I et debatindlæg i Dagens Medicin d. 24. april bruger Kristian Sloth og Anders Lindelof med egne ord coronakrisen som løftestang for en mere nuanceret debat om psykiatrien. Udbruddet af COVID-19 har udløst et betydeligt fald i belægningsgraden på de psykiatriske afdelinger. Den udvikling udlægger skribenterne som et tegn på, at mange psykiatriske patienter i virkeligheden ikke hører hjemme i psykiatrien.
Bestyrelsen i Dansk Psykiatrisk Selskab mener imidlertid, det er for tidligt at afgøre, hvilke konklusioner man kan drage på baggrund af coronakrisen. I debatindlægget kommer Kristian Sloth og Anders Lindelof således ikke ind på det vigtige forhold, at den lavere belægningsgrad ikke er et isoleret fænomen i psykiatrien. Tværtimod følger udviklingen på de psykiatriske afdelinger samme tendens som de somatiske afdelinger.
Læs også: Coronakrisen peger på, at mange psykiatribrugere ikke hører til i psykiatrien
Praktiserende læger oplevede ved coronakrisens begyndelse en brat opbremsning i antallet af henvendelse fra patienter, der oplevede symptomer, som ikke var relateret til COVID-19. Udviklingen vakte bekymring for, hvorvidt patienter med symptomer på kræft, hjertelidelser og andre alvorlige sygdomme på den baggrund ville blive senere henvist til udredning – til skade for behandlingen.
Ser man bort fra spredningen af forkølelses- og influenzavira, har COVID-19 og deraf følgende fysisk afstand næppe haft gavnlig effekt på mange andre somatiske sygdomme. På den baggrund er der opbygget et betydeligt behandlingsefterslæb, som sundhedssystemet står over for at skulle indhente de kommende måneder og muligvis år.
Presset varierer på tværs af landet
Hos Dansk Psykiatrisk Selskab afventer vi at se, i hvilket omfang coronakrisen ligeledes medfører et behandlingsefterslæb i psykiatrien. Mange psykisk syge har ikke fået samme behandling af deres sygdom, som de fik før udbruddet af COVID-19. På nuværende tidspunkt ved vi således ikke, om de psykiatriske afdelinger står over for en markant stigning i indlæggelser.
Det varierer betydeligt på tværs af landet, hvor stort presset er på de psykiatriske afdelinger. Antallet af sengepladser i psykiatrien er de seneste år faldet trods et stigende antal patienter. Nogle psykiatriske afdelinger oplever på den baggrund, at de dagligt må afvise at indlægge patienter pga. manglende kapacitet. Et andet resultat af overbelægning er, at patienter udskrives, før det er hensigtsmæssigt, hvilket medvirker til at 23 pct. af patienterne, der udskrives fra en psykiatrisk afdeling, genindlægges inden for 30 dage.
Hos Dansk Psykiatrisk Selskab ser vi frem til at bidrage til arbejdet med den nye psykiatriplan, hvor et af elementerne er at kortlægge behovet for sengepladser i psykiatrien. Det er i den sammenhæng afgørende, at bedømmelsen tager udgangspunkt i den virkelighed, der præger psykiatriske afdelinger under normale omstændigheder. For på nuværende tidspunkt befinder det samlede sundhedsvæsen sig i en undtagelsestilstand, der tegner et forvrænget billede af, hvilket behandlingsbehov der gør sig gældende for stort set alle andre sygdomme end COVID-19-infektion.
Hvad med den 3. mulighed.
At patienter som rent faktisk har psykisk lidelse – har det meget bedre i en simplere verden. At Danmark anno 2019 faktisk gjorde psykisk syge sygere.
Jeg har som praktiserende læge da fået en del tilbagemeldinger fra mine patienter med psykisk sygdom om at de nu – under karantænen – har det som blommen i et æg!
I et stenaldersamfund ville de måske ligefrem være raske – men det er nu ikke pointen. Men måske kan vi opnå en hel del – både somatisk og psykiatrisk – hvis samfundet aldrig vender tilbage til 100% af den aktivitet der var. Måske trives mennesker bedre med 90%
Hej Morten
Du har muligvis ret. Måske et samfund i et lavere tempo er sundere over en bred kam for den mentale sundhed. Det er, som der understreges i ovenstående, præmaturt at drage konklusioner (og der er studier, som tyder på det modsatte https://health.au.dk/#news-17701). Samtidig er der så mange komplekse faktorer i spil (arbejdsløshed, ensomhed, frygten for en ny sygdom etc. Etc.), at det nok er naivt at forestille sig, et entydigt udkom (også mellem diagnoser).
Samfundets indretning, kompleksitet og hastighed spiller selvfølgelig en rolle for den mentale sundhed. Men 1. Hvor meget er vi villige til at ændre samfundet?, 2. Hvor hurtigt kan vi gøre det? Og vigtigst 3. Hvor stor en effekt vil det have for de patienter med svær psykisk sygdom, som aktuelt optager pladserne i sengepsykiatrien. Min påstand ville være, at en ændring af samfundets præstationskrav kunne have stor effekt for den mentale sundhed og lettere psykisk sygdom. Men at effekten ville aftage med sværhedsgraden af sygdom og således ville ændre relativt mindre for netop de patienter, vi i dag ser på sengeafsnittene. Jeg synes udgangspunktet for diskussionen er startet et forkert sted, ved at antage, at der er for få sengepladser.
Alt i alt synes jeg, at det er blevet en forplumret diskussion, der savner en distinktion mellem mental sundhed og svær psykisk lidelse. Jeg synes der bliver spændt ben for en spændende diskussion af, hvordan vi kan indrette samfundet ifht øget mental sundhed og forebyggelse af psykisk sygdom når præmissen er, at der er for mange senge i psykiatrien. Særligt når den præmis bygger på så ganske særlig en tid, som den vi går igennem nu. Måske den nuancerede debat, forfatterne til det første indlæg efterspurgte, kunne anspores bedre, hvis selve oplægget til debatten havde antaget en mere nuanceret karakter?