Kirurgi før hygiejnens indtog

I 1700-tallet blev operationer udført af barberer eller ’kirurger’ i almindeligt tøj, eventuelt iført en yndlingsjakke og nogle gange med opsmøgede ærmer.

1800-tallets kirurger opererede som regel i en sort kittel eller frakke, der havde karakter af hæderstegn. Det var en særlig ære, hvis man kunne overtage en blodig og pus-plettet kittel efter en dygtig kirurg. De blodige knive blev tørret af i ærmet, og det var ikke på tale at vaske hænder.

Men der var undtagelser. Allerede i 1758 beskrev den tyske læge og naturforsker Johann Walbaum den handske, han benyttede til fødselshjælp. Den var lavet af fåretarm og dækkede hånden og tre fingre, men ikke tommel og pegefinger. Den blev blødgjort i lunkent vand, og de frie fingre blev smurt med fedt.

 

Ignaz Semmelweis – mødrenes frelser

Den ungarske obstetriker Ignaz Philipp Semmelweis blev i 1847 opmærksom på, at dødeligheden af barselsfeber var meget højere hos kvinder, der blev forløst af læger, end hos kvinder, der fødte med en jordemoder. Han beskrev, hvordan læger, der gik fra autopsier til fødestuen, overførte ’noget’ til de fødende kvinder, som gav dem barselsfeber.

Efter at han havde indført håndvask og hånddesinfektion med kloreret kalkopløsning på fødestuerne, faldt dødeligheden hos barselskvinderne fra 18 til 3 pct.

Semmelweis beskrev sine erfaringer og teori om smitte som årsag til barselsfeber i 1861. Han mødte stor modstand fra sine europæiske kolleger, og hans teorier blev først anerkendt efter hans død.

 

Louis Pasteur og aseptikken

Den franske kemiker, fysiker og mikrobiolog Louis Pasteur fik gennem sin forskning og systematiske undersøgelser af bl.a. forgæring og infektioner enorm betydning for vores forståelse af bakterier og infektionssygdomme. 

Allerede i 1860 dokumenterede han eksistensen af aerobe og anaerobe bakterier. Senere udviklede han ’pasteurisering’, hvor han ved opvarmning dræbte sygdomsbakterier og forlængede holdbarheden af fødevarer. Han påviste sammenhængen mellem bakterier og sygdomme, grundlagde immunologien og udviklede de første vacciner mod bl.a. miltbrand, rabies og kolera.   

Da han i 1878 præsenterede sin ’mikrobe teori’ for Det Medicinske Akademi i Paris, anbefalede han, at kirurger anvendte ’asepsis’, som indebar sterilisation af instrumenter og tøj med varm damp for at dræbe mikrober og bakterier. 

Han anbefalede også, at kirurger vaskede hænder, inden de opererede.

 

Joseph Lister og antiseptikken

Den engelske kirurg Joseph Lister arbejdede 1854-1877 i Edinburgh og Glasgow, inden han blev ledende kirurg ved Kings College i London. Inspireret af Louis Pasteurs studier af forgæring og forrådnelse antog han, at mikroorganismer både var årsag til den forfærdelige lugt på de kirurgiske afdelinger og de sårinfektioner, der ofte førte til, at operationspatienter fik blodforgiftning og døde.

Efter mange års eksperimenter beskrev Joseph Lister i 1867 sin antiseptiske behandling af sår med karbolsyre, som i veterinærmedicinen var kendt for både at kunne fjerne lugt og bekæmpe infektion. Metoden blev kendt som ’den Listerske antiseptik’ i kirurgi og sårbehandling.

I en artikel i The Lancet samme år skrev han: 

»Vi skal forhindre, at bakterier trænger ind i såret. Hvis der er bakterier til stede i såret, bør de ikke spredes efter operationen (…) Bakterier uden for eller omkring såret skal ødelægges (…) Alle instrumenter, klæder og alt, der kommer i kontakt med operationen, herunder kirurgers og deres assistenters hænder, skal desinficeres.«

Ligesom Semmelweis blev Lister latterliggjort og udstødt af det medicinske samfund, og der gik mange år, før hans teorier og praksis blev bredt anerkendt.

