Det er ikke kun i international storpolitik, at tingene i øjeblikket bliver kastet op i luften i forhold til den måde, man hidtil har samarbejdet og indgået aftaler på.
Mens det selvsagt er meget mere alvorligt, at den regelbaserede verdensorden, der har eksisteret siden afslutningen på 2. verdenskrig, nu med præsident Donald Trump er blevet vendt 180 grader på hovedet, så gælder det samme for spørgsmålet om, hvordan man i det danske sundhedsvæsen løser den årelange armlægning om, hvordan vi som samfund sikrer lægedækning i udkantsområderne.
Det sker, selvom alle er enige om, at vi som samfund ikke vil acceptere, at der er færrest læger i de egne af landet, hvor borgerne er mest syge. Problemet er langt fra nyt. Læger i udkantsområderne har længe forsøgt at råbe op, ligesom lægedækningen har stået højt på den politiske dagsorden i årevis. Men tilsyneladende ikke højt nok til, at problemet er blevet prioriteret, når Danske Regioner og Praktiserende Lægers Organisation (PLO) har forhandlet overenskomst. Den fornødne handlekraft er ganske enkelt udeblevet ved forhandlingsbordet.
Både statsminister Mette Frederiksen (S) og ikke mindst sundhedsminister Sophie Løhde (V) har adskillige gange påpeget det uholdbare i den nuværende situation, der nærmest per default producerer ulighed i sundhed, når det gælder borgere i udkantsdanmark, fordi de ikke har adgang til en praktiserende læge.
Og som på lægesiden skaber ulighed i arbejds- og indtjeningsvilkår, fordi de sygeste patienter kræver mere af lægens tid, og det hverken udløser færre patienter eller flere penge i kompensation. Hvilket så igen er med til at skabe yderligere ulighed, fordi borgerne enten må vente unødigt længe på en tid til konsultation, eller lægen ikke når at komme omkring de relevante sygdomsproblematikker i de områder af landet, hvor henvisningsmulighederne i forvejen er få.
Der er i den grad meget på spil for PLO, der står til fuldstændig at blive sat uden for indflydelse, når det kommer til, hvor mange patienter lægerne skal lukke ind ad døren
I et velfærdssamfund som det danske er det at have adgang til egen læge en kerneværdi. Derfor var det forventeligt, at tålmodigheden på Christiansborg nu er brugt op.
Regeringen og partierne bag sundhedsreformen tog det første tilløb med den midlertidige aftale mellem regeringen og Danske Regioner, der trådte i kraft 1. januar 2025. Den betyder, at der til og med juni kun må etableres nye lægepraksisser i 17 ud af 98 kommuner. De kommuner ligger alle i Region Nordjylland eller Region Sjælland.
Aftalen skal dybest set forhindre, at endnu flere praktiserende læger slår sig ned i de attraktive boligområder i og omkring de store byer ved at sætte en stopper for, at de stærke regioner kan pleje deres særinteresser ved at sende flere lægekapaciteter i opslag uden blik for situationen i resten af landet.
At problemet med lægedækning er massivt illustrerer et aktuelt stillingsopslag fra Region Sjælland. Her udbyder man elleve 0-kapaciteter rundt omkring i regionen, mens lægemanglen på Lolland nu er så kritisk, at der er fuldstændigt frit slag til at nedsætte sig som praktiserende læge, hvor end man ønsker sig i kommunen.
Ironisk nok er der ansøgningsfrist på stillingsopslaget søndag den 9. marts, præcis samme dag, hvor en anden og langt mere vidtrækkende frist udløber. I begyndelsen af februar sendte regeringen nemlig et lovforslag i høring, der skal bane vej for en række andre af sundhedsreformens tiltag på det almenmedicinske område. Her er det mest kontroversielle punkt, at det fremover er regionsrådene, der bestemmer patientantallet i almen praksis.
Sker det, vil der være tale om et fundamentalt opgør med hele den aftalebaserede model i almen praksis, hvor lægernes grundlæggende arbejdsvilkår hidtil er blevet aftalt i overenskomsten.
