Foto: BioInnovation Institute

Opgør med mandlig bias: Millioner på vej til forskning og udvikling i kvindesygdomme Forskning i kvindesygdomme og udvikling af nye teknologier og behandlinger er i fokus hos BioInnovation Institute. Via et nyt samarbejde med Bill & Melissa Gates Foundation er næste skridt at styrke fødekæden og sikre bedre behandlingsmuligheder inden for et traditionelt underfinansieret område.

Selvom kvinder udgør halvdelen af jordens befolkning, er der ifølge Forbes kun 4 procent af verdens samlede forskningsmidler, der går til forskning og udvikling af teknologi og behandlingsmetoder inden for kvindesygdomme og kvinders helbred.

Da vi kiggede os omkring efter et område, der var under served stak kvinders helbred bare ud

Trine Bartholdy, CIO, BioInnovation Institute

Siden 2019 har BioInnovation Institute (BII), der er finansieret af Novo Nordisk Fonden, arbejdet på at understøtte forskning og udvikling med det formål at skabe selvstændige nye life science-virksomheder. BII har et bredt fokusområde, men har for nyligt valgt at skabe et ekstra fokus på kvinders sygdomme.

Det er Trine Bartholdy, der er nyudnævnt chief innovation officer (CIO), der skal stå i spidsen for den nye satsning.

»Det er BII’s job at spotte potentialet i den forskning, der foregår ude på universiteterne og i startup-miljøerne og hjælpe det på vej med funding og kompetenceopbygning, så vi kan sikre, at forskning bliver til reelle produkter, der kommer patienter eller samfundet til gode,« siger Trine Bartholdy og fortsætter:

»Det er ingen hemmelighed, at områder som f.eks. kræft i mange år har tiltrukket stor kapital til forskning og udvikling. Hos BII tror vi på, at der er ved at ske et skifte, og vi ser en begyndende interesse hos både investorer og industrien i forhold til at se på områder, der måske tidligere blev betragtet som nicher. Og her ser vi et stort behov inden for kvinders sygdomme. Kvinder udgør jo halvdelen af jordens befolkning, så det er påfaldende, at der i den grad mangler behandlinger, der er effektive og i højere grad ikke er hormonbaserede.«

Nogle af de primære fokusområder for BII bliver indenfor reproduktiv sundhed, sygdomme relateret til graviditetsforløb samt visse kroniske og almengyldige sygdomme, hvor kvinder er overrepræsenterede.

Strategisk beslutning

Når BII netop har fokus på kvinders helbred, er det ikke en tilfældighed, men resultatet af en analyse af markedet og af eksisterende behov, der ikke bliver opfyldt.

»Da vi kiggede os omkring efter et område, der var under served stak kvinders helbred bare ud. Da jeg arbejdede indenfor venture kapital, var det sådan, at pharmaindustrien og investorerne kun ville være inden for de ‘store’ sygdomme som kræft og diabetes, men nu er selv sygdomme, der tidligere blev betragtet som højrisiko udviklingsprojekter som Alzheimers og Parkinsons, på vej frem,« siger Trine Bartholdy.

Hun ser en gryende interesse for at investere i området, der skal bakkes op af, at der kommer fokus på de gode historier, hvor der også skal være et tydeligt incitament for investorer og industrien i at deltage.

»Vi ser små trends, der tyder på, at både industrien og investorerne også har fået øje på andre områder, end de traditionelt har haft. Den udvikling mener vi, at vi kan være med til at accelerere ved at støtte innovationer helt fra forskningsstadiet, eller ved at hjælpe nye startups med at orientere sig mod dér, hvor interessen og pengene er.«

Investorerne er primært venturekapitalister, der skyder penge i nystartede virksomheder.

Mange årsager

Ifølge Trine Bartholdy og BII er der ingen tvivl om, at forskning i kvindesygdomme og kvinders helbred er underfinansieret, men forklaringen er kompleks.

