To år efter 9.000 lægers opråb: Hvor meget tillid har lægerne til Styrelsen for Patientsikkerhed?
Foto: Lars Andersen

To år efter 9.000 lægers opråb: Hvor meget tillid har lægerne til Styrelsen for Patientsikkerhed? Hvor langt er vi nået, siden 9.000 læger stillede et mistillidsvotum til Styrelsen for Patientsikkerhed? En ankemulighed for læger lyser op som en af løsningerne på et stort problem, skriver overlæge Joachim Hoffmann-Petersen.

En god kammerat sagde engang til mig, at defensiv medicin aldrig vil give mening i Danmark, fordi det er totalt tilfældigt, hvem Styrelsen for Patientsikkerhed rammer, når de laver individbaserede tilsyn. Uanset hvor defensiv man er, kan man blive ramt alligevel.

Men er det nu så slemt? Hvordan genoprettes tilliden? Hvornår kan arbejdsroen atter sænke sig ved hævesænkebordene på Islands Brygge?

Debatten er kompliceret og flerstrenget. Dele af diskussionen har umiddelbart ikke så meget med Styrelsen for Patientsikkerhed at gøre, herunder: Utilfredshed med politikernes evne til at jagte enkeltsager, for dernæst at udvise beslutsomhed ved hjælp af strammerpakker og lægejagt. Ressourcemangel, der efterlader yngste mand i en umulig situation. Hospitalsledelsernes evne til at støtte deres ansatte, når de uforskyldt havner i juridiske problemer grundet systemfejl.

Dertil kommer en ny Styrelse for Patientklager, der efter flytningen til Aarhus er bemandet med nye medarbejdere og som ligesom forgængeren præges af lange sagsbehandlingstider. De indklagede ved ofte ikke, hvad de konkret skal forholde sig til grundet manglende udspecifikation af et klagetema, inden sagen sendes til dusinvis af irrelevante medarbejdere i sundhedsvæsenet med frustrationer og mistet nattesøvn for de involverede til følge.

Ultimativt vigtigt for genopretningen af tilliden er muligheden for at anke

Vigtigst er dog diskussionen af Styrelsen for Patientsikkerheds tilsynsindsats. Essentielt for sundhedsansattes trivsel og arbejdsglæde er psykologisk tryghed. Denne tryghed er i høj grad afhængig af tillid til det system, man arbejder i. Denne tillid led et knæk i 2017 og 2018 efter nogle usædvanligt grove fejlskud fra Styrelsens side. Styrelsen præsterede at skyde sig i foden med en hidtil ukendt stor kaliber. Det førte som bekendt til Kristian Rørbæk Madsens famøse mistillidsvotum. Det er en trist konstatering, at denne tillid efter alt at dømme langtfra er genoprettet her to år senere.

Årtier om at genoprette tilliden

I en meningsmåling blandt Dagens Medicins læsere ses således godt 70 pct. at være klar til atter at underskrive et mistillidsvotum. Jovist, ikke just en videnskabelig undersøgelse. Mit subjektive indtryk er dog, at der fortsat er en udtalt, omtrent uformindsket mistillid til Styrelsen for Patientsikkerhed blandt landets læger. Det er katastrofalt, at Styrelsen på to år ikke er kommet længere i genopretningen af tilliden, og det vidner om, at den nuværende direktion stadig ikke har forstået dybden af mistilliden, endsige hvad den bunder i,t og derfor næppe er den rette til at genoprette tilliden. Med det nuværende tempo vil det tage årtier at genoprette tilliden, hvis den kan genoprettes, og det kan hverken patienter eller sundhedsansatte være tjent med.

Der er næppe nogen, som i højere grad end læger har et ønske om åbenhed i forbindelse med fejl og utilsigtede hændelser. Denne åbenhed trives dog dårligt, så længe der ikke er tillid til styrelsen.

Tillid og åbenhed er de vigtigste enkeltfaktorer at rette op på, hvis styrelsen vil arbejde systematisk for at øge patientsikkerheden. Ordet patientsikkerhed misbruges ofte, og hvis Styrelsen for Patientsikkerhed vil leve op til sit navn, er der et umådeligt stort behov for at få viden ud af systemet for utilsigtede hændelser. Vi har et unikt system som er fuldt af gylden viden, men desværre er der for få guldgravere ansat. Man lærer ikke noget, når der sker fejl på naboafdelingen eller nabohospitalet, og dermed kan man risikere, at fejlene gentages.

