60-90 pct. af den anvendte tvang i psykiatrien kan skyldes manglende ressourcer.
Den høje anvendelse af unødvendig tvang er uværdig
Det svarer mine lægekolleger, når jeg spørger dem, hvor meget af den tvang de godkender, der skyldes rammer for psykiatrien, der er langtfra optimale. Hovedparten af tvangen kunne således være undgået, hvis der var tilstrækkeligt personale og kapacitet. Og de to sidste forhold er politisk bestemte.
I psykiatriloven, der fastsætter det juridiske grundlag for anvendelse af tvang i psykiatrien, står der, at ’tvang må aldrig erstatte omsorg, behandling og pleje’, og at tvang ’må ikke benyttes, før der er gjort, hvad der er muligt for at opnå patientens frivillige medvirken’. For at forhindre tvang skal der tilbydes ’sygehusophold, behandling, pleje og omsorg, der svarer til god psykiatrisk sygehusstandard …’. Dertil er det også psykiatrilovens rolle at hjemle en afvigelse fra Grundlovens §71, der anfører, at ’Den personlige frihed er ukrænkelig’.
Pilen peger på politikerne
Psykiaterne bryder sig ikke om at anvende tvang, men de er meget bevidste om, at det kan være nødvendigt. Det ændrer dog ikke ved, at vi i langt de fleste af tilfældene vurderer, at tvangen helt kunne være undgået, hvis blot psykiatrien havde de rigtige rammer og ressourcer.
Derfor er det også frustrerende gentagne gange at høre politikere gøre anvendelsen af tvang til et fagligt og uddannelsesmæssigt problem, som psykiatrien selv skal løse. For det er ikke realistisk at tro, at tvangen kan nedbringes til et minimum, hvis man fra politisk side ikke tager ansvar for brugen af unødvendig tvang. Det er i høj grad en politisk beslutning, hvor meget tvang der anvendes i Danmark.
Den høje anvendelse af unødvendig tvang er uværdig, og man kan med rette diskutere, om rammerne i psykiatrien er i strid med psykiatriloven og dermed Grundloven.
Løsningerne er ligetil: Der skal være tilstrækkelig kapacitet til en velfungerende og tværfaglig behandling af mennesker med psykiske lidelser – både når det gælder sengepladser, og når det gælder ambulante behandlingsmuligheder.
Det forudsætter en tilstrækkelig normering af personale, idet både faguddannet personale og de såkaldte peers kan bidrage til, at konflikter på sengeafdelinger kan løses tidligt.
Reducer genindlæggelser og forbedr bostederne
Hyppigheden af genindlæggelser skal reduceres, så mennesker med psykisk lidelse først udskrives, når de er stabilt bedret.
Vi har løsningerne, men kan ikke få lov til at bruge dem
Ved udskrivelse eller afslutning fra psykiatrien skal der derfor foreligge en langtidsholdbar plan. På grund af ressourcemangel er der i dag kun sjældent mulighed for udkørende indsatser fra psykiatrien. Det på trods af, at disse kan forhindre tvangsindlæggelser.
Det er ligeledes afgørende, at der sikres en større faglighed på bosteder, der skal samarbejde tættere psykiatrien. Når vi har en værdig og fagligt velfungerende psykiatri, vil det vigtige recovery-arbejde også få langt bedre forudsætninger.
Niveauet af tvangsanvendelse er en politisk beslutning
Konklusionen må blive, at det i høj grad er en politisk beslutning, hvor meget tvang der anvendes i Danmark. Det ansvar kan man ikke kan løbe fra politisk side.
Erfaringerne fra de bæltefrie afsnit, der var et midlertidigt SATS-finansieret tiltag, viste, at psykiatrien godt ved, hvordan tvangen nedbringes. Hvis det fælles ønske om at mindske anvendelsen af tvang i psykiatrien skal blive til virkelighed, forudsætter det imidlertid, at politikerne sikrer tilstrækkelige og blivende ressourcer, der gør det muligt.
Som det er i dag, er situationen næsten ubærlig: Vi har løsningerne, men kan ikke få lov til at bruge dem.