En del af forklaringen handler om, at store folkesygdomme som kræft er løbet med investorernes opmærksomhed, fordi der har været synlige, lavthængende økonomiske frugter at plukke.

Men det er langtfra det eneste sted, det har knebet med opmærksomheden.

»Industrien har heller ikke haft fokus på det her område, og det er ikke mange pharmaselskaber, der gør sig gældende. Der er Bayer, Organon og Ferring, der laver lidt inden for kvindesygdomme, men vi kunne godt ønske os en endnu større risikovillighed, herunder at flere pharmaselskaber begynder at forske og udvikle inden for området,« siger Trine Bartholdy.

Dertil kommer, at regulatoriske krav til produktudvikling til kvindesygdomme komplicerer processen.

»Lige så snart du arbejder med en overvejende kvindelig population, bliver det kompliceret at lave kliniske studier, fordi det bl.a. kræver, at man kan beskytte en kvinde, der måske bliver gravid i forløbet, og hendes foster,« siger Trine Bartholdy.

System gennemsyret af mandlig bias

Det er velkendt, at kvinder derfor indgår sjældnere i kliniske forsøg end mænd, og at der derfor simpelthen mangler grundlæggende viden på mange områder for kvindesygdomme.

»Men der mangler også incitamenter på forskningssiden. Der skal være en økonomi og muligheder, der gør det attraktivt at forske i kvindesygdomme, så noget af alt det hjerteblod, der bliver lagt ude på universiteterne, kommer ud og bliver til produkter for kvindelige patienter,« siger Trine Bartholdy.

Og så er der den sidste ting: Den manglende ligestilling på området. Det er ofte kvinder, der forsker i kvindesygdomme og ‘She Figures 2021 – Gender in research and innovation : statistics and indicators’, EU-Kommissionens rapport om ligestilling inden for forskning og innovation, viser, at kvinder kun udgør 33 pct. af forskerne og blot sidder på 26 pct. af fuldtidsprofessoraterne i EU.

»Rigtig mange af beslutningstagerne er mænd, uanset om vi taler om investorerne, industrien eller fondene. Der er en mandlig bias i hele økosystemet, tror jeg roligt, at vi kan sige. Det er én af grundene til, at vi har valgt det som et fokusområde. Vi er nødt til at lave en klar strategi, hvis vi vil rykke noget, og vi kommer til at give det et ordentligt skud de næste par år.«

Nyt samarbejde skal give større fokus

I begyndelsen af januar kunne BII offentliggøre, at de har lanceret et nyt initiativ sammen med Bill & Melissa Gates Foundation. Fonden har doneret et uoplyst millionbeløb til arbejdet med at styrke økosystemet omkring forskning i kvindesygdomme i hele Europa, lige fra forskningsindsatser til start af virksomheder.

»Der er nogle store huller i økosystemet omkring udviklingen af nye lægemidler inden for kvindesygdomme, og når man ser på, hvordan midlerne bliver fordelt, er det tydeligt hvorfor. Der er et langt større behov, og der er brug for en strategisk og langsigtet indsats, hvis vi skal hæve niveauet og lukke hullerne,« siger Trine Bartholdy.

I første omgang skal BII kortlægge området og finde ud af hvilke områder, der har størst behov for en øget indsats og for at få understøttet potentialet.

»Vi er en nonprofitorganisation, og det er BII’s mission at tilvejebringe life science-løsninger, hvor der er et stort behov. Så vi har både en mulighed og en forpligtelse til at støtte op om områder, der ud fra et patientperspektiv mangler et tydeligt fokus. Vi har et stykke arbejde foran os, hvor vi skal ud og finde de dygtige forskere, der måske har svært ved at finde funding i dag, og støtte op om deres arbejde. Udover Bill & Melinda Gates Foundation vil vi også samle andre vigtige partnere til at drive agendaen.«

Læs også:

Kvindesygdomme har trange kår

Pfizer-direktør: Kvindesygdomme er et område med stort potentiale

Skriv kommentar