 

Mathias Saxtorph på studiebesøg

Den danske professor i kirurgi Mathias Hieronymus Saxtorph besøgte i 1867 Joseph Lister i Glasgow. I modsætning til hjemme på Frederiks Hospital i København fandt han her hverken purulent infektion eller koldbrand hos patienterne. 

Efter hjemkomsten indførte han med held Listers principper på hospitalerne i København, og Saxtorph var ifølge Lister den første kontinentale kirurg, der anvendte hans antiseptiske metode. 

Saxtorph tog i øvrigt sin afsked som overkirurg i 1885 i protest mod, at kvindelige læger skulle have adgang til kandidatpladserne på Frederiks Hospital.

Da det efterhånden blev klart, at karbolsyre kunne medføre forgiftninger, søgte man efter andre virksomme antiseptika, såsom sølvnitrat, salicylsyre, borsyre, tymol, jodofor, zink- og kviksølvforbindelser. 

I dag anvendes især desinficerende klorforbindelser som klorhexidin.

 

Udvikling af de første gummihandsker

I 1843 fik den britiske forsker Thomas Hancock patent på vulkanisering: en proces, hvor naturgummi bliver behandlet med svovlforbindelser og varme, hvorved man øger gummiets styrke og elasticitet.

Det franske firma Varnout et Galante udgav i 1852 det første katalog med medicinske og kirurgiske apparater og instrumenter af vulkaniseret gummi. Emne nr. 58 var et par anatomiske handsker, udviklet i samarbejde med firmaets lægelige konsulent, og beregnet på læger og kirurger, der arbejdede med anatomiske studier. 

Det gratis katalog blev også udgivet på engelsk, tysk, spansk og italiensk. 

Thomas Forster fra India-Rubber Works i Surrey, England fik i 1878 patent på at fremstille ’handsker til kirurgiske operationer’ i England og USA.

I Italien tilbød firmaet Pirelli gummihandsker i fem størrelser i deres kataloger fra 1879.

I 1880 skrev den franske kirurg og obstetriker S. Pozzi i sin lærebog, at kirurger skulle beskytte deres hænder med handsker, men operere uden handsker. 

Den estiske kirurg Werner Zoege von Manteuffel anbefalede i 1897 i et tysk kirurgisk tidsskrift, at kirurgen skulle benytte kogte, steriliserede gummihandsker for at beskytte patienterne mod infektion under operationer.

Men der gik adskillige år, inden gummihandsker blev accepteret som en almindelig del af kirurgisk behandling. 

 

Kongres i Deutsche Gesellschaft für Chirurgie

I 1898 afholdt det tyske kirurgiske selskab sin 27. kongres i Berlin. Selskabet havde afsat en hel eftermiddag til at drøfte kirurgiske handsker, og debatten blev detaljeret refereret i ’Wiener Klinische Wochenschrift’, hvor kirurgen Alexander Frankel betegnede handsker som en ’bizar vildfarelse’.

På kongressen stod kampen mellem de hygiejniske metoder, som kunne forhindre eller mindske infektioner i operationssår, og de nye teknologier og strategier, som kunne forbedre kirurgers arbejde.

Indvendingerne mod brug af handsker var mange – først og fremmest handlede det om, at kirurgen med sine fingerspidser skulle have føling med og et passende greb om instrumenter og strukturer i operationsfeltet. Men der var også kirurger, der beskrev god føling og et bedre greb, når de opererede med handsker.

Der blev fremlagt erfaringer med at operere med vanter eller handsker af silke, bomuld, taft eller stof med gummibeklædning. Nogle kirurger anvendte handsker desinficeret med kemikalier, nogle brugte handsker med frie fingerspidser og andre anvendte fingertutter af kondomgummi.

En del forskning var inspireret af den tyske læge og mikrobiolog Robert Koch (1843-1910), som påviste, at bestemte sygdomme var forårsaget af bestemte bakterier, bl.a. miltbrand, kolera og tuberkulose. På sit laboratorium i Berlin dyrkede han bakterier på faste vækstmedier, primært kartoffelskiver. Dyrkningsforsøg på de tyske universitetsklinikker viste bl.a., at bakterietallet på operationshandsker steg i løbet af operationen.

Enkelte kirurger mente, at det ikke betød noget, at der var bakterier i såret, såfremt den kirurgiske teknik var god.

