»Søren gav min datter en chance, før jeg selv gjorde«
Foto: Joachim Rode

»Søren gav min datter en chance, før jeg selv gjorde« For 16 år siden mødte de hinanden for første gang, da han som læge var med til fødslen af hendes tvillinger i en højdramatisk fødsel. Nu krydser deres veje igen, når Søren Brostrøm bliver chef for Camilla Rathcke.

Camilla Rathcke havde opgivet håbet. Hendes nyfødte datter vejede nu kun 585 gram, og til forskel fra den anden tvilling – en dreng – stod mere alvorlige komplikationer i kø hos den skrøbelige, lille pige. Hun var født dagen før med en vægt på 705 gram, men havde tabt sig yderligere og var nu så lille, at fremtiden så dyster ud.

Selvom jeg var nyuddannet læge og forstod alle de smarte ord, følte jeg mig mest som mor

Camilla Rathcke

Begge børn lå denne søndag aften en marts i 2003 i hver sin kuvøse på neonatalafdelingen på Rigshospitalet, men Camilla Rathcke kunne ikke overskue det. De var så små og lignede nærmest ikke børn, syntes hun. Deres første rejse ville være vanskelig og slet ikke uden risici for blivende skader. Eller de kunne dø, tænkte hun.

En læge trådte ind på stuen og fortalte hende, at datteren havde luft i mavehulen, hvilket betød, at hun havde hul på tarmen. Og derfor vurderede lægen, at hun skulle opereres.

»Men jeg siger til lægen, at hun ikke skal opereres. Han skulle lade hende være og give hende fred,« fortæller Camilla Rathcke i dag.

Lægen havde dog en anden plan.

Tre måneder for tidligt

Camilla Rathcke var netop færdiguddannet som læge i januar 2003 og skulle begynde sin turnus i løbet af foråret. Men hendes første graviditet forløb ikke efter planen, og i slutningen af marts – mens hun kun var næsten 25 uger henne – blev hun indlagt på Gentofte Hospital, fordi hun havde for mange plukveer og var ved at åbne sig. Hun gik stadig i sit normale tøj, fordi maven ikke var større, og torsdag morgen 27. marts 2003 var tilstanden blevet så kritisk, at hun akut blev overflyttet til Rigshospitalet.

Som noget af det sidste på medicinstudiet havde hun gynækologi og obstetrik, så da lægerne på Gentofte ordinerede Celeston inden overflyttelsen til Rigshospitalet, vidste hun godt, at det var kritisk.

»Det giver man kun til kvinder, der føder så meget for tidligt, for at udvikle lungerne på børnene hurtigere.«

På Rigshospitalet fandt hun ro. De talrige plukveer i graviditeten havde bekymret hende, og selvom hun og hendes mand nu stod foran det værst tænkelige, var hun ikke længere alene om ængstelsen.

Og Rigshospitalet var klar.

»På Riget væltede det ind med masser af læger og andre, der tjekkede mig og informerede mig. En af lægerne var Søren Brostrøm. Han satte sig på kanten af sengen, fortalte meget empatisk om situationen og sagde, at jo flere dage jeg kunne holde på børnene, jo bedre.«

Søren Brostrøm var ansat på neonatalklinikken i et halvt år som sideuddannelse. Han vidste godt, at Camilla Rathcke lige var blevet læge, og at hun derfor vidste noget mere end de fleste patienter.

»Men da jeg arbejdede som læge, undgik jeg altid fagtermer, også selvom patienten selv var læge, for alle patienter – også dem med sundhedsfaglig baggrund – kan have brug for, at man forklarer sig i letforståeligt sprog, når de er i krise. Jeg kunne godt se på Camilla, at hun vidste, det var alvorligt,« siger Søren Brostrøm.

