturelle og etiske perspektiver, i hvert fald ifølge Ellen Trane Nørby.

»Mange af de beslutninger, jeg tager, er ikke kun politiske, men også etiske. Det er en stor udfordring at gå imod de faglige argumenter, og det kræver, at jeg er klar med modargumenter, hvis jeg ser tingene fra et andet perspektiv,« siger hun og laver fagter med hænderne for at fastslå sin pointe.

»For mig at se handler sundhed i høj grad om kulturer og værdier, der fortæller noget om det danske velfærdssamfund, vi lever i. Som sundhedsminister kan jeg både bruge mine erfaringer som politisk ordfører og min baggrund som kunsthistoriker, hvor jeg kan tænke mere kulturelt og udfordre den typiske siloopdeling, der kan være,« siger hun.

Hun er glad for, at hun nu har »fundet sine ben på sundhedsområdet«, og mener ikke, at hendes kunsthistoriske baggrund gør hende til en mindre kvalificeret sundhedsminister.

Kolonihavehusidyllen

Himlen er blå, og solens stråler rammer Ellens fregnede arme og ben, mens hun nyder solen i sit kolonihavehus i Sønderborg. Kolonihaven er tæt bevokset af træer og vildtvoksende buske. Længere nede i haven står en flagstang og et lille træskur til opbevaring. Ved siden af står et lille drivhus, hvori et figentræ vokser vildt og utæmmeligt. Det er så stort, at bladene klistrer til vinduerne, og døren ikke kan lukkes. Men Ellen har også orden i kaosset, for langs den ene side har hun plantet rabarber og utallige krydderurter, som hun elsker at plukke til aftensmaden om sommeren. 

Hun sidder på en gammel træhavestol med hænderne foldet bag hovedet og krydsede ben. Hun lukker øjnene og nyder stilheden, der enkelte gange bliver afbrudt af vimplens slag mod flagstangen. Aaaah. Kolonihavehuset ligger gemt væk i den ende af området ud til marker, hvor der står køer og græsser. 

FRISTED. »Min lejlighed og mit kolonihavehus her i Sønderborg er mit fristed. Normalt stopper alle folk op og hilser på mig på gaden, men herude i mit kolonihavehus går alle i gummistøvler og passer sig selv,« siger Ellen Trane Nørby.

Ellen bliver afbrudt, da kogende vand bobler højlydt inde fra det lille tekøkken i kolonihavehuset. Hun rejser sig fra havestolen og går ind i det gamle og slidte træhus, som kolonihavehuset udgør. Den sorte maling skaller af i store flager udenpå og blotter dele af det bare træværk. 

Det lille hus består af et enkelt rum med et lille tekøkken, et lille spisebord, et par stole og en lænestol, der står i det ene hjørne ved siden af en støvet tidsskriftholder med gamle udgaver af Weekendavisen. Til højre for indgangen står en sovesofa, som mest bliver brugt til opbevaring. Foran den er en lyserød børnegynge og et babybadekar balanceret på et par papkasser. På væggene hænger der kunst, og under et af billederne står en gul gascylinder, som udgør kolonihavens eneste energikilde. Ellen står foran den og hælder det kogende vand op i sit kaffekrus. 

Hun skifter gryden med vand ud med en lille espressokande, som hun fylder med økologisk letmælk og stiller på gasblusset. Hun tørrer hænderne i et viskestykke, før hun går ud og sætter sig i havestolen igen. Hendes påklædning er afslappet, og som hun står der i sine udtrådte sandaler med et krus Nescafé i hånden, står hun i skarp kontrast til den sundhedsminister, offentligheden er vant til at se. 

Privatlivet er ikke til skue

Ellen Trane Nørby beskriver sig selv som to sider af samme sag, hvor det kan være svært at navigere mellem kontrasterne og samtidig bevare sig selv. Derfor er det vigtigt for hende at have et fristed, hvor hun kan være sig selv, og det er netop, hvad hendes kolonihavehus og hendes lejlighed i Sønderborg er for hende. Derudover har hun også en lejlighed på Frederiksberg sammen med sin kæreste Ulrich og deres to små børn, Vigga på tre år og Sofus på et år, som begge går i institution i København.

For mig er magt ikke et negativt ord. Det er et meget hårdt og maskulint ord, men jeg synes ikke, at man skal være bange for magt

Lejligheden og kolonihavehuset i Sønderborg har hun haft siden 2004, da hun blev valgt ind i Sønderborgs valgkreds, og når hun taler om hjem, er det i Sønderborg. Der, hvor alle hendes yndlingsmøbler står.

