Giganttidsskriftet Lancet Psychiatry udgav for nylig en undersøgelse, hvor et hold forskere konkluderede i resultatafsnittet, at abstinenser ved antidepressiv medicin er et langt mindre problem, end det seneste årtis forskning har antydet – deriblandt undertegnedes Ph.d.-afhandling fra 2022, som citeres flittigt. 

Kun 15 pct. af patienter på antidepressiv medicin rapporterer abstinenser, når de forsøger at kvitte pillerne, og kun 3 pct. rapporterer svære abstinenser, ifølge den nye undersøgelse. 

Jeg håber, forskerne har ret i deres konklusion, men jeg tror det ikke. Her er foreløbigt to grunde til hvorfor.

Varigheden af behandlingen

Først må vi rette blikket mod artiklens metodeafsnit. Det er her, forskere beskriver, hvordan de opnåede deres resultater, og hvad de konkret gjorde i undersøgelsen. Det er også her, forskerne skal fortælle læseren, hvilken gruppe mennesker de havde med i undersøgelsen. 

I forskning tager man et udsnit af befolkningen, udsætter dem for noget eller spørger dem om noget for så at generalisere resultaterne ud til ’virkeligheden’. Der skal derfor være en vis lighed mellem forsøgspersoner og den patientgruppe, man med undersøgelsen ønsker at vide og sige noget om. Om der er det, finder man ud af i metodeafsnittet.

En detalje: Undersøgelsen er en såkaldt metaanalyse. Det vil sige, at forskerne ikke som sådan har foretaget noget nyt forsøg, men har samlet den eksisterende forskning (79 studier af i alt 21.000 forsøgspersoner) for at se, hvor den samlede forskningslitteratur peger hen. 

Det er mange. Rigtig mange. Hvilket netop er metaanalysens fordel: at skabe et meget større datamateriale end enkeltstående studier, og derfor – er hele idéen – muligheden for at drage mere robuste konklusioner. Men mange er ikke automatisk godt. For hvem har man spurgt?
Når det kommer til abstinenser og lægemiddelafhængighed, kan især varigheden af behandlingen være en vigtig faktor, eftersom der selvfølgelig vil være forskel på, om man har taget medicinen i en uge, et par måneder eller et par år. 

Abstinensreaktioner er udtryk for kroppens tilvænning til et stof, og det sker ikke over natten. Det tager tid. Mennesker på antidepressiv medicin er derfor ikke én gruppe, man som helhed kan sige noget entydigt om. Det skal defineres hvilke mennesker på antidepressiv medicin, man udtaler sig om.

Konsulterer man undersøgelsens metodeafsnit for behandlingsvarigheden, finder man… Ingenting. Man må i stedet om i det 44 sider lange ekstramateriale for at finde ud af, hvor længe patienterne havde taget medicinen, da man målte abstinenserne, hvilket i sig selv er et red flag for studiets gennemsigtighed. 

Via et link på tidsskriftets hjemmeside finder man så ekstramaterialet, og på side 18 står det: I næsten halvdelen af undersøgelserne havde patienterne taget medicinen i mindre end 12 uger (helt ned til blot to uger), og den gennemsnitlige behandlingsvarighed var seks måneder (egen udregning). Det er meget kort tid, sammenlignet med de årelange behandlinger, der ofte foregår i praksis.

Ikke repræsentativt for virkeligheden

Med sine 15 pct. bekræfter undersøgelsen blot det, ingen var uenige i: At det ikke er kortvarigt indtag af medicinen, som er problemet. Det er langtidsbehandling, der kan give problemer i form af abstinenser, når medicineringen en dag bringes til ende. Problemet med undersøgelsen er ikke, at resultaterne er forkerte. De baserer sig bare på en gruppe mennesker, som ikke er repræsentativ for mange af ’virkelighedens’ patienter, som jo ofte tager medicinen i årevis. Problemet er, at forskerne alligevel generaliserer.

Anderledes ser det ud efter langtidsbehandling – om end studierne er alarmerende få – hvor forekomsten af abstinenser var 28.4 pct., når man målte efter 3-6 måneder, og 67 pct., når man målte efter op til tre års indtag af medicinen i en undersøgelse. 

