Landets 21 akutmodtagelser fungerer på mange måder som sundhedsvæsenets pendant til forne tiders kanariefugle i kulminerne. Ligesom kanariefugle er særdeles følsomme over for kulminernes giftige gasser og derfor vil dratte ned af pinden, før et giftigt udslip når at påvirke minearbejderne, så mærker akutmodtagelserne det stort set med det samme, når luften ikke er ren andre steder i sundhedsvæsenet.
Ser man bare på det seneste halve år, er kanariefuglen faldet ned af sin pind adskillige gange. Selvom akutmodtagelsen skal stå klar til at modtage patienter i alle døgnets 24 timer, har man flere steder i Region Sjælland været tvunget til at lukke døren for ikke-livstruede patienter i kortere tidsrum pga. for stort patientpres og i stedet sende dem ud på lange køreture til andre hospitaler. Det er uacceptabelt.
Samtidig kan andre hospitaler fortælle om akutmodtagelser, hvor man i store dele af tiden befinder sig i ‘rød zone’. Og for nogle uger siden stod en talsmand for lægerne på akutmodtagelsen i Gødstrup frem i medierne og fortalte om patienter, der må vente i ambulancer, og patienter med livstruende tilstande, der pga. ventetid lige akkurat var blevet reddet på målstregen.
Og det opstår, når de visiterende instanser bruger akutmodtagelsen som en afart af lægevagten og sender raske mennesker videre pga. for eksempel receptfornyelse
Akutmodtagelserne er på én og samme tid både indgangen til sundhedsvæsenet for borgere med akut opstået sygdom og endestationen for patienter, som enten ikke burde være der, eller som af den ene eller anden grund ikke kan komme videre i systemet, når de er blevet tilset, vurderet og behandlet. Flere akutmedicinere har længe, blandt andet i Dagens Medicin, forsøgt at råbe op om det stigende patientpres, som både truer patientsikkerheden og arbejdsmiljøet på akutmodtagelserne.
En nylig rundspørge gennemført af Dansk Selskab for Akutmedicin og Yngre Danske Akutmedicinere blandt 145 akutlæger viser, at 55 pct. af dem føler sig helt eller delvist udbrændte. Og det på trods af, at 85 pct. i samme rundspørge svarer, at de i høj grad finder deres arbejde på akutmodtagelsen meningsfuldt.
Presset opstår for eksempel, når den kommunale faglighed og kapacitet ikke slår til i forhold til en ældre borger, der ikke fejler noget akut, men som måske bor under uhumske forhold, hvor hjemmeplejen ikke vil komme, og i mangel på bedre sendes videre til akutmodtagelsen. Her havner den ældre ofte i en seng natten over, der havde været bedre brugt på en syg patient. Og det opstår, når de visiterende instanser bruger akutmodtagelsen som en afart af lægevagten og sender raske mennesker videre pga. for eksempel receptfornyelse, længerevarende ‘smerter’ i knæet eller pga. en ikke nærmere specificeret ‘bekymring’ for dette eller hint.
Men problemet kan ikke isoleres til tiden, før patienterne ankommer til akutmodtagelsen. Og det kan heller ikke forklares med den stigning på 4,4 pct. i antallet af akutte patienter fra 2017-2021, som RKKP kunne offentliggøre i denne uge. Problemerne er systemiske og opstår både før, under og efter.
På selve akutafdelingen betyder manglende ressourcer, både i form af mangel på akutlæger og -sygeplejersker, men også som følge af flaskehalse i for eksempel radiologien, at der opstår ‘crowding’, dvs. trængsel, fordi patienterne ikke kan udredes inden for rimelig tid og sendes videre til relevante medicinske afdelinger. Netop crowding, der i disse år plager akutmodtagelser i flere vestlige lande, ved man fra international forskning, er den allerstørste enkelte risikofaktor for patientsikkerheden på en akutmodtagelse.
Og endelig opstår der problemer, når patienterne skal ud af akutmodtagelsen igen, fordi der enten ikke er ledige senge på de medicinske afdelinger, blandt andet fordi man pga. personalemangel mange steder har nedlagt relevante sengeafsnit, eller fordi der ikke er nogen pårørende eller folk fra hjemmeplejen til at tage imod dem ved udskrivelse.
Men hvordan løser vi de systemiske problemer med landets akutmodtagelser? Det bliver i hvert fald ikke SVM-regeringens såkaldte akutplan, der kommer til at ændre grundlæggende på forholdene. De afsatte to mia. kr. skal nemlig primært bruges på at nedbringe ventelister og alt muligt andet i sundhedsvæsenet, der også har akut brug for hjælp. Og vi kan heller ikke vente på, at den strukturkommission, som regeringen har bebudet skal finde varige løsninger på sundhedsvæsenets mange problemer, nedkommer med sine forslag engang i løbet af foråret 2024.
Derfor er der her og nu brug for akut aflastning af landets hårdest ramte akutmodtagelser i form af tiltag, der kan sætte en øjeblikkelig stopper for den crowding, der aktuelt truer både patientsikkerheden og arbejdsmiljøet. For ellers ender vi som i Storbritannien, hvor the Royal College of Emergency Medicine tidligere i denne måned estimerede, at 300-500 briter hver uge mister livet som følge af for lange ventetider på akutmodtagelserne.
Indtil videre er der ingen dokumentation for, at patienter herhjemme ligefrem er døde pga. for lang ventetid, og heldigvis for det. Til gengæld er utallige kanariefugle drattet ned af pinden de seneste måneder. Lad os håbe, at det kan blive ved det.
