Peter Stendal, creative director, Lead Agency
»Den generelle ‘livstilfredshed’ er faldet med 2 pct. siden 2014, lige så meget som følelsen af at have et ‘formål i livet’,« siger Peter Stendal.Foto: Lead Agency

Hvorfor skal vi være sunde? I New Zealand praktiserer man et sundhedsbegreb, hvor sundhed ikke kun er behandling og fravær af sygdom, men også er trivsel og tilfredshed med livet for borgerne. I Danmark er trivsel for regeringen og mange andre lig med korte ventelister og et robust sygehusvæsen, så vi kan komme hurtigt tilbage på jobbet og bidrage til produktiviteten, skriver client director i Lead Agency, Peter Stendal.

Et nyt paradigme er ved at bryde igennem inden for sundhed, og det hedder trivsel. Her bliver livstilfredshed, fællesskab og bæredygtighed kerneemner.

Det er en del af en større international bevægelse, hvor højtudviklede stater som New Zealand og Skotland begynder at vægte trivsel højere end vækst.

I Danmark er det på høje tid med en offentlig debat, om det er et tog, vi skal med på, eller om vi skal køre videre i det gamle vækstspor, som regeringen lægger op til i deres regeringsgrundlag.

Læser man ‘Det politiske grundlag for Danmarks regering’ fra december 2022, så spiller sundhed en central rolle. Her er sundhed i Danmark lig med korte ventelister, et robust sygehusvæsen, flere og bedre behandlinger, bedre overlevelse efter alvorlig sygdom, mindre ulighed og en bedre psykiatri.

Sundhed er ifølge regeringen for majoriteten af danskere, som skal have mere sundhed af den samme slags, så de kan komme tilbage i arbejde så hurtigt som muligt og være produktive. Trivsel nævnes ti gange i grundlaget, men altid i forbindelse med børn, unge, ældre og udsatte, som mistrives. Trivsel er for de marginaliserede, dem, som ikke tilhører det produktive Danmark.

Sundhed i produktivitetens tjeneste

I New Zealand har man nu i fire år praktiseret et sundhedsbegreb, hvor sundhed er trivsel for majoriteten og for planeten med det formål at øge borgernes tilfredshed med livet.

Dette indlæg er hverken en kritik af regeringen eller af forholdene i Danmark. OECD-tallene for Danmark for livskvalitet, fællesskab, tillid med mere er fine og meget bedre end gennemsnittet.

Her er vi ved et af de grundlæggende paradokser, som danner grundlaget for hele bevægelsen hen imod trivsel frem for økonomisk vækst

Formålet her er simpelthen at starte en debat om hesten og vognen. Har vi gjort det rigtigt og sat hesten foran vognen, når det kommer til formålet med sundhed i Danmark. Eller sidder vi fast i et gammelt og udtjent paradigme, hvor sundheden er sat i produktivitetens tjeneste, og hvor det er vognen, der trækker hesten.

I 2019 introducerede den new zealandske regering for første gang en finanslov, der satte trivsel, eller ‘wellbeing’, før økonomisk vækst. I stedet for en snæver definition af trivsel definerede de fem prioriteter: mental sundhed, børnefattigdom, maõri-forhold, økonomiske muligheder og bæredygtigt erhverv.

For nogle måneder siden kom så den første wellbeing-rapport fra landets finansministerium, som samler op på fire års indsats. Konklusionen er, at det går fremad for trivslen i New Zealand, men i Nirvana er de ikke endnu.

Rigere, men ikke lykkeligere

New zealænderne er sundere, rigere og mere trygge, og COVID-19-pandemien har på kort sigt ikke påvirket den generelle trivsel. Men trivslen er ifølge rapporten stagneret på områder som mental sundhed, uddannelse og boligomkostninger. Og den er ligefrem gået tilbage på områder som generel livstilfredshed, selvrapporteret sundhed og ensomhed.

Her er vi ved et af de grundlæggende paradokser, som danner grundlaget for hele bevægelsen hen imod trivsel frem for økonomisk vækst.

Befolkningerne i OECD-landene er blevet konstant rigere over de seneste mange årtier, men livstilfredshed er faldet i samme tidsrum.

Men hvordan kan det være, at vi ikke bliver mere tilfredse med vores liv af at blive rigere? Og hvad nytter det så overhovedet med det overvejende økonomiske fokus i politikken?

