Hvad mener Hartling egentlig?
Foto: Lars Andersen

Hvad mener Hartling egentlig? Psykiaterne i Region Hovedstaden har siden maj kæmpet for at få Sundhedsplatformen til at makke ret, men vi oplever fortsat, at systemet spænder ben for vores anstrengelser, og derfor har vi tidligere forsøgt at råbe ledelsen op. Men ikke med stor succes.

I forbindelse med den fortsatte og tiltagende kritik, Sundhedsplatformen mødes med af sundhedsøkonomer og klinikere på alle niveauer, udtalte Svend Hartling 29. august til Dagens Medicin, at »Vi har fra ledelsens side stor respekt for deres kritik og bekymring …«, og »Kritik og bekymringer tages meget alvorligt i hele organisationen …«

Umiddelbart er det betryggende at høre, at lægernes kritik og bekymring for arbejdsvilkårene efter indførelsen af Sundhedsplatformen endelig mødes med bekymring fra ledelsens side.

Desværre synes jeg, at Svend Hartlings udtalelser rejser flere spørgsmål, end de giver svar. Med fare for at nå grænserne for den nye ‘åbne’ åbenhedspolitik i Region Hovedstaden tillader jeg mig alligevel at bidrage med mine tanker og oplevelser.

Jeg er (indtil videre) overlæge i Region Hovedstadens Psykiatri, og jeg har selv været en del af den såkaldte ‘dialog’, Svend Hartling også tidligere har henholdt sig til.

I forbindelse med overlægegruppens store bekymring, dels for at udsætte vores patienter for fare på grund af Sundhedsplatformens medicineringsmodul, dels for en forarmelse af vore notater, nu hvor vi selv skal skrive vore »korte og fokuserede« notater, havde vores overlægeråd 26. juni et meget velbesøgt møde. Her var vi ud over den lægelige vicedirektør Peter Treufeldt også beæret af både direktør Hjalte Aabergs og Svend Hartlings deltagelse. Ved mødet gav en overvældende majoritet af overlægerne udtryk for, at problemerne var generelle og alvorlige. Overlægerne gav eksempler på medicineringsproblemerne, og der blev givet kvalificerede estimater af, hvad f.eks. manglende mulighed for at diktere koster i lægernes effektive arbejdstid. Alligevel begrænsedes reaktionen fra ledelsen til, at problemerne med medicinering dels ikke var Sundhedsplatformens skyld, dels altid havde været der, og at der jo ikke var sket alvorlig skade på nogen patienter.

Med hensyn til muligheden for at diktere fastholdt og gentog ledelsen på nærmest papegøjeagtig vis, at man ikke ville gøre forskel på specialerne, og at man så det som en klar forbedring, at lægerne nu selv skal skrive tidstro notater. Da vi forhørte os om, hvad ‘tidstro’ betyder, var svarene dog påfaldende svævende og blev til sidst angivet som, at notater blot skal være skrevet, når patienterne udskrives!

Jeg hørte på intet tidspunkt, at ledelsen delte vores bekymring for de grundlæggende arbejdsvilkår med Sundhedsplatformen. Vi måtte nøjes med standardfraser som f.eks. »Vi ved godt, at I står midt i en stor omvæltning …«, og »Det er en belastning for alle, men det skal nok blive rigtig godt, når I har vænnet jer til det«.

Derfor gør det mig meget nysgerrig på, hvad Svend Hartling egentlig mener med, at ledelsen tager bekymringerne alvorligt, når den åbenbart ikke ser nogen grund til at afhjælpe de problemer, lægerne har udpeget, og som må løses, hvis produktionen skal kunne opretholdes på et forsvarligt niveau. Og jeg synes, at det er en fornærmelse over for vores bekymringer, at ledelsen til stadighed sprogligt subjektiviserer, bagatelliserer og til en vis grad individualiserer problemerne med vendinger, som at overlægerne »synes«, »føler« eller »oplever« besværligheder – som om der kun var tale om subjektive forhold uden forankring i virkeligheden.

Heller ikke i Svend Hartlings seneste svar på kritikken kan jeg se andet, end at man »anerkender« bekymringerne, ikke, hvad man fra ledelsens side vil (eller ønsker at) gøre ved f.eks. de yderst alvorlige problemer, som bl.a. er blevet demonstreret af overlægerne Peter Handest og Nina Hengstenberg.

Endelig hæfter jeg mig ved, at Svend Hartling angiver EPIC som årsagen til den forcerede udrulning af Sundhedsplatformen. Det synspunkt kan jeg ikke finde støtte til i ITU-professor Søren Lauesens rapport om offentlig it. Den analyserede bl.a. de første dele af implementeringen af Sundhedsplatformen på Herlev og Gentofte Hospitaler. Tværtimod angiver rapporten, at EPIC ønskede at holde igen med udrulningen og begrænse den til ét hospital, ligesom rapporten kritiserer, at uventede problemer under den indledende implementering ikke førte til en tilpasning af udrulningshastigheden.

Så alt i alt ser jeg frem til, at Svend Hartling og den øvrige koncernledelse ikke kun i ord, men også i handling begynder at udvise den påståede lydhørhed over for lægernes forringede arbejdsvilkår. Indtil det sker, kan jeg kun se, at den nuværende beklagelige suboptimale og måske decideret risikable tilstand for Region Hovedstadens patienter varer ved.

Skriv kommentar