Professoren, der ikke kender til fyraften
Foto: Joachim Rode

Professoren, der ikke kender til fyraften Infektionsmediciner Jens Lundgren holder ikke regnskab med, hvor lang hans arbejdsuge er. Han er drevet af en vilje til at gøre en forskel og en glæde over de magiske øjeblikke, hvor forskningen fører til afgørende ny viden.

»Hvis du pludselig begynder at tælle op, hvor mange timer du arbejder, er der noget helt galt. Du klør på så lang tid, det er nødvendigt for at løse de opgaver og flytte de ting videre, du mener, er vigtige. Hvis det betyder en arbejdsuge på 70 timer, er det bare sådan, det er.«

Så nøgternt beskriver overlæge og professor i infektionssygdomme Jens Lundgren sin tilgang til sit arbejdsliv. I mange år har han stået i spidsen for en række forskningsprojekter og internationale netværk, heriblandt forskningsgruppen CHIP på Rigshospitalet, der i dag har 80 ansatte og en årlig omsætning på mellem 68-80 mio. kroner, som professoren selv er ude at fundraise.

Derudover er han direktør for WHO Collaborating Center for HIV and Viral Hepatitis, der leverer rådgivning til de europæiske medlemslande. Han er ansvarlig for den videnskabelige styregruppe i det globale netværk, INSIGHT, et netværk med omkring 450 hospitaler i 40 lande, der i øjeblikket arbejder på højtryk med at afprøve lægemidler mod COVID-19. Og endelig har han vejledt Sundhedsstyrelsen i forbindelse med COVID-19 og været en hyppigt citeret ekspert i medierne, siden virusset gjorde sit indtog i Danmark i foråret.

Det er nogle af de opgaver, som 60-årige Jens Lundgren har forpligtet sig til ud over sin ansættelse som overlæge og lærestolsprofessor på Rigshospitalet og Københavns Universitet.

Fyraften findes ikke

Med en sådan opgaveportefølje skulle man næsten tro, at Jens Lundgren havde flere timer i døgnet end alle os andre. Men det, der får enderne til at hænge sammen, er i virkeligheden en faglig nysgerrighed, en dybfølt glæde over afgørende nye forskningsresultater og en ambition om at være internationalt kompetitiv, fortæller han. Og så er han udstyret med et engagement, der for længst har udvisket grænsen mellem arbejde og fritid.

Sådan en som mig ser ikke arbejde og fritid som to skarpt adskilte strukturer, og det er bare en konstatering – det er ikke en beklagelse

»Fyraften – det har jeg, hvis jeg har lavet en aftale med min kone eller mine børn,« siger Jens Lundgren og griner.

»En gang imellem er man jo i sådan en forskningsboble, hvor man arbejder ekstremt meget, og så er det mere et spørgsmål om lige at falde lidt ned, inden man skal sove. Sådan en som mig ser ikke arbejde og fritid som to skarpt adskilte strukturer, og det er bare en konstatering – det er ikke en beklagelse,« fastslår han og tilføjer, at han er imponeret over de mennesker, der kan komme og gå på bestemte tidspunkter og glemme alt om deres arbejde, når de går ud ad døren igen.

»Det kan jeg ikke. Og det er ikke nogen kritik af dem, der kan det. Jeg er bare imponeret, for det er aldrig lykkedes for mig,« siger han.

Velfungerende netværk

Jens Lundgren har altid været en arbejdshest. Det kan både hans hustru og to børn skrive under på, forsikrer han. Men han er ganske enkelt for nysgerrig til at lade være, og så kræver det en stor indsats at gøre sig gældende i den internationale liga, han har bevæget sig i de seneste 30 år.

»Når du arbejder internationalt, er der jo ikke nogen organisatorisk sammenhængskraft. Derfor gælder det om at opdyrke relationer og finde et udgangspunkt, man er enige om, og som begge parter får noget ud af.

De netværk, jeg er med i, er baseret på relationer med tusindvis af mennesker, og med årene har vi opbygget en forskningsinfrastruktur, som gør samarbejdet lettere. Folk i netværket ved, hvem jeg er, og hvad jeg står for, så når jeg kommer med et projekt, er der en positiv tilgang til, at vi flytter det videre,« siger han.

Når de mange internationale netværksposter ikke tynger Jens Lundgren halvt i knæ, er en del af forklaringen også, at han har været med til at starte dem fra bunden.

