@MetteKierkgaard @SophieLoehde #strukturkommission #afbureaukratisering #kompol
Foto: VIVE

@MetteKierkgaard @SophieLoehde #strukturkommission #afbureaukratisering #kompol I den kommunale ældrepleje bruger vi mindst 1.500 fuldtidsstillinger årligt på, at nogle sundhedsfaglige skal være visitatorer, der skal bestemme, hvad andre sundhedsfaglige medarbejdere, som ellers arbejder tæt på og derfor kender borgerne, skal gøre med og for de borgere, der får hjælp fra en kommune. Det er komplet absurd, skriver Sidsel Vinge.

I efteråret 2022 udgav VIVE et notat med den kedelige titel ‘Estimat på årsværk af visitatorer ansat på det kommunale ældreområde’, der gik totalt under radaren. Det burde det ikke have gjort.

Det er ingen nyhed, at det såkaldte ældreområde er en multisyg patient

VIVE slår syv kors for sig og bedyrer, at ‘det er forbundet med betydelige vanskeligheder og kompleksitet at opgøre antallet af visitatorer på ældreområdet’. Men alle forbehold til trods ender VIVE alligevel med at estimere, ‘at der i 2022 er i omegnen af 1.500 årsværk beskæftiget som visitatorer på ældreområdet’.

Men hvad betyder det egentlig? Ifølge notatet er en ‘visitator på ældreområdet en medarbejder, der træffer afgørelse om, hvilke indsatser borgeren kan tildeles, for eksempel på baggrund af henvendelser og visitationssamtaler’.

Eller på almindeligt dansk: En visitator er en sundhedsfaglig medarbejder – oftest en sygeplejerske – som udelukkende bruger sin tid på at bestemme, hvad andre sundhedsfaglige medarbejdere skal gøre med og for de borgere, der får hjælp fra en kommune. På den måde sikrer vi nemlig, at de medarbejdere, som i hverdagen er tættest på borgerne og kender dem bedst, ikke selv render rundt og finder ud af, hvad borgerne egentlig har mest brug for!

Den slags frisættelse, tillid og afbureaukratisering hører jo ingen steder hjemme i et sundhedsvæsen, hvor vi jo svømmer i kvalificeret arbejdskraft og derfor skal finde på andre opgaver, vi kan sætte blandt andet sygeplejersker til at udføre, hvor vi er sikre på, at de ikke kommer til at yde sygepleje.

1.500 årsværk er lavt sat

Men kan det virkelig være rigtigt – 1.500 årsværk? Ja, faktisk peger VIVE på, at estimatet ikke rummer alle visitatorer – de har gjort sig store anstrengelser for ikke at medtage visitatorer på sundhedsområdet, herunder træning efter sundhedsloven eller på hjælpemiddelområdet.

VIVE anvender tre metoder til at estimere, og det højeste ligger på 2.300 årsværk, det laveste på 1.550. Så 1.500 årsværk er nok lavt sat.

Hele dette område – primært pleje, træning og det, der i daglig tale kaldes praktisk hjemmehjælp, og som hører under serviceloven, og ikke sundhedsloven – er gennemsyret af en logik, hvor vi sørger for at adskille dem, der bestemmer, hvilken form for ydelser en borger har ret til (kaldet en ‘bestiller’), fra de medarbejdere, som udfører plejen, træningen eller hjælpen i relation til borgerne (kaldet ‘udfører’).

Denne model kaldes BUM – Bestiller-Udfører-modellen. Den sikrer, at vi får hevet mindst 1.500 årsværk væk fra borgerne, bare på ét område, og medtager vi hele sundheds- og ældreområdet, kigger vi på et væsentligt højere tal, som spændet i VIVE’s estimater også indikerer.

Kommunerne gør det, fordi det skal de

Men hvorfor i alverden gør kommunerne det?

Al snak om frisættelse, opgør med minuttyranni og tillid til medarbejderne på ældreområdet klinger hult, så længe politikerne fortsat lader det regulere af en lovgivning, der er inkompatibel med de pæne, men aldeles totalt tomme ord og løfter

Det gør de såmænd, fordi de skal. Kommunalpolitikerne skal sikre, at der er præcise beskrivelser af såvel indholdet som omfanget og udførelsen af hjælpen, som borgerne kan forvente (det kalder man ‘kvalitetsstandarder’), og borgerne skal have en individuel skriftlig afgørelse, som viser, hvilken hjælp, træning, pleje mv. de har krav på.

Derfor nytter det jo ikke at sætte menige medarbejdere, må man forstå, til at bruge deres faglighed og kendskab til borgerne – hverken alene eller i fællesskab – til at foretage en selvstændig faglig vurdering og prioritering af borgernes behov, evner og rehabiliteringspotentiale. Og da slet ikke, når det vigtigste er, at der er såkaldt armslængde mellem dem, der bestiller, og dem, der udfører.

For det er åbenbart den eneste måde vi kan sikre, at borgerne kan vælge mellem mindst to forskellige leverandører af den hjælp, som de nu skriftligt har fået krav på, og hvoraf mindst én skal være privat. For sådan har de politikere, vi har valgt, villet det. Med andre ord: Sådan har vi danskere åbenbart villet det. Eller har vi?

Det multisyge ældreområde

Op til den seneste valgkamp til Folketinget kom den daværende S-regering med udspillet ‘Danmark kan mere III’, hvor der blev peget på følgende fire konkurrerende lidelser hos patienten, også kaldet ‘ældreområdet’:

  • Der er for lidt tid til det vigtigste: Kun 50 pct. af tiden i ældreplejen bruges ansigt til ansigt med borgerne.
  • Der er brug for flere kollegaer.
  • Flere penge bruges på administration: I alt 2,5 mia. kr. mere over de sidste 9 år.
  • Regelmængden er vokset – alene den statslige regulering er øget med over 50 pct. på 30 år.