Fredag aften lukkede lægerne for det vehæmmende drop, og tidlig lørdag morgen 29. marts 2003 gik hun i fødsel, og med hjælp fra bl.a. Søren Brostrøm fik Camilla Rathcke foretaget akut kejsersnit, og en lille pige og en lille dreng kom til verden kl. 8.38 og 8.39. Femten uger for tidligt.

Præsten blev vækket

Efter fødslen blev begge børn flyttet til neonatalafdelingen, og Camilla Rathcke blev kørt på en anden afdeling. Hun så dem første gang lørdag aften, og i løbet af søndagen stod det klart, at pigens mave var så udspilet, at Søren Brostrøm i samråd med bagvagten og en børnekirurg vurderede, at pigen skulle opereres.

Men selv om Camilla Rathcke ikke ville have operationen, så insisterede Søren Brostrøm. Han understregede, at datteren jo havde vist, hun selv kunne trække vejret og ikke havde haft behov for at komme i respirator efter fødslen, og at hun skulle have en chance.

Historien viser, at vi læger også er mennesker, der kan komme i en stor krise og ikke altid har styr på det hele.

Camilla Rathcke

»Jeg synes, det var så uoverskueligt, alt det hun skulle igennem, al den smerte og behandling. Og hendes chancer var så dårlige. Så det var egentlig med den største kærlighed, at jeg ikke synes, jeg kunne byde hende det. Men jeg var også så presset og i så stor krise, at jeg ikke orkede at diskutere. Og både min mand og jeg havde selvfølgelig også behov for at tro på, hun nok skulle klare det. Så hun blev opereret,« siger Camilla Rathcke.

Men risikoen var stadig stor for pigen, så en præst blev tilkaldt, og datteren blev døbt Viktoria. Og især dåben sent om aftenen gjorde stort indtryk på Søren Brostrøm.

»Som læge oplever vi mange alvorlige og voldsomme ting, men jeg kan meget tydeligt huske, at vi ringede og vækkede præsten, der kom i fuld præstekjole og døbte pigen, mens hun lå nede i kuvøsen. Det gør man kun, hvis det er alvorligt. Vi vidste ikke, om hun kunne klare det.«

Det var Søren Brostrøm, der bedøvede pigen og lagde hende i respirator, og kirurgen foretog operationen, mens hun lå i kuvøsen.

Operationen gik godt, og selvom komplikationerne stod i kø for begge tvillinger, kom de sammen med Camilla Rathcke hjem 25. juni efter tre måneder på Rigshospitalet.

»Søren gav min datter en chance, før jeg selv gjorde. Han troede på hende, hvor jeg havde svært ved at se, at så lille et menneske kan have kræfter til at kæmpe for at overleve. Han tænkte som læge og som menneske, at det barn skal have en chance. Selvom jeg var nyuddannet læge og forstod alle de smarte ord, følte jeg mig mest som mor. Den krise, jeg var i dengang, og den oplevelse, hele forløbet var, har givet mig en bedre forståelse for, hvordan patienter, der er i krise, reagerer. Jeg tror, jeg har en endnu bedre forståelse for, hvor svært det kan være, og hvor afsondret man kan føle sig. Og det hjælper mig også til at håndtere patienters krise,« forklarer Camilla Rathcke.

Et kort møde på S-togs-stationen

Efter at Camilla Rathcke og hendes tvillinger blev udskrevet fra neonatalafdelingen på Rigshospitalet, gik hendes og Søren Brostrøms liv og karrierer hver sin vej. Men nogle år efter mødte de hinanden igen ved et tilfælde på Nordhavns Station, da Camilla Rathcke kom kørende med sine to børn i klapvogn.

»Vi hilste kort på hinanden, og jeg spurgte, om de alle tre havde det godt. Det er altid særligt at møde patienter – eller pårørende – i det offentlige rum efterfølgende. Det kan være en svær situation, og man skal være afventende, for man ved sjældent, hvordan det er gået. Men i dette tilfælde var jeg meget glad for at se dem alle tre, for jeg vidste dybest set ikke, om børnene havde klaret det,« siger Søren Brostrøm.