»Min lejlighed og mit kolonihavehus her i Sønderborg er mit fristed. Normalt stopper alle folk op og hilser på mig på gaden, men herude i mit kolonihavehus går alle i gummistøvler, har jord under neglene og passer sig selv. Der er ikke så mange regler og konventioner herude. Det er lidt mere ligetil,« siger hun.

Derfor elsker hun at komme ud i kolonihavehuset, hvor hun kan luge ukrudt og koble af fra den travle hverdag.

»Det der med at trække ukrudt op i flere timer står meget i kontrast til de evige papirbunker inde på kontoret. Med et blomsterbed er det mere fysisk og konkret; jeg kan jeg se, hvor jeg er nået til, og hvad jeg mangler,« siger hun og laver fagter med hænderne, der rammer terrassebordet foran hende.

Det er især friheden, som Ellen Trane Nørby er vild med, ikke kun som ideologi men også personligt. Hun er en kvinde, der ikke vil bindes eller kategoriseres på en bestemt måde. Hun vil være en fri fugl, for hun fungerer ikke bundet fast til et prædikat. Så føler hun sig klemt.

Når spørgsmålet falder på, om det også er derfor, hun ikke er gift med sin kæreste, griner hun og mumler, at »det er en lang historie, og den tager vi på et andet tidspunkt«.

Ja, Ellen Trane Nørby vil have friheden. Friheden til at vælge at arbejde 70 timer om ugen, og friheden til at vælge at fremstå som en redelig og præsentabel sundhedsminister, der i høj grad værner om sit privatliv.

HJEM. Lejligheden og kolonihavehuset i Sønderborg har Ellen Trane Nørby haft siden 2004, da hun blev valgt ind i Sønderborgs valgkreds, og når hun taler om hjem, er det i Sønderborg. Der, hvor alle hendes yndlingsmøbler står.

Det er også derfor, begge hendes private lejligheder og hendes familie er off-limits. Ingen interviews, ingen billeder, ingen dikkedarer. Allerede fra den første kontakt med hende om dette interview gjorde hun det klart, at hendes privatliv ikke var til skue. Kolonihavehuset er derfor blevet et kompromis mellem de private gemakker og det officielle kontor inde på Christiansborg.

»Offentligheden skal ikke vide, hvad jeg har hængende på væggene derhjemme, eller hvor meget fnuller der er i hjørnerne hjemme i stuen. Det er mig, der er minister, og ikke min familie. Jeg er minister ude og mor og kæreste derhjemme,« siger hun, lægger armene over kors og kigger afventende på næste spørgsmål.

Jeg fikser da bare en pesto

Ellen Trane Nørby taler ikke kun i tydelige stavelser og spinder stramme politiske net. Hun er også sjov og fandenivoldsk. Man ved det bare ikke, for når kameraet er tændt, taler hun sagligt i en alvorlig tone, men lige så snart kameraet slukkes, joker hun og udbryder et »hold da kæft, mand!«.

»Jeg tror ikke, at offentligheden ser, hvor varmt og omsorgsfuldt et menneske hun i virkeligheden er, fordi hun er så privat. Hvis hun var med i ‘Kender du typen’, ville det være en helt anden side, man så af hende, men jeg forstår godt, at hun vil værne om sit privatliv og sin familie,« siger hendes nære veninde Mette Müller Kristensen, som har kendt Ellen Trane Nørby i 20 år.

Hun beskriver hende som en meget loyal og omsorgsfuld veninde, men hun kan også være lidt irriterende.

»Hun er en af de der irriterende typer, der altid har overskud og siger: ’Jamen, jeg fikser da bare lige en pesto’, selvom det hele stormer løs på Christiansborg. Det er en måde for hende at beholde begge ben på jorden og hvile i sig selv, og det er meget beundringsværdigt,« siger hun.

Ellen Trane Nørby er også det ordentlige menneske, som aldrig melder afbud til en  fødselsdagsinvitation. For hun kan ikke lide at sige nej, selvom hun har travlt og skal noget andet. I stedet går hun og håber på, at det ene arrangement bliver aflyst eller udskudt, så hun kan sige ja til det andet.

