Ungdommelig drøm fra unge psykiatere I realiteternes verden er der heldigvis en erkendelse af, at de lidelser, psykiatrien beskæftiger sig med, er så komplekse, at ingen enkelt faggruppe kan have hele overblikket.

En gruppe læger fra Yngre Psykiateres Bestyrelse har i Dagens Medicin et indlæg, der uvægerligt får én til at tænke på vittigheden: Hvad er forskellen på Vorherre og en overlæge? Vorherre ved godt, han ikke er overlæge!

For når de yngre læger skriver, at »speciallægen har overblikket over både den biologiske, psykologiske og sociale problemstilling hos mennesker med psykiske lidelse« må det vel tilskrives en ungdommelig drøm om guddommelige evner.

I realiteternes verden er der heldigvis en erkendelse af, at de lidelser, psykiatrien beskæftiger sig med, er så komplekse, at ingen enkelt faggruppe kan have overblikket, og kun et tæt tværfagligt samarbejde vil sikre patienterne den optimale behandling.

De yngre læger skriver videre, at »speciallæger er den eneste faggruppe, der er både sundhedsfagligt uddannede, har en akademisk grunduddannelse og en overbygning til speciallæger«. Til dette kan føjes, at i 2010 udgav en arbejdsgruppe under Danske Regioner en rapport, der detaljeret beskrev en paralleluddannelse til speciallægernes – målrettet mod psykologer som et sundhedsfagligt personale, der har en akademisk grunduddannelse.

 I 2011 fik uddannelsen Sundhedsstyrelsens godkendelse, og samme år begyndte det første hold af psykologer på en uddannelse, der certificerer dem som specialpsykologer i psykiatri. Siden 2011 er 128 psykologer blevet uddannet som specialpsykologer i psykiatri, og ca. 100 er aktuelt i gang med uddannelsen.

Takket være den nye uddannelse er det flere steder blevet kutyme, at speciallæger og specialpsykologer arbejder side om side om de psykiatriske problemstillinger. Baggrunden for de to parallelt arbejdende akademiske faggrupper er erkendelsen af, at udredning, diagnostik og behandling af psykiske lidelser ikke kan foretages af én faggruppe.  Læger og psykologers uddannelsesmæssige baggrund indebærer, at læger vil overse psykiske faktorer og psykologer vil overse somatiske faktorer. Kun et tæt samarbejde mellem de to faggrupper kan sikre det optimale behandlingstilbud til mennesker med psykiske lidelser. I nogle tilfælde vil det tætte samarbejde være om den samme patient, og i andre tilfælde vil lægen resp. psykologen kunne tilkalde den anden faggruppe, når der er behov for ekspertviden.  

Desværre går samarbejdet ikke gnidningsfrit alle steder. Nye initiativer tager tid, og nogle læger vægrer sig ved at skulle dele ekspertviden og kompetencer på en måde, de ikke er vant til. Indlægget fra de yngre læger illustrerer noget af den modstand, der ses blandt lægerne.

Ser man på de afdelinger, hvor samarbejdet går godt, kendetegnes de af, at der er stor ledelsesmæssig opmærksomhed på at styrke samarbejdet mellem de to faggrupper. Vigtigt er det at få kendskab til og lære af hinandens kompetencer.  I det daglige kliniske arbejde kan man f.eks. gøre det obligatorisk, at psykologer og læger under uddannelse er fælles om at udrede et antal patienter og på konference fremlægge diagnose- og behandlingsforslag. Og ligeledes kan man være fælles om at forestå klinikker og undervisning mm.

Når det drejer sig om den psykologiske del af udredning og behandling har seniorpsykologer i mange år undervist og superviseret læger under uddannelse. Tilsvarende er seniorlæger også begyndt at undervise og supervisere psykologer under uddannelse i den somatiske del.

Man kan også drage lære af de positive erfaringer, der er gjort i andre lande.  Således har man i Norge i de sidste 20 år haft en stærk flerfaglighed i det Psykiske Helsevern, som psykiatrien hedder i Norge. For 20 år siden ændrede man loven, så psykologer i psykiatrien fik behandlingsansvar på lige fod med psykiaterne. Formålet er at sikre den tværfaglige, helhedsorienterede behandling.