Betydelige forbedringer

Ret skal være ret: Der er sket betydelige forbedringer med det øgede fokus på det organisatoriske tilsyn. Det er positivt. Overvågningen af lægers ordination af afhængighedsskabende lægemidler ser også ud til at virke. En række af styrelsens rådgivningsfunktioner fungerer også. Men mens arbejdet med det organisatoriske tilsyn er intensiveret, har det desværre været så som så med tildeling af organisatorisk ansvar. Et fænomen, jeg tidligere har skrevet om i Dagens Medicin under overskriften: ‘Når muskelhunden tager på organisatorisk tilsyn, er den en tandløs chihuahua’.

Området med individtilsyn halter stadig. De seneste måneder har vi atter set en række basale sagsbehandlingsfejl, der nærer mistanken om, at forvaltningsloven fortsat ikke er nærlæst i Styrelsen for Patientsikkerhed. Som læger er vi de første til at ønske sanktioner mod inkompetente kolleger med risikabel adfærd. Men alle har krav på retssikkerhed. Når styrelsen forsvarer sig mod kritik, henvises der ofte til det absolutte antal politianmeldelser af læger. Antallet er aldeles uinteressant. Det interessante er indholdet. Vi læger har ikke noget imod politianmeldelse af straffelovsovertrædelser. Men den vilkårlighed, man så i f.eks. Svendborgsagen, faldt mange sundhedsansatte for brystet – følelsen var: #detkuhaværetmig.

Kom nu med en ankemulighed

Ultimativt vigtigt for genopretningen af tilliden er muligheden for at anke en afgørelse, uanset om den er i forbindelse med Styrelsen for Patientsikkerheds individtilsyn eller hos Styrelsen for Patientklagers gabestok. Anken skal kunne stiles til en reelt uafhængig instans. Tidsfristerne er rigeligt lange og bør ikke forlænges af en ankeinstans. Nyligt har vi jo set, hvordan Styrelsen for Patientsikkerhed spekulerer i at udnytte toårsfristen til det yderste, selvom det øger risikoen for banale sagsbehandlingsfejl.

Retslægelige obduktioner sendes fra politiet til Styrelsen for Patientsikkerhed, og her skelnes ikke mellem utilsigtede hændelser, forventede komplikationer og dødbringende fejl. Det er usædvanligt sjældent, der er tale om grov forsømmelighed, når en patient er død. Langt hyppigere er det en kendt omend sjælden komplikation til behandling. Såfremt styrelsen havde haft de rette faglige kompetencer, så kunne nogle af de særdeles velkendte sager være blevet stoppet i tide. Når der går måneder med efterforskning, inden sundhedspersonen afhøres, kan vedkommende have svært ved at forsvare sig. Langt de fleste tilfælde burde styrelsen selv kunne udrede initialt sammen med afdelingsledelsen på den pågældende hospitalsafdeling eller klinik. De har den faglige indsigt i de behandlinger, de tilbyder. Efterfølgende kan udredningen inkludere sundhedspersonen. Hvis afdelingsledelsen ikke evner eller vil denne proces, er der nok god grund til at se kritisk på afdelingsledelsen og organisationen. For mig ser det ud til, at styrelsen mangler redskaber i analysen af en obduktionsrapport efter et trist forløb.

Hvordan får vi grammofonen ud af den rille, den har sat sig fast i? Næste måned starter evalueringen af Styrelsen for Patientsikkerhed. Hvis denne evaluering bliver bred nok, kan den forhåbentlig skabe et fundament for fremtidens Styrelse for Patientsikkerhed, som den direktion, der måtte sidde efter evalueringen, kan bygge videre på.

På toårsdagen for højesteretsdommen – 28. marts 2020 – vil jeg tillade mig at foreslå eksempelvis Dagens Medicin at invitere de mange gode kræfter, der deltog i debatten om Svendborgsagen, #detkuhaværetmig og mistillidsvotummet, til en rundbordsdiskussion.

En mulig nøgle til at låse diskussionen op kunne være en evaluering af Tillidspakkens otte punkter. Var Tillidspakken veldoseret og et reelt forsøg på at bygge bro over tillidskløften, eller blot en syltekrukke? Er der behov for flere initiativer for at genoprette tilliden?

