»Stigmatisering betyder brændemærkning […] og har betydning for psykisk syges muligheder for at få den samme adgang til støtte og behandling, som patienter med somatiske sygdomme nyder. Stigmatiseringen medfører også, at psykiatrien ikke er genstand for den samme opmærksomhed og får de samme ressourcer i forhold til sygdomsbyrden som de øvrige behandlingsområder.«

Stigmatisering er ikke ‘brændemærkning’ af individet, der kan fikses af bedre sygdomserkendelse og flere penge til psykiatrien

Denne risiko-orienterede og systembevarende retorik stammer fra lederen i Ugeskriftet (nr. 7A) 4. april i år. Selvom forfatteren, professor, overlæge og dr.med. Videbech, selvfølgelig må have de bedste intentioner for psykiatriske patienters mentale sundhed, spejler retorikken en grundlæggende fejlslutning om stigmatisering, som genfindes i samtlige større nationale anbefalinger for udviklingen af psykiatrien fra ca. 2009 og frem til og med udgivelsen af det faglige oplæg til en tiårsplan for psykiatrien tidligere i år.

Det er rigtignok umuligt at være uenig i, at det er vigtigt at forebygge psykisk sygdom og modvirke stigmatisering. Men netop derfor er retorikken også problematisk, når den fejlagtige anvendelse af stigmabegrebet uforvarende bidrager til at øge stigmatiseringen af mennesker med psykisk lidelse. Stigmatisering er nemlig ikke ‘brændemærkning’ af individet, der kan fikses af bedre sygdomserkendelse og flere penge til psykiatrien, som det igen og igen foreslås.

Hvad betyder stigmatisering?

I sin oprindelige forstand er det centrale aspekt i forståelsen af stigmatisering ikke brændemærkningen i sig selv, men derimod den sociale forandringsproces, hvor den stigmatiserede persons identitet forandres negativt, fra at identificeres og identificere sig selv som en hel og almindelig person med problemer, til at ses som et unormalt, ikke-anerkendelsesværdigt og sygt eller afvigende individ. Stigmatisering foregår dog ikke i et vakuum. 

Effekten er, at stereotype forestillinger prædisponerer negative forandringer af den stigmatiserede persons sociale identitet, som over tid disponerer til et liv på kanten af samfundet

Derimod fremmes stigmatiseringsprocessen af stereotype forventninger til stigmatiseredes negative egenskaber. Det finder sted overalt, og på flere niveauer på samme tid. Det sker ofte i statens institutioner, når professionelle møder med patienter (og pårørende) med pessimistiske forventninger om patientens kronicitet, risici for at bebyrde systemets ressourcer, vedkommende dårlige funktionsevne, såkaldte “sårbarheder”, mangel på ansvarlighed og intentioner. Samtidig spejles disse stereotypier i både Sundhedsplatformens struktur,  diverse referenceprogrammer og nationale politikker. Derfor har både individuelle, faglige og politiske stereotypier i realiteten afgørende indflydelse på professionelles enkelte møde med patienten, mens de politiske forventninger til psykiatriske patienter i dag også bruges til at begrænse stigmatiseredes rettigheder (strukturel stigma).

Effekten er, at stereotype forestillinger prædisponerer negative forandringer af den stigmatiserede persons sociale identitet, som over tid disponerer til et liv på kanten af samfundet, der mindsker muligheden for at opnå beskæftigelse, øger risiko for skilsmisse, somatisk sygdom, usund livsstil og ensomhed samt forringer individets muligheder for at få et tilfredsstillende og meningsfuldt liv. 

I det lys har psykiatriens ressourceknaphed og muligheder for at tilbyde flere sundhedsydelser altså per definition ikke noget med stigmatisering at gøre. Det er en fejlslutning. Den politiske begrebsbrug, som bl.a. spejles i Videbechs udlægning og i det faglige oplæg til ti-årsplanen, negligerer både, hvordan identifikationsprocessen udspiller sig, og hvordan politiske determinanter reelt kan fremme negativ udvikling af personens sygdomsidentitet. Det gør sig også gældende i ‘En af Os’-kampagnen, som fremhæves i samme udgave af Ugeskriftet og i oplægget til tiårsplanen.

Stigmatiserende antistigma-indsatser

Kampagnen sigter mod at ‘øge danskernes viden om livet med psykisk sygdom’ for at ‘skabe større forståelse for psykisk sygdom‘. Mens kampagnens titel effektivt etablerer ’et os og et dem’ og dermed hurtigt giver indtryk af en temmelig paradoksal måde at modvirke stigmatisering på, repræsenterer kampagnen, og dermed også Videbechs og det faglige oplægs, retorik  et lærebogseksempel på strukturel stigmatisering. 

Man kunne få indtryk af, at stigmatiseringsbegrebet bruges som stråmand til at legitimere flere penge til psykiatrien

Hvorfor? Fordi retorikken spejler ambitionen om at oplære hele befolkningsgrupper i at skulle tage ansvar for at forene sig med diverse sygdomskategorier eller sårbarheder, sikre hurtigere erkendelse af deres potentielle psykiske sygdomme og deres forventede behov for ofte livslang behandling i psykiatrien. Derfor repræsenterer Videbechs, En af Os-kampagnen og det ikke-helt interesseløse faglige oplæg eksempler på en teoretisk fejlslutning, som bidrager til uetisk, strukturel stigmatisering, der netop prædisponerer stereotype forventninger til de ’sårbare, behandlingskrævende’ på populationsniveau. 

Forestillingen om, at underfinansiering af det psykiatriske velfærdssystem skulle dreje sig om stigmatisering fremstår derfor i bedste fald misforstået og i værste fald fordrejet set i lyset af, hvad begrebet oprindeligt betyder. Man kunne med andre ord få indtryk af, at stigmatiseringsbegrebet bruges som stråmand til at legitimere flere penge til psykiatrien. 

Uanset hvad intentioner måtte være, er det paradoksalt at tro, at menneskers sygdomsidentiteter og skadevirkningerne heraf skulle forsvinde, fordi vi som samfund lærer befolkningen at identificere sig med psykiatriske kategoriseringer og forventninger om livslangt behandlingsbehov. Selvom de Videbech og andre sundhedspolitiske aktører måske uforvarende er med til at øge stigmatiseringen af individer og deres pårørende med psykisk lidelse, så kan vi som samfund da ikke legitimt betale milliarder for den slags skadelige indsatser.  

Det kalder på en prompte stillingtagen til den politiserede og måske uoplyste begrebsanvendelse, fordi disse konceptuelle problemers paradoksale effekter hidtil er gået upåagtet hen, selvom de længe er blevet påpeget i socialforskningen.