Jeg bliver påvirket af den igangværende debat om prioriteringer i sundhedsvæsenet. For jeg er en af de læger, som til hverdag ordinerer hundedyr, men ikke helbredende medicin til trods for, at det udløser afledte besparelser og dårligere forhold for f.eks. lungepatienterne.

Så hvorfor gør jeg det? Fordi jeg følger de faglige retningslinjer. De foreskriver den optimale behandling af den enkelte patient på baggrund af den bedst tilgængelige evidens og uden hensyn til prisen. Hvis jeg ikke gjorde det, ville jeg levere behandling under faglig standard, hvilket ville ende med en fyreseddel. Men hvad så med lægeløftet? Jeg har jo bl.a. forpligtet mig til »efter bedste skønnende at anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn«. Er jeg ikke i konflikt med det, når jeg via mine behandlinger er med til at forringe forholdene i psykiatrien?

For nuværende ‘løses’ problemet med tomme ord (»et sundhedsvæsen i verdensklasse«, »der er råd til det hele« osv.), utilstrækkelige ekstrabevillinger og grønthøsterbesparelser. Slutresultatet er underbemandede afdelinger, hvor personalet bliver syge af stress, og øget elendighed blandt de svageste patienter, som ikke har netværk, der kan kompensere dem for det forringede plejeniveau.

Men så må vi tilføre sundhedsvæsenet flere penge, vil nogle sige. »Så rigt et land som vores skal have råd«. Det er jeg delvis enig i. For som landet ligger lige nu, dækker finansieringen af sundhedsvæsenet kun stigningen i antallet af ældre og syge – ikke de nye og mere effektive behandlinger. Så der er brug for øgede bevillinger. Men det er en stakket frist. For sundhedsøkonomerne fortæller os hver gang det samme: Intet samfund har råd til det hele. Selv hvis vi brugte alle penge på sundhed, ville nogle mangle noget eller skulle vente.

En ordentlig løsning kræver gennemskuelig prioritering, som det ses med Nice i Storbritannien og den begyndende indsats i Medicinrådet. Det kræver politisk vilje til at forklare befolkningen, at alle sygdomme ikke er lige vigtige. Og mod til at sætte en øvre grænse for, hvor dyr en ny behandling må være, inden man sætter den i stedet for den eksisterende, som ofte er næsten lige så god, men markant billigere.

Det kunne også være en mere kritisk tilgang til, hvornår der rent faktisk er evidens for effekten af en ny behandling. F.eks. er det ikke ualmindeligt, at hver anden kræftpatient behandles med ny medicin, uden at man ved, om den er bedre end den hidtidige standard, fordi den nye medicin kun er testet på den yngste og friskeste halvdel af patienterne.

Det kan ikke gøres, uden at nogen bliver sure. Men der sker allerede hårde prioriteringer i dag. F.eks. er egenbetalingen på tandlæge så høj, at god tandstatus nærmest kun ses hos velbemidlede. I psykiatrien begynder dagen ofte med at udskrive patienter, som er i risiko for at begå selvmord, for at gøre plads til andre, som er »mere selvmords-truede«. Og folk i landkommuner og socialt belastede områder har længere ventetid til deres praktiserende læge, hvis de da overhovedet har en og ikke en regionsklinik med skiftende vikarer.

Alle tre ting er i mine øjne beklagelige eksempler, men ikke desto mindre resultatet af politiske beslutninger.

I et valgår som dette er sandsynligheden desværre ekstra lav for, at regeringen og Folketinget vil gå seriøst ind i denne debat. De bebrejder regionerne for tingenes tilstand og lover, at det hele bliver bedre med den illusoriske sundhedsreform. Hvis det går, som det plejer, slutter debatten, når en mere presserende dagsorden rydder nyhedsfladen, og så taler vi ikke mere om det, før den næste klinikchef siger op.