Er der noget, Ellen Trane Nørby hader, er det hundelorte. Eller mest ejerne, som ikke kan finde ud af at samle deres hunds efterladenskaber op. Nogle gange bringer det hendes pis så meget i kog, at hun går hen og fortæller hundeejerne, hvad hun synes om dem, hvis de ikke samler hundelortene op. Det samme gælder for folk, der smider affald på gaden. Hun har dog »lært at styre sig lidt«, efter at hun er blevet minister, fordi det måske ikke ser helt godt ud, hvis en minister står og skælder folk ud. Hun kommer dog stadig nogle gange til at gøre det, for Ellen Trane Nørby hader mennesker, der ikke opfører sig ordentligt.

Håndsprit på bagsædet

»Hold da kæft et fedt møde«, udbryder Ellen, da hun sætter sig til rette i ministerbilen. Hun gestikulerer livligt, da hun begynder at forklare ministersekretæren og chaufføren om mødet. De smiler og kommer med et par enkelte kommentarer, inden Ellen sætter sig til rette med en stak mapper, hun skal have læst inden næste møde på vejen. Stilheden sænker sig, og Ellen ser træt ud, som hun sidder der og er på vej til dagens sidste møde.

Hendes stramme, lave knold, der fra morgenstunden var samlet i nakken, er nu blevet løs og afslører et par lange hårtotter, der slanger sig på hendes skuldre. Hun er træt og forkølet, og der er ikke tid til at være småsyg. Hun snøfter lidt og leder efter noget papir i armlænet til venstre for hende. Hun finder en stor køkkenrulle og river ivrigt et par stykker af. Hun pudser næsen bestemt i tre ryk, først det højre, så det venstre og så det højre igen. Hun smider det brugte papir ud og vender sig mod en pumpe med håndsprit, der også har sin faste plads i armlænet. Hun har gjort flittig brug af håndspritten i løbet af hele dagen og trykker endnu en gang hårdt på den og fordeler det flydende indhold sirligt mellem alle fingrene og op ad underarmene. Man kan jo aldrig være for sikker. 

Bilen er næsten fremme, og Ellen hiver sin elastik ud af håret, ruller en hårtot i hver side og samler håret bagest i en stram knold. Hun har tydeligvis gjort det mange gange før, for det tager hende kun et par sekunder. I samme sekund stopper ministerbilen, og hun åbner døren, stiger ud og glatter sin nederdel i én og samme bevægelse. 

Jeg var en rigtig træls elev

Ellen Trane Nørby voksede op på en gård i den lille vestjyske landsby Nørre Nissum med sine forældre og to mindre brødre. Det var der, hun lærte at stole på sig selv og være bevidst om, at hun var en del af et større samfund.

Hendes mor var arkitekt MAA og hendes far var landmand, medlem af byrådet og senere borgmester for Venstre i Lemvig fra 1998 til 2006. I dag er han stadig aktiv i politik som medlem af regionsrådet i Region Midtjylland og 2. viceborgmester i Lemvig.

Når det naturlige spørgsmål falder på, om politik derfor fyldte meget i hendes barndomshjem, trækker hun på det.

»Neeej, på en måde, men egentlig ikke så meget,« siger hun.

Hverken hendes forældre eller hun selv så det ligge i kortene, at hun ville blive medlem af Folketinget og senere minister. For unge Ellen Trane Nørby var mere interesseret i at spille fodbold og være sammen med veninderne.

Der blev derfor både snakket om dagens fodboldtræning, vejret og de aktuelle politiske emner ved middagsbordet. Det er der, hun har fået sin lyst til at diskutere og debattere, som hun gjorde allerede fra en ung alder. Den største politiske diskussion, Ellen Trane Nørby havde med sin far, var, da hun fortalte ham, at hun ville være medlem af Venstres Ungdom.

»Min far rådede mig til ikke at gå den politiske vej. Først ville han være sikker på, at jeg ikke gjorde det, fordi han var medlem af Venstre. Senere syntes han, at jeg skulle genoverveje min beslutning og tænke på de ofre, det krævede at gå den politiske vej,« siger hun.

Hendes fars ord blev dog ikke taget så alvorligt, for hun havde jo ingen tanker om at blive politiker, når hun blev ældre.

Ellen Trane Nørby er dog en typisk stereotyp på en politiker; hun har været engageret i lokalforeningerne, hvor hun bl.a. trænede det lokale fodboldhold, senere kom hun i elevrådet og kæmpede for at få køleskabe i klasselokalerne, så eleverne kunne få kold mælk. Og da hun som teenager meldte sig ind i VU, påtog hun sig en række formandskaber i nationale og internationale udvalg.