Det er netop de spørgsmål, som New Zealand forsøger at finde svar på, og med deres nye wellbeing-rapport kommer de nogle skridt tættere på.

Når det danske Medicinrådet vurderer, om nye lægemidler skal tages i brug herhjemme, så beregner de den marginale nytteeffekt af den nye medicin i forhold til den eksisterende og ser, om effekten står mål med prisen på den nye behandling.

Kigger man nærmere på de enkelte indikatorer i The Living Standards Framework Dashboard, som Finansministeriet har udviklet, så træder nogle trends frem.

Over de sidste 13 år er social ‘face-to-face contact’ faldet med 12 pct. Over de sidste 7 år er den oplevede ‘individuelle ensomhed’ steget 27 pct. Den generelle ‘livstilfredshed’ er faldet med 2 pct. siden 2014, lige så meget som følelsen af at have et ‘formål i livet’.

Udviklingen har fundet sted, alt imens borgerne i New Zealand i årene 2007-2021 har fået 34 pct. flere penge mellem hænderne.

Industrisamfundets logik passer måske ikke længere.

Livskvalitet i Danmark

I Danmark har vi efter engelsk og tysk forbillede et prioriteringsinstitut, som bestemmer, hvilke nye medicinske behandlinger vi skal prioritere at anvende på de danske sygehuse.

Når det danske Medicinrådet således vurderer, om nye lægemidler skal tages i brug herhjemme, så beregner de den marginale nytteeffekt af den nye medicin i forhold til den eksisterende og ser, om effekten står mål med prisen på den nye behandling.

Nytteeffekten udregnes som Quality Adjusted Life Years (QALY) på baggrund af fem dimensioner. De fem dimensioner er angst og depression, smerter og ubehag, bevægelighed, personlig pleje og sædvanlige aktiviteter, som dækker over arbejde, studie, husarbejde, familie eller fritidsaktiviteter, altså det sociale liv.

Disse fem dimensioner er rangeret i faldende betydning, og den rangering viser ret præcist, at vi i Danmark stadig tænker sundhed ganske smalt.

Kigger man på de individuelle vægte, fremgår det, at angst og depression vejer fem gange så tungt som det at kunne passe sit liv med arbejde, studier, familie osv. Og smerter vejer mere end dobbelt så tungt som evnen til at kunne passe sit liv, arbejde med mere. At kunne gå vejer 35 pct. tungere end at kunne tage del i det sociale liv. Men man kan jo for eksempel godt passe sit sociale liv fra en kørestol, så der er noget intuitivt misvisende ved disse vægte.

Hvilken slags sundhed skal vi tilbydes?

Dette er ingen kritik af Medicinrådets funktion. Naturligvis skal det offentlige være i stand til at prioritere og dokumentere, hvordan det bedst anvender skattekronerne.

Men det er et meget konkret eksempel på, at paradigmer og definitioner af sundhed har en direkte forbindelse til, hvordan vi leverer sundhed i Danmark.

Den dag Medicinrådet begynder at vurdere nye lægemidler ud fra, hvor meget de løfter livskvaliteten og trivslen for danskerne, er den dag, hvor vi som nation er steget ombord på et andet tog, som er på vej til en helt anden destination.

Og spørgsmålet om, hvorfor vi skal være sunde, vil udløse et helt andet svar.

Kommentarer

  1. Herligt livgivende indspark om et vigtigt meta-emne. Fra en vidtspændende humanistisk uddannet kundechef i et marketingsbureau. Som næsten altid: sandheden om sundhed finder vi uden for sundhedsvæsenet. Inden for (syge-)væsenet er vi enten afmagts-blinde er succes-forblændede. Ser ikke skoven for træerne og lytter for lidt.
    Tak til Peter Stendal. Dit indlæg åbner vide døre indtil god sundhedspolitisk prioritering, f.ex. åbenhed over for alternative behandlingsformer (som netop arbejder på balance i kroppens energier og dermed bliver sygdomsforebyggende). Men også til forståelse for bredere politisk dilemmaer som klimapolitik og den franske politiske uro.
    Vi læger har for længe tjent fedt på at re-validere de faldne ofre for statens gammel-protestantisk arbejds- og produktionsmoral. Arbejdsspiralen har også ramt os selv. Vi burde være intelligente nok til at kræve tilbundsgående ændringer af målet med vores arbejde.

Skriv kommentar