Det er nok meget udansk at sige, men jeg er meget stolt over de folk, jeg har uddannet, og vi har leveret nogle resultater, der faktisk er blevet brugt til at forbedre patientbehandlingen

»Tilbage i 1990’erne var vi for eksempel 2 forskere i CHIP, så blev vi 4, og nu er vi 80 og har et stort internationalt netværk. Det har langsomt vokset sig større og større og bygger på en kultur, hvor folk stoler på hinanden,« siger han og fastslår:

»For at være internationalt kompetitiv kræver det selvfølgelig, at de projekter, man leverer, også er af høj kvalitet, og at man har evnen til at skabe ny viden. Ellers får man ikke del i de internationale forskningsmidler.«

For professor Jens Lundgren er det først fyraften, når et projekt er færdiggjort, eller hvis han har en aftale med sin familie.Foto: Joachim Rode

Ny viden er arbejdet værd

Netop jagten på ny viden, der kan gøre en forskel for patienterne, er en stor motivationsfaktor for Jens Lundgren, og her spiller den daglige kontakt med patienter og kolleger en vigtig rolle.

»Forskningsmæssigt er det utrolig inspirerende at få et indblik i, hvad mine kolleger ser i dagligdagen, og hvad de finder overraskende, og så prøve at finde en forklaring på det,« siger han.

Ifølge professoren munder de fleste projekter ud i et fornuftigt resultat, som bringer forskningen et lille skridt videre. Men det er de gange, hvor et forskningsresultat virkelig går hen og overrasker, der gør al sliddet værd:

»Jeg vil skyde på, at det er sket fem-seks gange i løbet af min karriere, at jeg har set et forskningsresultat og sagt: ‘Hold da op, det her er helt vildt vigtigt og afgørende nyt’. Det er en fantastisk følelse, men det kan tage rigtig lang tid at arbejde sig hen til den situation,« siger han.

Fyraften – det har jeg, hvis jeg har lavet en aftale med min kone eller mine børn

Den erfarne professor har vejledt ekstremt mange læger gennem årene, og det varmer hans forskerhjerte, når det lykkes at sætte nogle spor i de unge ildsjæle.

»Glæden ved at vejlede ph.d.-studerende er den proces, hvor man tager nyuddannede læger ind, der er relativ uslebne diamanter videnskabeligt set, og gør dem til dygtige forskere. At se dem gå fra opstartskaos til at samle trådene og blive så grebet af det, at de slet ikke kan lade være. Og at se det her lys i øjnene på dem, når de siger ‘yes, nu er den der’. Det er det allerfedeste,« siger han.

Ingen grund til fortrydelse

Når man som Jens Lundgren har mange ansvarsområder, kan det kræve stor systematik at holde styr på det hele. Alligevel er han ikke typen, der omgiver sig med Excel-ark og notesblokke. Han har ’det meste i hovedet’, som han siger. Og så har han en håndfuld nøglepersoner tæt på sig, der hjælper ham med at bevare overblikket.

»Det er dygtige mennesker, jeg stoler på, og som forstår, hvad deres rolle er. De agerer på mine vegne og melder tilbage til mig. De er enormt vigtige for mig, og stor credit går til dem for, at det hele kan lade sig gøre,« siger han.

Selv med en god håndfuld betroede medarbejdere ved sin side bliver arbejdsdagene lange for Jens Lundgren, men det har både han og hans bedre halvdel det fint med, fastslår han. Og så er han i øvrigt ikke typen, der bruger tid på at være bitter eller fortryde sine valg her i livet:

»Jeg har valgt det her felt, fordi jeg synes, at det er spændende, og hen ad vejen også fordi vores forskningsgrupper er vokset, så jeg løbende har fået ansvar for flere og flere mennesker. Det skal man jo have en meget stor ansvarsfølelse overfor,« siger han og tilføjer:

»Det er nok meget udansk at sige, men jeg er meget stolt over de folk, jeg har uddannet, og vi har leveret nogle resultater, der faktisk er blevet brugt til at forbedre patientbehandlingen. Det er også en af grundene til, at vi fortsat kan rejse så mange penge internationalt. Jeg er tilfreds med det, jeg har gjort, og så må det være, som det er. Hvis jeg ville noget andet, kunne jeg jo bare have gjort det.«

Det uperfekte menneske

Ifølge Jens Lundgren selv er hans største problem i virkeligheden hans meget direkte facon, som nogle gange har givet ham problemer herhjemme. Han er med egne ord ’ikke er særlig dygtig til at give politiske svar’, når nogen stiller ham spørgsmål, der har med hans faglighed at gøre.

»Jeg føler, at jeg er forpligtet til at svare ærligt, når jeg bliver spurgt. Nogle gange er det selvfølgelig absolut nødvendigt med et mere henholdende politisk svar, men ellers får folk min uforbeholdne mening. Hvis man er fintfølende, kan det jo være svært, og man kan føle sig afvist eller opleve mig som arrogant. Jeg er nok ’det uperfekte menneske’, som Jørgen Leth har skrevet om. Det er jeg godt klar over – og her er der helt klart rum for forbedring.«

Skriv kommentar