Det faldt hende naturligt at tage ansvar og bruge sin stemme til at få indflydelse allerede fra en tidlig alder.

»Mine forældre har altid haft store forventninger til mig og mine brødre, uden at det blev et pres. De forventede, at vi ville noget for andre end os selv, og at vi ikke kun kiggede på vores egen næsetip. Der var den holdning, at hvis man kunne brokke sig, når de sagde noget i fjernsynet, så måtte man også kunne gøre noget aktivt for at ændre det,« siger hun og gør et nik mod hovedet.

Det gjorde, at hun stillede høje krav til sine medmennesker og blev ved med at stille kritiske og dybdegående spørgsmål, især når det kom til autoriteter. For Ellen Trane Nørby havde og har det stadig svært med autoriteter.

»Jeg tror, at jeg har været en rigtig træls elev, fordi jeg blev ved med at udfordre alt det, der blev sagt. Jeg søgte og søger stadig den dybere forklaring på, hvorfor vi gør ting, og hvorfor de beslutninger, der tages, træffes. Derfor tror jeg også nogle gange, at det kan være rigtig irriterende at have mig som minister, når man er lægemiddelstyrelse eller sundhedsstyrelse,« siger hun.

Magt på den rigtige måde

Ellen Trane Nørby er en kvinde, der altid har taget sagen i egen hånd, og det falder hende naturligt at sidde i en position, hvor hun kan træffe beslutninger, som gør en forskel.

»Jeg er meget bevidst om, at man har rigtig meget magt, når man er minister, men jeg er også meget ydmyg over for den. Du kan vælge at bruge den eller lade være, men det handler i lige så høj grad om at bruge den på den rigtige måde. Det vigtige er, at man ikke bliver magtfuldkommen, arrogant eller ikke lytter efter. Så bruger man ikke magten rigtigt, men magttyranniserer,« siger hun og fortsætter:

»For mig er magt ikke et negativt ord. Det er et meget hårdt og maskulint ord, men jeg synes ikke, at man skal være bange for magt. For mig handler det om at tage ansvar, vise lederskab og træffe beslutninger, som er nødvendige, så tingene ikke sander til,« siger hun og gør endnu et nik med hovedet, der slår pointen fast.

Tålmodighed er ikke en af hendes stærke sider.

»Der er meget kortere fra tanke til handling, når man har magt. Det gør mit arbejde og politik sjovere og mere tilfredsstillende, at jeg rent faktisk kan tage nogle beslutninger, som jeg ved, vil gøre en forskel. Hvis ens beslutninger ikke gjorde en forskel, så kunne det være lige meget. Det er jo hele formålet med at være politiker,« siger hun og ryster på hovedet, som om det er det klareste i verden.

I magtens korridorer med en fadøl

»Looorte parforhoooold. Looorte parforhoooold,« råber Ellen højt for at overdøve musikken, der brager ud af et par store højttalere. Ved siden af hende står fem af hendes bedste veninder, som lige så engageret skråler med på teksten. 

»Luuuudbehaaandlede træpersienneeer. Åhåh. Looorte parforhoooold«, brager Johan Olsen løs oppe på scenen i Sønderborg. Han rækker armene ud til hver sin side og gør sig større. Ellen og hendes veninder kigger på hinanden og fniser, som var de 16 år igen. Ham Johan Olsen er rimelig lækker, synes de. 

De klamrer sig hårdere til deres fadøl, da de begynder at rocke i takt med, at sangen udvikler sig. Kondensvandet på de kolde Tuborg-plastikkrus gør det svært at holde fast på fadøllene, men det holder ikke venindeflokken fra at række den anden hånd op i luften og bevæge den i takt til musikken. Egentlig er de alle sammen ømme i deres fødder efter en lang dag med shopping, museumsbesøg og strandtur. Men det betyder ikke noget, da de der står og rocker til Magtens Korridorer. 

Det er sommeren 2012, og de fem kvinder har lagt arbejde, mænd og børn på hylden derhjemme for at drage hjem til Ellen i det sønderjyske for at nyde friheden, fællesskabet og selvfølgelig lækre Johan Olsen. Og selvom Ellen aldrig rigtigt har fri fra magtens korridorer, beslutter hun sig for at tage med videre i byen sammen med sine veninder, da koncerten er slut. Natten er jo stadig ung.

Skriv kommentar