Det er ingen nyhed, at det såkaldte ældreområde er en multisyg patient, og der er ingen tvivl om, at regeringen har fat i de centrale diagnoser her. Under valgkampen var det også stort set umuligt at opstøve en politiker, der ikke ville garantere flere sundhedsfaglige medarbejdere og mindre bureaukrati.

Men hvorfor fik ingen af dem øje på de her 1.500 årsværk?

Måske fordi vi har fået sovset hele området ind i en uhyrlig grad af lovgivningsmæssig kompleksitet, og tilmed fået det meste af det placeret under socialområdet og ikke sundhedsområdet? Og derefter har vi spredt det ud på flere ministre – både en ældre- og en sundhedsminister – så ingen helt kan overskue området, og ansvaret for det ligger et eller andet sted mellem to ministertaburetter?

Eller er forklaringen nærmere, at det faktisk er det her, vi vil: Er 1.500 – eller 2.300 for den sags skyld – sundhedsfaglige årsværk den nødvendige pris for borgernes retssikkerhed og retten til frit valg?

Det korte svar er nej. BUM er ikke en nødvendig forudsætning for at sikre noget som helst, andet end bureaukrati og spild af sundhedsfaglige kompetencer.

Men fagligheden i almen praksis tør vi godt stole på

Lad os tage et eksempel, vi alle kender: almen praksis.

Da vi indførte BUM, var uddannelsesniveauet i kommunerne ikke lige så højt, som det er i dag, hvor der både er flere professionsbachelorer, primært i form af sygeplejersker og ergo- og fysioterapeuter

Vi har frit valg af læge i Danmark, og de fleste bor tilmed et sted, hvor de kan vælge mellem flere end to. Der er heller ikke den store debat om manglende retssikkerhed, selvom de praktiserende læger både bestiller og udfører almen lægehjælp i en og samme håndevending.

Vi mener åbenbart, at vi godt kan stole på, at landets 3.500 praktiserende læger – hvor langt de fleste i øvrigt er selvstændige erhvervsdrivende – kan forvalte dette ansvar, uden at det går ud over borgernes retssikkerhed. Og derfor har vi heller ikke sat et hav at almenmedicinere til at foretage individuelle, skriftlige vurderinger af, hvilke almen medicinske ydelser den enkelte borger har ret til – ydelser, som så efterfølgende skal leveres af andre almenmedicinere.

Og heldigvis for det. Det ville nemlig være lige præcis så totalt absurd, som det lyder.

Ikke desto mindre er det sådan, vi har valgt at gøre i den anden halvdel af primærsektoren, den kommunale.

Måske fordi vi mener, at her kan vi ikke sikre valgfrihed og retssikkerhed på andre måder end ved at adskille bestillerrollen og udførerrollen.

Det koster så til gengæld flere tusinde sundhedsfaglige årsværk, når vi tæller det hele med, som vi trækker væk fra borgerne og sætter til at sidde og bestille ydelser til borgere, som de ikke kender halvt så godt som dem, der rent faktisk udfører opgaver ude hos borgerne hverdagen, men som ikke må bestille (altså bestemme), hvad borgerne har behov for.

Tid til et opgør med absurditeter

Men hvordan kan vi så lade 3.500 forskellige privatpraktiserende læger agere på baggrund af deres faglighed, når vi ikke mener, at medarbejderne i kommunerne, i fællesskab, er kompetente til at forvalte dette ansvar inden for deres fagområder?

Da vi indførte BUM, var uddannelsesniveauet i kommunerne ikke lige så højt, som det er i dag, hvor der både er flere professionsbachelorer, primært i form af sygeplejersker og ergo- og fysioterapeuter. Desuden er der kommet en meget stor gruppe social- og sundhedsassistenter, og den anden store medarbejdergruppe, social- og sundhedshjælperne, har i dag en uddannelse på 26 måneder.

Tidligere gav man hjemmehjælperne, som de hed engang, et kursus, hvis varighed kunne tælles i uger snarere end måneder. Sådan er det heldigvis ikke længere.

I Danmark kigger vi i disse år ofte til Holland, når det handler om ældreområdet. Her findes langt større private leverandører på området, der varetager en større del af opgaverne end i Danmark.

Men her har man valgt at lade udførende sygeplejersker vurdere den enkelte borgers behov, og også selvom der er tale om sygeplejersker hos private leverandører. Men det er måske, fordi medarbejderne i Holland er langt mere kompetente og samvittighedsfulde end deres danske kollegaer? Nej, vel!

Hvorom alting er: Al snak om frisættelse, opgør med minuttyranni og tillid til medarbejderne klinger hult, så længe politikerne vælger at ignorere det her område og alle dets absurditeter, og fortsat lader det regulere af en lovgivning, der er inkompatibel med de pæne, men aldeles totalt tomme ord og løfter.

Så måske man alligevel skulle læse – og forstå – det kedelige notat fra VIVE.

Du kan læse det her.

Kommentarer

  1. Din artikel er meget tankevækkende og i højeste grad relevant, mange tak! Der bør retfærdigvis være en mulighed for at få sin sag vurderet af mere end en medarbejder. Det bør kunne gøres ved at have en slags vandrejournal i hjemmet. Det er oplagt at lave en testkommune eller to til at afprøve den nye model 6 måneder med efterfølgende evaluering – måske i VIVE-regi.

Skriv kommentar