Repræsentanter fra Dansk Psykologforening (DP) var for nyligt på studietur i Norge. Et gennemgående træk ved arbejdet på det hospital, man besøgte, var, at man lod opgaven definere kompetencer og faggruppe, og ikke omvendt. Den enkelte patients behov havde første prioritet. Fra norsk side blev det understreget, at udviklingen ikke har medført en ringere kvalitet i behandlingen eller større risiko for patienterne, således som nogen frygtede. Eksempelvis er antallet af utilsigtede hændelse ikke steget. De norske erfaringer med et ligeligt samarbejde med behandlingsret til psykologer har heller ikke medført en svækket rekruttering til faget (P Magasinet nr. 12  2018).

En undersøgelse foretaget af Dansk Psykolog Forening (DP) i 2017 viste, at specialpsykologer i psykiatrien generelt er tilfredse med arbejdet, men svarene viser også utilfredshed ved ikke at kunne udnytte psykologkompetencerne tilstrækkeligt. Det kan kun ske ved at få tildelt bredere beføjelser og større ansvar.

Bl.a. derfor har DP’s formand slået til lyd for, at specialpsykologer i psykiatri får behandlingsansvar på lige fod med speciallægerne. Når det kan gøres i Norge, kan det også gøres i Danmark.

Kommentarer

  1. Dejligt at nogen gerne vil psykiatrien. Og ikke kun unge psykiatere.
    Der er plads til alle i psykiatrien. Det har altid være et speciale med tværfaglighed. Skal jeg nævne andre end psykologer, som også bidrager konstruktiv til fagets beskaffenhed, bør sygeplejersker, ergoterapeuter. fysioterapeuter, assistenter, plejere, pædagoger, lærere, antropologer m.m også nævnes. Skal alle have behandlingsansvar?
    Jeg er en ung psykiater og har set meget snak, men lidt handling. Specielpsykologer kom til dagens lys pga speciallægemanglen (ref. Intro til specialpsykolog uddannelsen. 1. Version).

    Men lad os nu drøfte ønsket om ansvar!
    Jeg savner psykologerne i vagten fra kl 16 til 09. Og jeg savner psykologerne når der skal tages klagesager eller brok. Et behandlingsansvar er 24 timer. 365
    dage om året. Kom og vær med i arbejdet. Bevis, at I kan – og ikke kun vil.
    Tager man noget af behandlingsansvaret fra psykiaterne kan der være mere tid til patienterne, supervision, psykoterapi, ledelse og uddannelse. Det vil være en drøm. Men som virkeligheden er nu… er det et mareridt.

  2. Det er da en underlig tone og temmelig løse påstande, som chefpsykolog Birgitte Bechgaard her får luft for, og som sådan burde man lade dem tale for sig selv. Man skulle ud fra indlægget tro, at der er krig og uenighed rundt om på gangene på de psykiatriske afdelinger. Dette er langt fra den virkelighed, som vi kender til. Tværtom arbejder mange fagligheder sammen ud fra hver deres ekspertise. Men i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab arbejder vi for den bedste behandling for børn og unge i psykiatrien, så derfor må vi svare chefpsykologen. Vi ynder også at gå bag om tallene – så lad os tage den en for en.

    Der var i 2018 137.320 ansatte i psykiatrien, heraf var der ifølge Dansk Psykologforening i 2016/2017 142 specialpsykologer med en estimeret tilvækst på ca. 35 hver år altså ca. 212 specialpsykologer. Birgitte Bechgaards nævner selv lidt færre 128 uddannede – og 100 på vej. Under alle omstændigheder må det objektivt set vurderes til at være forsvindende få af de 137.320, og som sådan må man spørge, om 128 er nok til at vurdere en hel faggruppe ud fra. Man må også spørge om der overhovedet er et problem, som andre end Psykologforeningen kan se? Der er med reglerne, som de er i dag, allerede mulighed for at uddelegere ansvar til specialpsykologerne, som ifølge’ Bekendtgørelse om specialuddannelse af psykologer i børne- og ungdomspsykiatri og psykiatri §2 kan varetage psykopatologisk diagnostisk udredning og varetage psykologisk behandling’. Hvori består problemet så?