I samme tidsperspektiv steg forekomsten af moderat til svære abstinenser fra 19.2 pct. til 56 pct. Det er ikke så underligt, da abstinensreaktioner netop er udtryk for, at kroppen har vænnet sig til noget, som så pludselig stopper. Og den tilvænning tager tid om at udvikle sig – ofte længere tid end den uge eller de måneder, som mange af patienterne i undersøgelsen havde taget medicinen. 

I en tidligere litteraturgennemgang fra 2022 fandt vi i vores forskergruppe samme tendens, om end studierne var få og usikre: forekomsten af abstinenser stiger i takt med varigheden af behandlingen, når man måler lang nok tid efter (se figur 1 herunder).

Måden, man opgjorde abstinenserne på

Den måde, forskerne opgjorde forekomsten af abstinenser på, var også spændende. I metodeafsnittet (denne gang) fremgår, at abstinensreaktioner defineredes som ’patients having any symptom’, altså det at have et hvilket som helst symptom fra listen. 

Listen over de abstinenssymptomer, som antidepressiv medicin kan give, er meget lang. Der er over 70 mulige symptomer, og mange af dem er helt uspecifikke måder, man kan have det på, som f.eks. hovedpine, influenzalignende symptomer, træthed, svimmelhed, nedstemthed. 

At have ét af disse symptomer ville således udløse et hak ved, at ’patienten oplevede abstinenser’. Man opgjorde så symptomerne i henholdsvis medicingruppen og placebogruppen og trak dem fra hinanden som en måde at nå frem til, hvor mange af symptomerne, der reelt skyldtes medicinen, og hvor mange, der var ’placebo-abstinenser’. Det er smart tænkt og ikke set før i feltet.

Det betyder dog, at en person, som lå brak med influenzalignende symptomer, følelsen af elektriske stød gennem hjernen og et konstant sitrende nervesystem, eller som væltede rundt og ind i vægge af bare svimmelhed, talte lige så meget i statistikken som en, der lige havde hovedpine, uanset årsag – fordi definitionen jo blot var ’any symptom’. 

Når det er vigtigt, er det fordi, at forskerne jo udregnede de 15 pct. ved at trække forekomsten af symptomer i placebogruppen fra forekomsten af symptomer i medicingruppen. Så hvis symptomerne i placebogruppen blev metodisk oppustet ved at indfange alt muligt andet (en såkaldt floor effect), vil det igen lede til, at statistikken bliver underdrevet.

I øvrigt var størstedelen af studierne medicinalindustriens egne, og i blot 29 pct. af studierne blev der anvendt et egentligt måleredskab til rapportering af abstinenserne. Oftest var det lægen, som vurderede på vegne af patienten, om vedkommende oplevede abstinenser (og i hvilken grad), og så noterede det. Sådanne metoder giver ingen pålidelig data om forekomsten af abstinenser.

Læs forskningsartikler

Alt dette står i artiklen. Når jeg indleder kronikken her med, at ’forskerne i resultatafsnittet konkluderede…’, er det altså fordi hele pointen er, at resultatafsnit og metodeafsnit fortæller to helt forskellige historier. Undersøgelsen skal minde os om vigtigheden af at læse forskningsartikler – læse dem – før man ukritisk videreformidler resultaterne ud til verden og praksis med et ’forskning viser’. Det er næppe tilfældigt, at mange psykiatrikritiske forskere også er forskningsmetodenørder. Altså forskere, som har specialiseret sig i at skelne pålidelig fra mindre pålidelig forskning.

Den nye metaanalyse i Lancet er relevant for den, som har taget antidepressiva i omkring 2-25 uger. Mens data fra de undersøgelser, som bedre repræsenterer praksis, fortsat peger på, at ca. halvdelen (50,7 pct.) i gennemsnit ser ud til at få abstinenser, og ca. en fjerdedel meget svære abstinenser (om end usikkerheden stadig er høj, eftersom det bare ér svært at lave statistik på). Men da den undersøgelse udkom tilbage i 2019, var der anderledes stille.