Grenaa Sundhedshus har fået vokseværk og udvides for at give plads til endnu en lægeklinik.
Det har udvalget for Nære Sundhedstilbud besluttet, skriver Region Midtjylland i en pressemeddelelse.
»Flere læger ønsker at blive en del af udviklingen i Sundhedshuset, der har vist nye veje i sundhedsvæsnet og bidraget til at sikre alle borgere i Grenaa adgang til en praktiserende læge. Den udvikling vil vi gerne understøtte,« siger Annette Roed (S), der er formand for Nære Sundhedstilbud i Region Midtjylland.
Grenaa Sundhedshus består af en række tværsektorielle tilbud, hvor hospitalsfunktioner, kommunale tilbud og en række praktiserende speciallæger er samlet under samme tag.
Sundhedshuset består blandt andet af praktiserende læge Jannik Falhof, der sammen med to kolleger rykkede fra Aarhus og til Grenaa for fire år siden for at udfordre ideen om, hvordan man kan organisere almen praksis og gøre det attraktivt at være læge uden for storbyerne.
LÆS OGSÅ: Jannik rykkede fra Aarhus til Grenaa og vinkede farvel til halv lægeløn
Sundhedshusets 700 m2 skal ombygges for 16,6 mio. kr og forventes at tage lidt over to år.
En del af pengene – 9,3 mio. kr. – kommer fra den nationale pulje til etablering af læge- og sundhedshuse, som Norddjurs Kommune og Region Midtjylland fik i 2019. De resterende 7,3 mio. kr. kommer fra regionens anlægsmidler, som blev muligt at anvende, efter regeringen i april hævede loftet for offentlige anlægsbudgetter på grund af coronakrisen.
GOD IDEE – DET VIL I UDEN TVIVL FÅ MEGEN GLÆDE AF — IDEEN FULDFØRTE VI I 1974 DA VI INDVIEDE SMP-CENTRET I BRANDE – HVOR VI ALLE BOEDE UNDER SAMME TAG – DET GAV EN STOR ARBEJDSGLÆDE OG STOR TILFREDSHED HOS VORE PATIENTER – VI VAR 6 ALMEN-MEDICINERE SAMT HJEMMEPLEJEN-FYS. -SUNDHEDSPLEJEN OG ET NÆRT SAMARBEJDE M. SOCIALFORVALTNINGEN – TILLYKKE -TILLYKKE ALLAN VINGE