Da hun var ung i 1980’erne, var hun aktiv i World Wildlife Foundation og Greenpeace.

Hun husker fra sin barndom, hvordan hendes morfar altid mindede hende om at slukke for vandhanen, når hun børstede tænder. ’Vi skal passe på vores vand – det er ikke en selvfølge, at vi har rent vand’, sagde han.

»Miljøtænkning og genbrug ligger i mit DNA,« fortæller Lisbeth Probst, der i 15 år har været ansat som audiologiassistent på Odense Universitetshospitals Høreklinik.

Som årene gik, blev hun mere og mere forstemt over at se, hvor meget emballage og plast der blev smidt ud på arbejdspladsen.

Tradition for genbrug

»På Høreklinikken har vi altid genbrugt høreapparater. Enten ved udlån til mennesker, hvis apparat gik i stykker, som donation til projekter i udviklingslande eller sorteret som elektronikskrot og genanvendt. Så det var naturligt også at sortere andre ting,« fortæller hun.

For ca. fem år siden blev Høreklinikken udpeget som ’testafdeling’ for affaldssortering på hospitalets øre-næse-halsafdeling, og man begyndte at sortere plast, pap, glas og metal.

Ledelsen bakkede fra starten op om ideen, og efter et par møder med transportafdelingen kom aftaler om sortering og afhentning på plads. Indsamlingen sker i papirsække og andre forhåndenværende beholdere.

I personalestuen står en plastspand til stanniol og andet metal og en papkasse med tomme syltetøjsglas. Enkelte plastbeholdere er indkøbt og opsat på strategiske steder i andre rum på afdelingen.

Madpakke i stanniol belaster klimaet

»Det har givet mig uvurderlig viden om klima at deltage på Klimafolkemødet i Middelfart,«, fortæller Lisbeth Probst, som har været med til klimafolkemødet de seneste fire år.

»Dér blev jeg blandt andet bekræftet i, hvor meget stanniol eller ’sølvpapir’ belaster klimaet, og at metallet kan gå hen og blive en fatal mangelvare. Det fik mig til at give et kærligt puf til kollegerne, hvis madpakker ofte var pakket ind i stanniol,« siger hun.

Stanniol består af aluminium, som udvindes af bauxit. Produktion af 1 kg aluminium genererer 85 kg affald. Og en madpakke pakket i stanniol udleder 30 gange så meget CO² som en madpakke i madpapir.

Viden som denne førte til, at Lisbeth Probst på et tidspunkt lavede en enkel informationskampagne i personalestuen af typen ’Vidste du, at?’

Her delte hun hver dag lidt information om sølvpapir og indpakning af madpakker med kollegerne.

Herefter indsamlede de i fællesskab på 3 måneder 4,5 kilo metal, overvejende fra madpakker. Det svarer til 27 kilo bauxit, og genanvendelsen sparer miljøet for udledning af godt 40 kilo CO².

»Her var der bare tale om metalaffald fra vores frokoststue. Men tænk, hvis vi sorterede og genanvendte alt det metal i sundhedsvæsenet, der bruges som engangsudstyr, og som i dag ryger ud som restaffald,« siger hun.

Tal om klima og bæredygtighed

Hos enkelte kolleger preller det af, men hovedparten er engagerede i den grønne omstilling.

»Jeg vil ikke være politimand, men taler med de ligesindede, der også er frustrerede over alt affaldet. Det er vigtigt, at folk forstår, hvordan det fungerer, og ved, hvad de skal gøre. F.eks. må der ikke komme restaffald i papiraffaldet, for så bliver det hele til restaffald,« siger hun.

Sideløbende med den lokale indsats taler Lisbeth Probst og hendes kolleger også om bæredygtighed med de repræsentanter for høreapparatfirmaer, som besøger Høreklinikken.

Firmaerne bruger mange ressourcer på at præsentere deres høreapparater i lækker emballage af pap og plast.

Tidligere blev forsendelserne sendt i adskillige papkasser, og resultatet var store mængder affald, som for et udleveringssted som Høreklinikken var til stor gene. Samtidig vælger klinikkens kunder ikke apparattype på grund af smart emballage, men efter rådgivning fra en uafhængig høreekspert.

Dialog med producenter bærer frugt

»Medicinsk udstyr skal pakkes ind på bestemte måder. Men vi siger til repræsentanterne: ’Kan I ikke se, om I kan minimere emballagen? Det er ikke bæredygtigt, det I gør’. Less is more,« siger Lisbeth Probst.

»Vi tager også billeder af affaldet, og efter at ét af firmaerne har reduceret emballagen, har vi fortalt det til konkurrenterne.«

Høreklinikken har nu et såkaldt konsignationslager, dvs. et lokalt lager af de mest anvendte høreapparater fra de forskellige producenter. Apparaterne monteres, tilpasses og udleveres til den enkelte patient på klinikken. En af sekretærerne tjekker jævnligt beholdningen og bestiller apparater hjem, så lageret fyldes op.

»Ordningen betyder, at man nu kan få lavet høreprøve og få udleveret høreapparat samme dag. Dermed sparer vi både emballage, folks tid, transport og vores tid,« siger hun.

Lisbeth Probst bliver jævnligt kontaktet af andre afdelinger, som også gerne vil i gang med en grøn omstilling. Senest har en af høreapparatproducenterne inviteret hende til at fortælle om sine erfaringer.

»Det er en stor skude, der skal vendes i medicoindustrien, hvor alt foregår i processer og er sat i system. Vi er ikke i mål endnu med bæredygtigheden, men både vi og firmaerne arbejder på det,« siger Lisbeth Probst.