Lige nu venter alle på udmeldingen fra Sundhedsstrukturkommissionen. Ja, måske ved vi ikke, om alle ligefrem venter på det. Vi oplever at politikere, regionsledere, hospitalsledere, de øverste kommunale lederer, de praktiserende lægers organisation og andre fagorganisationernes og patientorganisationernes ledere er stærkt optagede af det.

Vi hører ikke om eller fra dem, det egentligt drejer sig om: patienterne, de ældre borgere og det almindelige personale. Man kan spørge om det nærmere er de sidstnævnte grupper, det i virkeligheden drejer sig om, når man taler om og gennemfører store strukturreformer, selvom det ofte påstås at være de førstnævnte?

Mens beslutningstagerne fremlægger og måske vedtager de store reformer, går den daglige evolution i stå

Dette uartige spørgsmål tillader jeg mig at stille. Ikke med min videnskabelige baggrund men på grundlag af min empiriske erfaring. Tredive år som lægelig direktør, på forskellige sygehuse og hospitalskonstellationer i amter og regioner. Forandringerne har været kolossale, ligesom den medicinske udvikling.

Jeg plejer med nogenlunde god samvittighed at smile af mig selv over, at alle hospitaler, hvor jeg har været ansat i en specifik ledelsesposition, undtaget den sidste ansættelse på OUH, er blevet nedlagt. Jeg har således set et utal af nedlæggelser og sammenlægninger på kryds og tværs af specialer, faggrænser og geografiske forhold. Flere meget store, mange større og utallige små reformer.

Tid fra patienterne

Helt overordnet mener alle, i hvert fald medlemmerne af sundhedstrukturkommissionen og dem, der har nedsat den, at have den pligtetiske opfattelse, at vi gør dette for patienten og borgeren. Men det næste spørgsmål for den enkelte implicerede er, nok ofte i hemmelighed, hvad sker der med mig selv?

Det er nok lidt motivsøgende at skyde beslutningstagerne for kommissionen dette i skoene, men jeg vover det. Her kan visse politikere og helt overordnede ledere centralt placeret få endnu større indflydelse, magt og råderum. Det gælder også topledere i regioner, hospitaler, kommuner, der kan se nye ledelsesmuligheder og -områder, mere magt, indflydelse og løn.

Mange frygter selvfølgelig også det modsatte, mindre magt, afgivelse af suverænitet, mindre ledelsesområder, måske slet ingen fremtidig position. Det er disse nævnte grupper, der kæmper om at vinde på store strukturreformer. Resten er tabere på reformer af den størrelse, der forventes. Muligvis ikke på meget lang sigt.

Den gruppe af borgere, der er storforbruger af det samlede sundhedsvæsen, vil næppe i deres levetid opnå nogen gevinst ved en reform. Det vil de ikke af den grund, at reformerne vil æde rigtig meget tid og mange ressourcer til ny organisering, samarbejde, tilpasninger, samkøring og ændring af it-systemer, nyt informationsmateriale, ny ledelsesudvikling, ny public management kodeks-halløj. Tid, der tages fra personalet til patientopgaverne.

Revolutionen udebliver

Med andre ord, mens beslutningstagerne fremlægger og måske vedtager de store reformer, går den daglige evolution i stå. De radikale forandringer kan være store, men en egentlig revolution udebliver. Det indrømmer man dog næppe nogensinde.

Patienterne tænker selvsagt altid på sig selv, det er deres opgave i behandlingsrehabilitering og plejesammenhæng. Man vil opleve de ressourcestærke patienter udnytte nye tiltag, og det vil få den sociale ulighed til at tiltage i reformsammenhæng. Mange patienter forstår eller formår ikke at håndtere nye sundhedssammenhænge, de vil blive tabere igen.

Når jeg møder ledende folk i kommunerne, lokale ledere i hospitaler eller kolleger i almen praksis, antyder de, at de eksisterende tiltag omkring de store hospitaler og kommuner, herunder i klyngerne med fokus på mere samarbejde på patienternes præmisser, er kommet rigtig godt i gang. De ville ønske, at de fik lov til at fortsætte med dette, uforstyrret af store reformer. Og gerne med fornyet og forstærket opbakning til den igangværende aktivitet.

Med andre ord, vi ser og hører mange udsagn om store forventninger til indholdet i udspillet fra sundhedsstrukturkommissionen, men der er lige så mange, der frygter det, ikke ønsker det eller blot ikke er orienteret i det. Kun en gruppe er uanset indholdet helt vilde med det: medierne. En dejlig anledning til uenigheder og slagsmål.

‘Big is not beautiful’

Nu er udmeldingerne om fremtidens sundhedsvæsen, som er på trapperne, nok mangefacetterede, og der vil gå lang tid fra fremsættelsen til en eventuel politisk gennemførelse. Det er ret sikkert, at mange forandringer vil finde sted og vil blive efterlevet. Min gamle chef, ok, jeg er kronologisk ældre end hende, regionsdirektør Jane Kraglund sagde for nylig sin mening, som vanligt meget loyalt nogenlunde sådan til mig: »Det er interessant og spændende at imødese. Men hvis det giver mening for borgerne, er vi alle sekundære i forhold til forandringerne, og så må vi flytte os.«

Man kan også stadig have positive forventninger til helt uventede udmeldinger fra kommissionen. Selv ser jeg fissioner som mere relevante end fusioner. Big is not beautiful. Det er de små ledelsesområder, man skal styrke fagligt.

De lokale tætte relationer blandt personalet skaber bedre socialt grundlag for samarbejdet omkring patienterne og borgerne. Patienterne mærker det. Man kunne også drømme om, at innovation og teknologividen på ledelsesniveau ikke kun er en stabsfunktion i fremtiden. Et sådant nyt fælles lederskab med de sundhedsfaglige vil kunne understøtte den fremtidige teknologiske udvikling med brug af kunstig intelligens og dets felter, maskinlæring, neurale netværk og dyb læring samt anvendelse af robotter, sundhedsdroner, etc.

Fremtidens sundhedssektor

Hvad mon der bringes, når en kommission skal leve op til den udmeldte opgave? Når den har arbejdet hårdt på at lytte og forsøgt ikke at være hjemmeblind og samtidig ramme politiske ønsker og ikke mindst politiske fornemmelser og drømme? Måske er det slet ikke det rette valg at bede de dygtige kommissionsmedlemmer om at komme med deres synspunkter via en kommission, hvor man som individ risikerer at skulle slagte sine egne hellige køer. Vi får se.

Det er nok klogt hele tiden at huske på, at politikere, ledere og dermed reformer kommer og går – patienter og behandlere består.

Uanset hvordan det går, kommer man uvilkårligt til at tænke på Charles de Gaulle’s udsagn: »Hvorfor er de ti bud så enkle, korte og klare og affattet forståelige for enhver? Fordi de blev opstillet uden en kommission.«

Nej, jeg er ikke en sur gammel mand, der er imod forandringer. Jeg venter også spændt. Men den medicinske og teknologiske udvikling vil formentlig unødvendiggøre og overgå reformer, der igen forsinker dagligdagens arbejde i sundhedssektoren. Patienterne og de sundhedsprofessionelle vil udnytte det til gavn for alle parter. Det er næppe struktur der løser opgaverne i længden.