Jeg tror, at både politikere, diskussionslystne læger, læserne og Styrelsen for Patientsikkerhed bl.a. således vil kunne komme ud af den rille, debatten har kørt i det seneste år uden den store fremdrift.

Kommentarer

  1. Tak, Joachim, for en utroligt sober gennemgang og konstruktive forslag. Fuld tilslutning. Aktuelt giver systemet mindelser om Kafkas Processen. Man føler en risiko for at ende som en Josef K, anklaget i et non-transparent system uden rettigheder. Og målet helliger ikke midlet, for målet nås ikke. For større end lægernes retsstilling er den trussel, det udgør for vores arbejdskultur og motivation, som er så afgørende for det patientnære arbejde. Hvis man vil vores patienter det godt handler det om at skabe arbejdsliv, hvor folk er trygge til at lave de svære valg, vi står med på daglig basis. Vi vil alle vores parienter det bedste. Defensiv medicin er ikke godt for noget. Tak igen for at stå forrest i kampen.

  2. Du skriver, at rådgivnings funktionerne virker. Lægeforeningens jurister advarer mod at gå i dialog med dem, for uanset hvor inkompetent råd, man får, skal man forholde sig til det, når det kommer fra en styrelse. Jeg har skræk eksempel på at gå i dialog vedr en multimorbid patient, som af flere runde ikke kunne passes ind i retningslinjerne for diabetes pga. psykisk sygdom, misbrugs problematik samt anden behandlings krævende lidelse. Hun var rimeligt stabil og kunne passe sine sygdomme frem til, styrelsen spurgte ind til mine ordinationer. Rådet, jeg fik fra styrelsen, var så dårligt, at jeg måtte bede hende skifte læge for fortsat at kunne hjælpes. De ville have hende til psykiater, men det ville hun ikke, og man havde flere gange behandlet med tvang. Man kommer ikke videre af den vej, men styrelen mente altså, at det ville være vejen. De ville have hende behandlet på måde, hun ikke ville være med til. Ved at forsøge at følge styrelsens råd, begyndte hun at blive ustabil, genoptage misbrug og det var oplagt, at hun ved ikke at passe til vejledningerne, var blevet farlig for lægens autorisation. Heldigvis fik jeg hende til at skifte læge, og håber inderligt den nye læge ikke kunne finde på at gå i dialog med styrelsen. Hun er stabiliseret igen.

  3. Med de nuværende regler er læger reelt retsløse. Læger kan få inddraget autorisationen på udelukkende mistanke, hvorefter STPS har 2 år til at forsøge at finde noget til at understøtte sagen eller blot lade tiden gå uden lægen har ankemuligheder.

  4. Tak for en præcis og opbyggelig opsang , Joachim. Respekt og opbakning herfra.

    Tegneren understreger fornemt din pointe – man har i sandhed skudt sig selv i foden ved at vælge agression og Individforfølgelse fremfor læring , organisatorisk fokus og konstruktivt samarbejde med klinikerne.

  5. Tak for velskrevet debatindlæg!
    Herunder et trist eksempel på at Styrelsen ikke lærer af egne fejl og i stedet går efter at dømme tilfældige sundhedsarbejdere. Hvert år sker der et antal dødsfald som følge af daglig, og ikke ugentlig, dosering af methotrexat. Forgiftningsdødsfaldene sker typisk når hjemmeplejen overtager doseringen af methotrexat. I de tilfælde (5 årligt) hvor fejlen opdages bliver en SOSA assistent gjort ansvarlig og trukket gennem en belastende retssag eller tilsynssag. Styrelsen for Patientsikkerhed har gennem årene gentagne gange forsøgt sig med præcis den samme oplysningsindsats, som beviseligt er uden effekt. Alligevel fortsætter Styrelsen bevidstløst at fortsætte og gentage samme virkningsløse indsats, senest november 2019.
    Der findes ubrugte muligheder bl.a. via FMK at forebygge disse forgiftningsdødsfald, men at bruge moderne teknologi til gavn for patientsikkerheden er vist ikke populært i de kredse? Så hellere en skurk-offer historie i medierne med et billede af en sløset SOSA-assisten og en myrdet gigtpatient, hvor Styrelsen kan fremstå som den handlekraftige myndighed! Ansvarlige fagfolk ignorerer at sådanne gentagne dødsfald er et nationalt systemproblem der burde være forebygget for længst af en kompetent central myndighed. Suk.
    Claus Rasmussen, reumatolog.

Skriv kommentar