Mere ulighed i sundhed, tak Afdelingsledelserne sidder i det daglige krydspres fra patienter, personale, forvaltninger og politikere. Men når opgaverne er flere end ressourcerne, bør de også have retten og pligten til at gøre det, der gavner patienterne mest.

Udfordringerne i sundhedsvæsenet synes på mange måder at tage til. Efter 18 måneders fokuseret indsats på COVID burde vi være på vej tilbage til normalen. Men det synes blot, som om problemerne står i kø, og hverdagen trænger i baggrunden.

Sygeplejerskernes langvarige strejke og de efterfølgende punktvise arbejdsnedlæggelser vidner for mig om, at den største medarbejdergruppe på sygehusene er ved at være trætte. Den daglige travlhed, antallet af patienter og den stigende kompleksitet har stor betydning for muligheden for at gøre arbejdet godt.

På tilsvarende vis har en helt ny arbejdsvilkårsundersøgelse for overlægerne sat en tyk streg under, at der bruges rigtigt meget tid på opgaver, der ikke er sammen med patienterne. Mange oplever en stressfyldt hverdag, og at en del opgaver bedre kunne varetages af andre faggrupper.

Med andre ord skal patienter med størst behov prioriteres først

Udfordringer som disse løses jo ikke med et snuptag. Fokus skal fortsat være på gode patientforløb, men vi må og skal have en mere bæredygtig tilgang til ressourcerne – de menneskelige og de økonomiske. Det nytter ikke at bede læger og sygeplejersker om at blive længere på arbejde: Arbejdet skal nytænkes, og tidsrøverne skal væk.

Listen af opgaver, der stjæler tid fra det direkte patientarbejde, er lang. Men højt på denne liste står der dokumentationskrav, dårlig it-understøttelse og ‘sekretæropgaver’. I mine øjne alle områder som systemet kan prioritere anderledes.

Manglen på speciallæger og sygeplejersker på sygehusene kan og skal afhjælpes med flere sekretærressourcer til de administrative opgaver. Andre personalegrupper kan også inddrages.

It-systemerne skal primært understøtte det kliniske arbejde og en målrettet indsats på automatisk indberetning til databaser, myndigheder og lignende vil gøre en mærkbar forskel. På samme måde bør der investeres i FMK (Fælles Medicinkort, red.) og andre systemer, så de bliver intuitive og nemme at bruge rigtigt.

Jeg mener også, at arbejdet med den kommende sundhedsreform skal give en del af svaret. De ambulante aktiviteter på sygehuset skal reduceres, og primærsektoren skal understøttes markant. Derudover skal man politisk forholde sig til at reducere opgaver, der reelt ikke er ressourcer til. En 30 dages behandlingsgaranti på alle behandlinger bliver ikke relevant, når der reelt ikke er personale til det. Det er netop beskrevet, hvordan det urologiske speciale helt systematisk må tilsidesætte store patientgruppe med benigne sygdomme, fordi antallet af patienter med kræft stiger og stiger.

Sidst men ikke mindst bør man give en reel mulighed for at prioritere i opgaverne på afdelingsniveau. Afdelingsledelserne sidder i det daglige krydspres fra patienter, personale, forvaltninger og politikere. Men når opgaverne er flere end ressourcerne, bør de også have retten og pligten til at gøre det, der gavner patienterne mest. Med andre ord skal patienter med størst behov prioriteres først, og der skal være politisk opbakning.

Skriv kommentar