Vi ringede og vækkede præsten, der kom i fuld præstekjole og døbte pigen, mens hun lå nede i kuvøsen. Det gør man kun, hvis det er alvorligt.

Søren Brostrøm

Nogle år efter mødes de igen – nu på Herlev Hospital, da Camilla Rathcke var blevet fællestillidsmand for Yngre Læger på hospitalet og Søren Brostrøm var begyndt på hospitalet som overlæge.

»Fra da af fulgte jeg lidt tættere med i hans karriere, fordi vi har vores fælles historie, og da han flere år efter som nytiltrådt direktør i Sundhedsstyrelsen holdt et oplæg på et repræsentantskabsmøde i Yngre Læger, indledte jeg faktisk med at fortælle forsamlingen om vores fælles historie.«

Nyt job fører dem sammen

Endnu et tilfælde ville, at deres veje nu atter mødes og fører dem til at dele arbejdsplads, når Camilla Rathcke om kort tid begynder som chef for Sundhedsstyrelsens Center for Planlægning. Med Søren Brostrøm som chef.

»Vores historie har gjort, at vi har en særlig relation, men det er ikke den væsentlige grund til, at vi kender hinanden. Hun har ført sig frem som Yngre Læge-formand, så vi ville nok have været knyttet sammen alligevel. Så jeg er tættere knyttet til hende end de fleste, men vi er ikke tætte venner og har i dag et professionelt forhold,« siger Søren Brostrøm.

Han nævnte deres fælles historie ved ansættelsessamtalen over for det seks mand store ansættelsesudvalg, men den fælles fortid betød intet for Camilla Rathckes karrierevalg.

Alligevel er der flere pointer med historien, mener Camilla Rathcke.

»For det første viser historien, at vi læger også er mennesker, der kan komme i en stor krise og ikke altid har styr på det hele. Jeg har aldrig været på så stor en følelsesmæssig rutsjetur, og jeg skæver undertiden op til Rigshospitalets 2. etage, når jeg kører forbi, og tænker på dem, der lige nu er igennem det, vi var dengang. Jeg har lært meget af det som menneske, men er også blevet klogere som læge,« siger hun og fortsætter:

»For det andet viser historien glæden ved det tilfældige. Mange af os læger møder hinanden på kryds og tværs igennem livet, fordi vi har læst sammen, arbejdet sammen eller mødt hinanden på en helt tredje måde. Sørens og mit møde var helt tilfældigt, og ingen af os havde nok gættet, at vi qua vores positioner ville støde på hinanden efterfølgende eller 16 år efter direkte skulle føres sammen igen. Jeg har aldrig været ‘bange’ for at gå en anden vej end ventet i en lægelig karriere, der vanligvis er meget strømlinet. Jeg har aldrig haft en plan om, at jeg skulle arbejde i Sundhedsstyrelsen, men tilfældigt dukkede denne stilling op. Og den var bare for spændende at lade passere. Så nu ses vi igen, Søren og jeg – og det samarbejde glæder jeg mig til,« siger Camilla Rathcke.

Hendes tvillinger fyldte for nylig 16 år, de har det begge godt og har ingen mén af deres meget tidlige fødsel.

Kommentarer

  1. Hvad er det egentlig Sundhedsstyrelsen vil fortælle os med denne beretning? Er det at det var en vanskelig ansættelsesprocedure pga de emotionelle bindinger? Er det, at ledelsen i styrelsen har tætte bånd? Er det, at det organ, som skal dømme landets læger godt kan tillade at man sætter sig i patientens seng, hvis det øger den empatiske udstråling? Det lyder som beskrivelsen af et sundhedsvæsen med plads til følelser og empati, men rækker denne empati ud til de læger I faktisk har ansvaret for? Jeg håber det og synes I skulle sende artiklen i vores E-boks sammen med styrelsens øvrige skrivelser, hvis det er tilfældet.

Skriv kommentar