Hvordan genskaber vi tilliden til eksperterne?
Foto: Lars Andersen

Hvordan genskaber vi tilliden til eksperterne? KRONIK. Vi, der har fået en lang uddannelse af samfundet, er forpligtet til at bruge den viden, vi har tilegnet os. Jeg skriver aldrig til de overbeviste ‘rettroende’, der gentagne gange fremstiller fejlagtige budskaber – ja, direkte løgne – men har gode oplevelser med at skrive til alle dem, der læser med og er i tvivl.

Forleden sad to kvinder bag mig i toget og snakkede højt sammen. Det er der jo sådan set ikke noget specielt ved, men emnet fangede min opmærksomhed: De snakkede om, hvor giftig HPV-vaccinen er, og om, at særligt fysisk aktive piger skulle passe på – det var netop blevet bevist i en ph.d.-afhandling, havde de hørt. Dernæst snakkede de om, at deres børn i hvert fald ikke skulle have nogen vaccinationer. Myndighederne prøvede bare at skræmme folk ved at blæse mæslingeudbrud ud af proportion, for det er jo en harmløs sygdom. De kendte i hvert fald ingen, der var døde af den.

Nogle gange kan man godt få den tanke, at det går den forkerte vej, når det handler om respekt for fakta, evidens og faglighed. Der er dem, der tvivler på den videnskabelige konsensus omkring menneskets indvirkning på det globale klima. Dem, der ikke tror på effekten af vacciner og i stedet mener, at sygdom er et gode. Dem, der hellere vil behandles med magisk tænkning end med evidensbaseret sundhedsvidenskab. Dem, der frygter strålingen fra 5G, brugen af GMO og kondensstriberne efter fly. Ja, endda dem, der mener, at Jorden er flad.

Fælles for disse standpunkter er, at de bunder i benægtelse af eller uvidenhed om fakta og evidens. Jeg ved ikke, om der i dag er flere mennesker, der tror på disse ting, men det er uden tvivl blevet nemmere at finde ligesindede, blive bekræftet i sine vrangforestillinger og dele misinformation via sociale medier.

Der er flere grunde til, at man bør svare igen på den slags. For eksempel ser vi lige nu de spæde tegn på udbrud af mæslinger i Danmark. Sidste år døde der over 70 mennesker i Europa af denne sygdom, som vi ellers kan forhindre med en sikker og effektiv vaccine. Vi så det også med HPV-vaccinen, der sikkert og effektivt kan forhindre alvorlige sygdomme hos både mænd og kvinder, men som også blev offer for en udokumenteret frygt. Det er jo en absurd og sørgelig situation at stå i.

Hvis du debatterer med en dybt religiøs kreationist, der tror, at Jorden er 6.000 år gammel, så er det ikke dine argumenter, der omvender ham.

Men der er også en anden og mere fundamental grund til, at man bør tale disse ting ret imod: Den grundlæggende antividenskabelige tendens, de er udtryk for. Det er mindst lige så vigtigt, for hvis ikke vi respekterer faglighed og videnskab, bliver det umuligt at udvikle vores samfund i en bedre retning.

Det er ikke blind autoritetstro, jeg savner, men respekt for arbejdsmetoden – den videnskabelige tilgang til at opnå viden om verden omkring os. Respekt for, at nogle mennesker ved mere end du og jeg, og at din holdning ikke nødvendigvis fortjener samme opmærksomhed som en faglig vurdering. Videnskab lever af kritik og gode spørgsmål, for det er det, der fører os fremad. Men det betyder ikke, at alle kritikpunkter er lige gyldige.

På godt og ondt er det ikke længere nok at stille sig frem i sin hvide lægekittel og komme med formaninger til befolkningen. Folk er blevet mere kritiske, har adgang til mere information og vil have svar på deres spørgsmål. Det er jo positivt, at vi har en oplyst befolkning med adgang til information, men der er også en bagside med misinformation, ekkokamre og ubegrundet frygt.

Det blev tydeligt under debatten om HPV-vaccinen. Det kan godt være, at Sundhedsstyrelsen, Lægemiddelstyrelsen, WHO, Lægeforeningen, Kræftens Bekæmpelse og flere andre stod frem med deres sundhedsfaglige autoritet og sagde, at HPV-vaccinen var sikker og effektiv. Men det er ikke længere nok, når der samtidig er en medieskabt virkelighed med påståede hyppige bivirkninger og alvorligt syge piger. En ting er, at medierne ville have en god historie – folk ville også have svar på spørgsmål angående deres bekymringer, og det fik de ikke hurtigt nok, fordi man troede på god gammeldags lægeautoritet.

