Det er kun få måneder siden, at jeg stod med en lille pige på Nasser-hospitalet i Gaza. Pigen havde haft betændelse i tarmen og havde derfor fået fjernet en del af den ved en operation. Nu var hun blevet underernæret, fordi hun ikke kunne optage næring. Hun havde akut brug for behandling, så hun igen kunne spise, men vi havde ikke den behandling, der skulle til. For at overleve var det nødvendigt at evakuere hende fra Gaza. Hun var på listen til en medicinsk evakuering. Men vi nåede det ikke. Den lille pige døde.
Pigen er desværre ikke et enestående eksempel.
I de seks uger jeg var i Gaza som medicinsk teamleder for Læger uden Grænser, mødte jeg flere små patienter på børneafdelingen, som vi ikke kunne give den rette behandling på grund af manglende forsyninger. Patienter, som derfor var nødt til at blive evakueret fra Gaza til behandling uden for grænsen. Men ikke alle kom ud.
Opfordring: Danmark, hjælp patienter
Lige nu er der 14.000 patienter i Gaza med behov for medicinske evakueringer, fordi de har meget specialiserede behandlingsbehov. Det vurderer Verdenssundhedsorganisationen (WHO), som derfor har anmodet EU – herunder Danmark – om at tage imod nogle af disse patienter, som blandt andet er børn med kræft og børn, som er alvorligt tilskadekomne efter et angreb.
Men den danske regering har af flere omgange afvist anmodningen. Senest tidligere på måneden. Danmark har ellers allerede et system på plads og har tidligere vist, at man er i stand til at tage imod patienter fra krigszoner. Flere end 200 ukrainske patienter er blevet behandlet på danske hospitaler.
I Læger uden Grænser opfordrer vi til, at Danmark genovervejer sit nej. For et ja kan være med til at redde menneskeliv.
Jeg ved det, for jeg har selv oplevet at være en del af Gazas sundhedssystem, som er i knæ. Mange steder er hospitaler og klinikker sønderbombede. Lige nu er kun 16 delvist funktionelle. Resten er helt ude af drift.
Amputerede ben kunne være undgået
Patienter og pårørende strømmer til de få steder, som stadig er åbne. Men det er næsten umuligt at give selv basal lægehjælp og behandling på grund af daglige angreb, og fordi forsyninger med medicin og udstyr holdes tilbage ved grænsen og spænder ben for en tilstrækkelig humanitær indsats. En specialiseret indsats er helt udelukket.
Massiv humanitær bistand inde i Gaza, sådan som Danmark har støttet med, er vigtig. Men det er ikke nok
Mens jeg var der, modtog vi en seksårig dreng på hospitalet, som havde fået infektion, der krævede specialiseret behandling. Infektionen udviklede sig til, at store områder på huden døde, fordi vi ikke havde den behandling, han havde behov for på det tidspunkt. Den var slet ikke tilgængelig inde i Gaza. Så i stedet for at sætte behandlingen i gang, måtte vi amputere begge ben. Ellers havde han ikke overlevet.
Hvis krigen ikke rasede, og hvis drengen var blevet evakueret, så kunne hans ben højst sandsynligt være reddet.
En verden til forskel
Det er den virkelighed, jeg har mødt i Gaza. Massiv humanitær bistand inde i Gaza, sådan som Danmark har støttet med, er vigtig. Men det er ikke nok. Og vi kan heller ikke forlade os på, at landene omkring Gaza evakuerer og behandler de patienter, som ikke kan hjælpes inde i Gaza. For der er ikke kapacitet til at hjælpe alle 14.000 med komplicerede behandlingsbehov.
Derfor må flere lande med ressourcer tage et medansvar. Danmark har systemet til at håndtere medicinske evakueringer. Nu mangler den politiske opbakning.
For den enkelte patient gør det en verden til forskel. Det kan jeg bevidne efter min tid i Gaza. Men det er også en forskel, som Danmark og andre ikke kan gøre ved kun at støtte i Gaza og nærområdet. Derfor mener vi i Læger uden Grænser, at regeringen kraftigt skal genoverveje WHO’s anmodning. Det handler om menneskeliv.