I jagten på den aseptiske og bakteriefri operation var der andre, der introducerede mundbindet, som skulle forhindre dråbeinfektion fra kirurgens mund.

På dette tidspunkt var det ikke åbenlyst, at man skulle bruge handsker for at beskytte patienten. Handsker blev normalt anvendt for at beskytte den person, der brugte dem, bl.a. mod smitte fra patienter, hvilket var en reel fare og årsag til adskillige lægers død.

 

En amerikansk kærlighedshistorie

Johns Hopkins Hospital i Baltimore har navn efter en rig købmand, som i 1889 ønskede at skabe et hospital, der tilbød behandling til alle, uanset køn, alder og race. Hospitalet og dets lægeskole blev med tiden en af de mest anerkendte i verden, og William Stewart Halsted (1852-1922) var pioner inden for kirurgien.

Han fik sin kirurgiske uddannelse i New York, hvor han og kollegerne bl.a. undersøgte den nye lokalbedøvelse med kokain, som var blevet introduceret af en østrigsk øjenlæge i 1894. Eksperimenterne blev fatale for flere kolleger, og gjorde Halsted afhængig af kokain resten af livet.

På trods af sit misbrug var han en højt respekteret kirurg: omhyggelig, optaget af at minimere blødninger og vævsskader. Inspireret af Lister, Koch og Pasteurs arbejde indførte han antiseptiske principper på sin afdeling.

Hans assistenter skulle først vaske hænder og arme i sæbe, dernæst dyppe dem i kaliumpermanganat, varm oxalsyre og endelig vaske dem i kviksølvklorid. 

Hans dygtige sygeplejerske på operationsafdelingen, Caroline Hampton, udviklede efter kort tid svær eksem på hænder og arme. William Halsted fortæller i sine erindringer, der kan læses online hos The National Academy of Sciences: 

’I vinteren 1889/90 klagede sygeplejersken på min operationsstue over, at opløsningen af kviksølvklorid gav hende dermatit på arme og hænder. Da hun var en usædvanlig effektiv kvinde, overvejede jeg sagen, og en dag i New York bad jeg Goodyear Rubber Company om, som et eksperiment, at lave to par tynde gummihandsker med krave.’ 

Handskerne blev lavet efter gipsafstøbninger af Caroline Hamptons hænder. Da de fungerede godt, bestilte man flere handsker til Halsteds assistenter. De syntes, at de arbejdede bedre med handsker på end med de bare hænder.

Med tiden blev der evidens for, at gummihandsker ikke blot skånede sygeplejerskernes hænder, men også beskyttede patienter mod infektion. Halsteds elev og senere kollega, dr. Joseph Bloodgood, fandt i en opgørelse af hernieoperationer 1889-1899, at infektionsraten faldt fra 17 pct. til 2 pct., efter at hele operationsteamet begyndte at anvende handsker.

Der gik dog syv år, inden handsker blev rutine blandt kirurgerne. William Halsted undrede sig senere over, at han så længe var blind for nødvendigheden af at anvende dem hele tiden ved operationsbordet.

I 1890 blev Caroline Hampton og William Halsted gift. Da man dengang ikke tillod, at gifte sygeplejersker arbejdede på hospitalet, mistede Halsted samtidig sin dygtige assistent.  

Dokumentaren fra Johns Hopkins University (2009) fortæller historien om William Stewart Halsted.

 

Kirurgiske handsker i England

I modsætning til i Frankrig og Tyskland, hvor bølgerne gik højt, var det, som om handskerne stille og roligt sneg sig ind hos britiske kirurger. 

En af de første til at operere med gummihandsker i England var abdominalkirurgen Sir Berkeley Moyniham, der i 1926-1932 var formand for The Royal College of Surgeons in England. Efter at have skrevet et brev til sit store forbillede, William Halsted, fik han tilsendt seks par gummihandsker fra Baltimore, som han anvendte uafbrudt de næste par måneder ’with or without punctures’.  

Nogle år senere forbedrede og steriliserede Joseph Lister de kirurgiske gummihandsker med antiseptiske midler.

På Cardiff Infirmary eksperimenterede J. Lynn Thomas med handsker af stof og gummi og syntes, at de gav et bedre greb om instrumenterne. Men handskerne havde også andre fordele:

’Man bærer ikke lugten af operation med til dagligstuer og middagsselskaber, og man kan lade fingerneglene gro til respektabel længde. Nogle kirurgers antiseptisk steriliserede fingre ligner en vaskekones, som konstant bider negle’.  

