Den 9. december gav Søren Pind (SP), tidligere minister for Venstre, i Berlingske udtryk for en række anskuelser vedrørende det danske sundhedsvæsen. De bør ikke stå uimodsagt.

Her roder Søren Pind vist rundt i begreberne, antagelig pga. uvidenhed om, hvor forskelligt nationale sundhedsvæsener er organiseret

SP indleder sin kommentar med sygehistorier, hvor patienter enten er blevet fejl- eller slet ikke diagnosticeret. Der er få læger, der ikke har måttet lægge både øre til og hykle høflig interesse for historier om, hvordan andre læger ikke kunne finde ud af, hvad en patient fejlede, eller begik så himmelråbende fejl, at det kostede liv eller førlighed.

Nogle af disse er givetvis sande, men de fleste beror givetvis på fejlagtig information, misforståelser eller von hørensagen. SP mener, at et mere liberalt orienteret system ville være mindre fejlbarligt.

Der begås naturligvis fejl i sundhedsvæsenet. Men en jurist og forhenværende justitsminister er formentlig heller ikke i tvivl om, at vort retssystem af og til fejlagtigt dømmer uskyldige – eller det modsatte. Det får os jo dog ikke til at overveje at privatisere retssystemet.

Roder rundt i begreber

SP’s næste pointe er, at man i hospitalssektoren tror, at effektiviteten er steget, men at man ikke ved det. Påstanden er uden grundlag. En stigning i sundhedsvæsenets effektivitet, udtrykt i form af øget produktivitet, kan nemt dokumenteres. Noget andet er, om det er det ’rigtige’, man laver?

Ansvaret for en prioritering ville i så fald påhvile politikerne, der så ville skulle forklare deres vælgere, hvorfor behandlingen af den ene eller anden sygdom var fravalgt pga. ringe virkning. Få politikere har appetit på den slags, så det er næppe ad den vej, at en mere hensigtsmæssig brug af ressourcerne identificeres.

SP tilbageviser professor Jes Søgaards bemærkning om, at Tyskland bruger flere offentlige udgifter end Danmark på sygehuse. SP påstår, at Danmark har de næsthøjeste offentlige sundhedsudgifter i EU, hvorimod Tyskland er nummer syv.

Her roder Søren Pind vist rundt i begreberne, antagelig pga. uvidenhed om, hvor forskelligt nationale sundhedsvæsener er organiseret.

En langt større brug af privatpraktiserende speciallæger i Tyskland end i Danmark betyder, at sundheds- og hospitalsudgifter er to vidt forskellige ting. Og driften af det tyske sundhedsvæsen finansieres af forsikringsbaserede ’sygekasser’. Yderligere er en betydelig andel af tyske hospitaler ejet af private non-profit organisationer, hvis investeringer fortrinsvis dækkes af delstatsregeringerne. Alt dette er med til at forplumre sammenligninger landene imellem.

Mere relevant med udgift pr. indbygger

En sammenligning af sundhedsvæsenets totale omkostninger pr. indbygger giver i visse henseender et bedre billede af ressourceforbruget, end man får ved at sammenligne sundhedsvæsenets andel af BNP.

Mange, der er tæt på systemet, peger på f.eks. behandlingsgaranti, kræftpakker og en voldsom dokumentationsbyrde som noget, der påvirker sundhedsvæsenets ydeevne negativt

OECD laver årligt en sådan, hvor sammenligneligheden øges ved en købekraftjustering. Ifølge den seneste opgørelse ligger det mest liberale land i denne henseende, USA, suverænt på en førsteplads, idet man i 2019 spenderede godt 11.000 dollars per amerikaner.

Det var stort set det dobbelte af Danmarks 5.568 dollars. Og intet tyder på, at det amerikanske sundhedssystems resultater generelt er bedre end det danskes.

Uden konkurrence kom Schweiz ind som nr. 2 med 7.730 dollars, næsten 40 pct. mere end Danmark. Schweizernes ubetinget bedre resultater opnås med andre ord gennem flere midler. Rækkefølgen var herefter Norge på 3. pladsen, Tyskland, Østrig, Sverige og Holland og endelig Danmark på en 8. plads.

Drop mikrostyringen

Hvis man, som SP tilskynder, kigger mod syd for at finde inspiration til vores sundhedsvæsen, er det umiddelbart svært at nå til anden konklusion, end at flere ressourcer måske og under visse omstændigheder udmønter sig i et bedre sundhedsvæsen.

Måske tilbyder sundhedsvæsenet i dag alt for meget. Men det er jo opgaver, der er pålagt væsenet af politikerne. Mange, der er tæt på systemet, peger på f.eks. behandlingsgaranti, kræftpakker og en voldsom dokumentationsbyrde som noget, der påvirker sundhedsvæsenets ydeevne negativt.

Måske skulle man fra politisk side, i stedet for at forsøge at mikrostyre sundhedsvæsenet, erkende, at sundhedsinstitutioner med en sundhedsfagligt kompetent ledelse er dem, der fungerer bedst. Det har adskillige studier nemlig dokumenteret.