»Pandemien har været et kæmpe wake-up call for os allesammen. Vi har levet os ind i en virkelighed, hvor der har været en tiltro til, at fejler vi noget, kan vi henvende os til sundhedsvæsenet og få det ordnet. Lige pludselig stod vi og kiggede ind i en potentiel virkelighed, hvor der ikke ville være kapacitet nok på sygehusene og patienterne risikerede at dø, ligesom i Italien.

Skal vi lære af det, er vi nødt til at have et mere velpolstret sundhedsvæsen i fremtiden. Der skal være en reservekapacitet i et rigt land som vores, hvor selv noget så lavpraktisk som værnemidler har vist sig at være en mangelvare. Vi har skåret for meget ind til benet og for mange hospitalssenge væk de seneste år.

Konsekvensen er, at man skal kunne arbejde i en situation, hvor alle ressourcer ikke er tilgængelige

De medicinstuderende i Aalborg er trænede i problemløsnings-adfærd. De har vist sig omstillingsparate og indgår i øjeblikket i Region Nordjyllands nødberedskab. Men krisen får konsekvenser for, hvordan vi underviser vores medicinstuderende i fremtiden.

Vi skal have meget fokus på, at de her wildcards kan opstå i sundhedsvæsenet. Altså store uventede internationale hændelser som denne pandemi. Konsekvensen er, at man også skal kunne arbejde i en situation, hvor alle ressourcer ikke er tilgængelige eller hvor der skal tænkes i lavpraktiske løsninger. Den enkelte skal tvinges til at foretage prioriteringer, som man normalt ikke er tvunget til. Det skal vi have implementeret i undervisningen.

Vi taler i forvejen om etik på lægestudiet, men denne pandemi har åbenbaret en meget barsk form, der handler om liv og død. Hvem skal have hjælp først? I New England Journal of Medicine læser vi om, hvordan de italienske læger græder, fordi de har måttet beslutte, hvem der skal have respiratorerne.

På de danske universiteter får de medicinstuderende lige nu teleundervisning. Den udvikling har vi været tvunget til at køre ind nu her, men det er noget vi har talt om længe. Derfor tror jeg, det er noget, der vil komme til at præge universiteterne i fremtiden. Det er den samme udvikling vi ser i almen praksis i øjeblikket, hvor videoløsningerne også udbredes i stor stil. For os bringer det nye overvejelser med sig; skal vi eksempelvis bygge auditorier, hvor der kan sidde 300 mand? Selvfølgelig er der en masse begrænsninger, men der vil komme ændringer. Havde vi i ledelsen bare besluttet at køre undervisningen over video, var der kommet et ramaskrig.

Pandemien bringer også nye overvejelser om det at være læge. Jeg tror, at det vil øge interessen for lægestudiet blandt unge mennesker, som gerne vil gøre godt her i verden. I Danmark vidste vi, at det var livsfarligt at sende soldater til Afghanistan. Vi havde ikke regnet med, at det skulle være livsfarligt at være læge. Men kigger vi på Bergamo i dag, kæmper de i døgndrift uden de nødvendige værnemidler og en del læger er allerede døde.«