 

Kirurgiske handsker på danske hænder

Det fortaber sig i det uvisse, hvilken kirurg der var handske-pioner i Danmark. Men i 1922 blev der opereret med handsker på Københavns Amts Sygehus, Frederiksberg. Og af kataloget over Chirurgische Gummiwaren fra 1920 fremgår det, at C. Müller Gummiwarenfabrik var leveringsdygtig i handsker til både dissektion, operation og husholdning.

I 1950’erne var det et tidskrævende arbejde for sygeplejerskerne at vaske, finde og lappe huller, pudre og sterilisere handsker. Pudderet kunne være talkum (magnesium silicat) eller majsstivelse.

I Tidsskrift for Sygeplejersker beskriver operationssygeplejerske Maria Ahrenkiel i 1955, hvordan hun under studieophold i Chicago har set en smart kuvøse-lignende pudderkasse. I den kunne man pudre handsker uden at indånde pudderet eller forurene lokalet med talkum. 

’En praktisk forbedring til handskepudring’, noterede hun, som blev introduceret på hendes afdeling på Bispebjerg Hospital.

 

Engangshandskens fødsel

Det britiske firma Dunlop er kendt for sine bildæk, men sidst i 1800-tallet producerede de også kondomer.

I 1905 solgte Dunlop en kondommaskine til det Australske Ansell Rubber Company, som ud fra dén teknologi udviklede den første automatiske handske-dyppe-maskine i 1946. 

Da firmaet senere udviklede sterilisering med gammastråler, kom de første sterile kirurgiske engangshandsker på markedet i 1965. Ansell er fortsat en af verdens store producenter af engangshandsker, og firmaets fabrikker er placeret i Thailand.

 

HIV-epidemien øger handskeforbruget

Da de første patienter med AIDS dukkede op i Danmark i 1980’erne, stod man uforstående overfor den nye HIV-virus og dens smitteveje. Den ramte især yngre mænd, og erfaringerne fra USA var, at den var dødelig.

Det skabte angst, ikke mindst blandt de – ofte jævnaldrende – ansatte i sundhedsvæsenet, som mødte HIV-smittede og blev vidner til, hvordan patienterne fik svækket immunforsvar, kræft, komplicerende infektioner og døde.

Sundhedsstyrelsen udsendte i 1983 ’Retningslinier ved optræden af erhvervet immundefekt syndrom (AIDS)’, som bl.a. anbefalede, at handsker blev anvendt ’efter skøn ved pleje og undersøgelsesprocedurer, hvor sekreter og blod kan forurene hænderne, og skal anvendes ved åbne sår eller rifter på hænderne.’ 

Anbefalingen gjaldt også ved pleje i hjemmet, nedre toilette, sårskiftning m.m.

»Vi vidste jo ikke, hvilke patienter der var smittede – og mange af de HIV-smittede vidste det heller ikke selv,« fortæller professor i infektionssygdomme Jens Lundgren, Rigshospitalet, der som ung læge oplevede HIV-epidemien midt i 1980’erne.

»Samtidig var det vigtigt, at vi ikke stigmatiserede HIV-patienterne ved f.eks. kun at tage handsker på, når vi havde kontakt med dem.«

Anbefalingerne om brug af engangshandsker blev derfor en generel anbefaling, som primært havde fokus på at undgå smittespredning og beskytte personalet. Samtidig blev grundig håndvask anbefalet, når man havde haft kontakt med en HIV-smittet.

»I den situation, med en ukendt farlig virus i fremmarch, er det naturligvis vigtigt, at man med alle midler beskytter personalet i sundhedsvæsenet, så de ikke bliver smittet,« konstaterer Jens Lundgren. 

»Samtidig var der forståeligt mange ansatte, der blev bange for at blive smittet med en kronisk og på daværende tidspunkt dødelig sygdom.«

Da man senere blev klar over, at HIV med tiden ødelagde patienternes immunsystem, blev det også vigtigt at bruge handsker og andre værnemidler, så patienterne ikke blev smittet med almindelige infektioner.