    Birgitte Bechgaard kommer med perfide bemærkninger om yngre lægers gudekompleks, men det er næppe lægernes længere og mere omfattende uddannelse, der har fået specialpsykologer og behandlingsansvar på Satspuljen 2019. Skal svaret så findes i Dansk Psykologforenings egen undersøgelse fra 2017? Her svarer 42% af de 53 respondenter, at de ”til tider erfarer, at samarbejdspartnere (egen og andre faggrupper) har sat spørgsmålstegn ved deres beføjelser som specialpsykolog/specialpsykolog under uddannelse i forhold til diagnosticering, underskrivning af fx epikriser, udarbejdelse af behandlingsplaner og/eller varetagelse af selvstændigt behandlingsansvar med den begrundelse, at de ikke er sundhedspersoner”. Altså har 22 personer oplevet, at nogen en gang imellem spurgte til deres evner.
    Det kan ikke alene være er grunden til, at den velfungerende danske model nu skal laves om til norsk helsevern. Det virker uigennemtænkt. Norge har ikke samlet valide data på deres erfaringer med behandlingsansvar til specialpsykologer. Derfor bliver det til ”som man råber i skoven, får man svar”. Når psykologerne spørger deres norske kolleger, er tilbagemeldingen ifølge Bechgaard positiv. Når vi spørger de norske børne- ungdoms og – voksen psykiatere berettes der om dyrt dobbeltarbejde, ressourcespild, fejldiagnoser, fejlbehandlinger og fejlmedicinering. Sandheden ligger nok et sted derimellem. Men det er ikke svært at finde tal på, at det norske system er markant dyrere end det, den danske psykiatri koster. Når det kan gøres i Norge, betyder det langtfra, at det er det bedste i Danmark.

    1. Jeg vil godt indføje en nuance i debatten, at den norske psykiater Trond F. Aarre netop i sin nye bog “En mindre medisinsk psykiatri” forsøger på at evaluere psykiatrien i Norge. Aarre vrider sig løs af fagpolitiske indvendinger om, at det vil være en forringelse af behandlingens kvalitet, at flere professioner kom bedre i spil i psykiatrien, bare vi sørger for god oplæring, vejledning og tilsyn. Aarre argumenterer sågar for, at det (sammen med andre tiltag beskrevet i bogen) vil gøre behandlingen bedre samt få ressourcerne til at række meget længere. Den norske psykiater var fornylig i Danmark og holde et foredrag, om hvordan man bedre kan indrette psykiatrien for patienterne – foredraget kan ses her https://www.youtube.com/watch?v=u4qFYphKnNU&feature=youtu.be

      1. Til Anne Marie Råbjerg Christensen
        I en kommentar til min kommentar (7.1.19) stiller Anne Marie Råbjerg Christensen (12.1.19) spørgsmål til det antal af specialpsykologer i psykiatrien, som jeg har anført. A-M R C’s tal er fra Dansk Psykologforening. Det tal, jeg anfører for antallet af specialpsykologer i psykiatrien (128) er det tal, Sekretariatet for Specialpsykologuddannelsen angav på det sidste møde i ”Rådet for Specialpsykologuddannelsen for hhv. Børne- og Ungdomspsykiatri, og Psykiatri” (12.11.18). Dansk Psykologforening har ikke nødvendigvis de korrekte tal. Desuden har A-M RC måske ikke bemærket, at jeg angiver antallet af specialpsykologer i Psykiatri, som jo kun omfatter voksenpsykiatrien og ikke B&U. A-M R C skriver, at man ud fra mit indlæg ”skulle tro, at der er krig og uenighed rundt om på gangene. Det er langt fra den virkelighed, som vi kender
        til”. Det er ærgerligt, at A-M R C opfatter mit indlæg så unuanceret. Jeg skriver netop om karakteristika ved afdelinger, hvor samarbejdet går godt, og at jeg håber, at man på de afdelinger, hvor samarbejdet ikke går så gnidningsfrit, kan lære af de gode erfaringer. For der er vel ingen grund til at skjule, at samarbejde om nye initiativer kan være svært, også når det drejer sig om implementeringen af specialpsykologer i voksen- psykiatrien og i B&U. I den forbindelse er det næppe tilfældigt, at man i Regeringens forslag til en ny psykiatriplan (sept. 2018) under overskriften ”Sikre at specialpsykologernes kompetencer kommer bedre i spil” foreslår, at regeringen søger tilslutning til, at ..”for at tilgodese og optimere et konstruktivt tværfagligt samarbejde mellem specialpsykologer og psykiatere” afsættes 0,6 mill. kr. til at udarbejde en vejledning (s. 39) og inden da henviser til, at man i Norge har givet psykologer, som har de rette kompetencer, mulighed for at være behandlingsansvarlige i psykiatrien (s..38). A-M R C spørger,” om der overhovedet er et problem, som andre end Psykologforeningen kan se? Der er med reglerne, som de er i dag, allerede mulighed for at uddelegere ansvar til specialpsykologerne” og henviser til Bekendtgørelsen for specialpsykologer. Hertil kan siges, at der er forskel på at få et ansvar uddelegeret og have et selvstændigt behandlingsansvar.
        Birgitte Bechgaard

Skriv kommentar