Det tog tid – nogle ville sige for lang tid – før man indså, at tiden er en anden, og at man må tage de nye sociale medier endda meget alvorligt. Det er ikke nok at have de gode faglige argumenter, de videnskabelige artikler og alverdens data, hvis ikke man kan formidle dem til de bekymrede borgere, man skal have fat i, så de igen har tillid til anbefalingerne. Det har man lært nu på den hårde måde.

Som episoden i toget vidner om, er der stadig meget at arbejde for. Javist, det er bare to kvinder i et tog, men deres samtale er et eksempel på den tendens, vi ser, hvor en læge bliver sat over for en tilfældig far, der mener at vide alt om flokimmunitet og vacciner. Eller en fysikprofessor over for en tilfældig person, der mener at vide alt om Jordens facon. Eller en klimaforsker over for en eller anden, der har læst en blog på nettet og nu er ekspert i CO2. I alle tilfældene som om der er tale om to ligeværdige synspunkter, man kan vælge frit imellem.

Men hvad kan vi gøre? Jeg mener, at vi, der har fået en lang uddannelse af samfundet – hvad enten vi er forskere, læger eller andet – også har en forpligtelse til at bruge den viden og ekspertise, vi har tilegnet os. Det er ikke nemt, det tager tid, og man får ikke kun venlige ord for sin indsats. Men viden forpligter.

Personligt har jeg været engageret i disse debatter i lang tid, længe før jeg overhovedet overvejede at blive politisk aktiv. Jeg var og er fortsat drevet af at udbrede fakta efter bedste evne og svare igen, når jeg ser decideret misinformation blive spredt.

Det startede under min ph.d., hvor jeg var ret aktiv i debatten omkring evolution, kreationisme og såkaldt ‘intelligent design’. Der var nogle absurde indlæg i aviserne, der satte spørgsmålstegn ved en af de mest fundamentale og velunderbyggede videnskabelige teorier. Det kunne da ikke stå uimodsagt, og hvis ikke andre gjorde noget, måtte jeg jo svare. Så det gjorde jeg. Siden har jeg brugt en stor del af min fritid på emner som alternativ behandling, klima og på det seneste især vaccinationer.

Jeg vil ikke sige, at jeg har fundet de vises sten i forhold til at deltage i debatten, men jeg har gjort mig et par erfaringer.

Det væsentligste er at have fokus på emnet og ikke blive personlig. Vigtigst er fakta: Hvad siger forskningen? Hvad er konsensus? Hvad ved vi, og hvad ved vi ikke? Man skal gå efter bolden og ikke efter manden, også selv om modparten bliver ubehagelig – og det sker særlig tit i vaccinedebatten. Jeg tør ikke sige, om jeg selv lever 100 pct. op til det, men jeg prøver.

Det er ikke alle, der kan læse og afkode en videnskabelig artikel, men vi, der kan, kan jo prøve at formidle indholdet til et bredere publikum. Det har jeg selv haft ret god erfaring med. Igen er vaccinedebatten et godt eksempel: Her sker det ofte, at modstanderne deler videnskabelige artikler sammen med en påstand om, hvad de viser. Det lader til, at de satser på, at ingen læser artiklerne, men bare godtager deres udlægning. Her viser det sig ganske ofte, at artiklerne slet ikke handler om det, de påstår – ja, ofte viser de det direkte modsatte. Det kan man sagtens formidle.

Man skal også gøre op med sig selv, hvem man skriver til, og hvad man vil opnå. Hvis du debatterer med en dybt religiøs kreationist, der tror, at Jorden er 6.000 år gammel, er det ikke dine argumenter, der omvender ham. Det samme gælder de mennesker, der har investeret hele deres liv og ofte også deres levebrød i at udbrede misinformation om vaccine eller anden sundhedsvidenskab. Det er tydeligt, at det forholder sig sådan, for desværre ser man ofte, at de samme fejlagtige budskaber – ja, direkte løgne – gentages, selv om man har gjort afsenderen opmærksom på fejlen.

Personligt er det derfor aldrig dem, jeg skriver til. Det er derimod alle de andre, der læser med. Dem, der er oprigtigt i tvivl, og som har hørt noget, de gerne vil have svar på. Det er dem, man skal forsøge at nå med de gode argumenter, og de er heldigvis langt flere end de overbeviste ‘rettroende’.

Det er tidskrævende, det kan være hårdt, men det virker. Jeg får ofte positive reaktioner fra folk, der var i tvivl om eksempelvis vacciner, men som har læst mine indlæg og nu har bestilt tid hos lægen. Det er den slags, der gør det hele værd at bruge tid og kræfter på.