Brugen af engangshandsker og andre værnemidler voksede under HIV-epidemien. Jens Lundgren erindrer ikke, at der på noget tidspunkt var utilstrækkelige forsyninger.

 

Handskeallergi – en ny arbejdsrelateret sygdom

I kølvandet på den øgede brug af engangshandsker optrådte en ny invaliderende lidelse blandt medicinsk personale: handskeallergi, som kunne vise sig som håndeksem, astma og anafylaktisk chok.

Allergi for latex (naturgummi) fik kirurger og operationspersonale til at skifte speciale. En artikel i fagbladet Sygeplejersken fra 1997 anslog, at 8-12 pct. af sundhedspersonale havde latexallergi. Dansk Sygeplejeråd var dette år involveret i 25 sager, hvor sygeplejersker fik latexallergi anerkendt som arbejdsskade. 

Det fik industrien til at udvikle handsker af plast som f.eks. nitril og vinyl.

Handske pudder udgjorde også en sundhedsrisiko. Oprindelig blev handsker pudret med talkum, som bestod af hydreret magnesiumsilikat, iblandet natrium, jern, aluminium, calcium og asbestlignende urenheder. Det blev også anvendt til ansigts-, genital- og babypudder. 

Talkum i væv udløser kronisk inflammation, fremmedlegemereaktion og fibrose. Og en del operationspersonale fik hudproblemer på grund af handskepudder.

I en periode blev handskerne pudret med majsstivelse, som dog også viste sig at udløse kraftig inflammation i væv. 

Efter skift til pudderfri handsker på operationsstuerne svandt problemerne.

 

Pandemiens engangshandsker på museum

På Medicinsk Museion i Bredgade i København præsenterer man nedslag i den danske medicinske historie, og COVID-19-pandemien skulle derfor også dokumenteres i museets samlinger. Det skete bl.a. ved, at man 21. oktober 2020 indsamlede affald på testcentret i Fælledparken, der ligesom en køkkenmødding kan fortælle historie.

»Vi indsamlede bl.a. alle de handsker, der blev brugt til dagens 3.848 PCR-tests, og da der blev brugt mindst 2 handsker, men ofte flere til hver testning, nærmer antallet sig nok de 10.000,« fortæller museumsinspektør Anne Bernth Jensen, Medicinsk Museion. 

Dén dag var der 70 positive tests i Fælledparken og 847 positive prøver i hele Danmark. 

De mange handsker i hvidt og mange nuancer af blåt er nu udstillet på Medicinsk Museion i fire væghængte montrer.

»Når du ikke har noget at behandle en infektionssygdom med og ikke har en vaccine, er den første strategi at teste, opspore og isolere. Det var det, man gik i gang med, da COVID-19-pandemien kom. Vi stod i lange køer, og mange blev omskolet til at blive podere,« mindes Anne Bernth Jensen. 

»Samtidig blev der under pandemien sat en parentes om klimakrisen, og vores ideer om, at vi ikke skulle bruge vatpinde, plast, og truslen mod verdens have. Det var fuldstændig lige meget – der var en større trussel, og det handlede bare om at få fat i flest mulige engangshandsker, mundbind og plastforklæder. For vi havde en større fjende at bekæmpe, som var mere livstruende. Og den måde, vi har brugt handsken under coronakrisen, taler ind i den måde, vi har brugt handsken på i mange år«, forklarer Anne Bernth Jensen.

»Brug af handsker handler om at begrænse smitte og at holde nogen sterile. Det handler om at beskytte dem, der har handsken på, men også om at beskytte hinanden og omverdenen mod, at vi bærer smitten videre,« siger hun. 

»Du kan gøre handskerne beskidte, og så kan du smide dem væk.«

Hos husmoderen er de gule eller grønne rengøringshandsker også blevet et symbol. I mange daginstitutioner skifter personalet nu ble med handsker på, og når det gælder kriminalitet, kan handsken beskytte én imod at aflevere sit fingeraftryk, så handsken holder noget inde i stedet for at holde noget ude.

»Engangshandsken er ligesom et lille prisme, hvor man både kan tale om antiseptik, smitte, hvad er farligst, og hvem beskytter vi hvornår. Det er, som om at handskens historie danser rundt om, hvem der beskyttes mod hvem og for hvad?« siger Anne Bernth Jensen.