Der er i den grad meget på spil for PLO, der står til fuldstændig at blive sat uden for indflydelse, når det kommer til, hvor mange patienter lægerne skal lukke ind ad døren. PLO-formand Jørgen Skadborg har dog ikke opgivet kampen endnu, og han argumenterer med, at de praktiserende læger i forvejen tager 440.000 flere patienter, end de behøver, og er klar til at tage endnu flere ad frivillighedens vej.
Det er bestemt forståeligt, hvis PLO føler sig kørt over og umyndiggjort i forbindelse med den aktuelle proces, men omvendt er der jo en grund til, at regeringen og støttepartierne nu gør, som de gør. Når man gang på gang lukker ørerne for det politiske ønske om at medvirke til en større omfordeling i almen praksis, jamen så er der en risiko for, at man på et tidspunkt bliver udsat for tvang.
Spørger man Bo Libergren (V), regionsrådsformand i Syddanmark, så har lægerne da også kun sig selv at takke for den nuværende situation. PLO har ifølge ham ganske enkelt været tonedøv i forhold til de politiske ønsker på Christiansborg.
Samtidig kan man ikke fortænke Libergren og ligesindede i at undre sig over, at de praktiserende læger i f.eks. Syddanmark ‘kun’ kan tage 1.600 patienter i gennemsnit, når de praktiserende læger i Region Sjælland, hvor patienterne er langt ‘tungere’, kan tage 1.900 patienter i snit.
Mens der på den storpolitiske scene ingen tvivl er om hvem, der med sin misinformation og løgne om krigen i Ukraine er kilden til, at alle aftaler og samarbejder nu er kastet op i luften, så har Danske Regioner og PLO et fælles ansvar for, at opgaven med at sikre læger i udkanten ikke for længst er blevet løst.
Og skal man for alvor pege på, hvem af parterne, der bærer den største del af ansvaret, så må pilen pege på regionerne. Regionerne har siden 2013 haft ansvaret for at sikre lægedækningen i almen praksis, og det ansvar har man langt hen ad vejen desværre forsømt.
Kære Jesper
Endnu en gang angreb på PLO og de praktiserende læger, på et område hvor ansvaret ligger andre steder.
Du skriver jo selv i afslutningen:
“Regionerne har siden 2013 haft ansvaret for at sikre lægedækningen i almen praksis”
Altså PLO havde medansvar indtil 2013, men fik det der frataget.
Det er uddannet alt for få praktiserende læger i Danmark de sidste måske 15 år – de praktiserende læger og PLO har i årevis gjort opmærksomme på denne problematik, og de praktiserende læger har ledige konsultationsrum til uddannelseslæger, som ikke bliver fyldt, trist og igen ikke PLOs skyld og ansvar.
Og så lige en kommentar til antal patienter, så vil en tvungen for stor mængde tilmeldte patienter til en klinik kun medføre i bedste fald en fortynding af de speciallægelige kompetencer pr. patient, ved at tiltagende flere opgaver uddelegeres og flere opgaver skal løses af speciallægen i almen medicin via supervision af øvrigt personale, kvaliteten vil falde, antal henvisninger vil angivelig stige. I værste fald vil ventetiden for at kunne få en tid ved egen læge stige, og frafaldet fra almen praksis vil stige – altså en negativ effekt på rekrutteringen til almen praksis og dårligere service for patienterne.
Alt dette kun fordi der simpelthen ikke er uddannet nok speciallæger i almen medicin, i takt med at opgaverne tvangsflyttet ud til almen praksis er eksploderet.
Spørgsmålet til politikerne burde vel være, hvorfor skal vi eks. i Region Midt se på at der er ca. dobbelt så mange ansøgere til introstillinger og hoveduddannelsesstillinger, som der er bevilget uddannelsespladser til? Dette samtidig med at der står ledige “lærepladser” ude i klinikkerne?
Din indledning var slående og måske også lidt over stregen, men mængden af fejlagtig skyld for de 2 vanskelig sammenlignelige konflikter er slående.
samtidigt har man i mange år især i udkanten af Nordjylland brugt stps/stpk til at chikanere. udkantslægerne , så mange. er. holdt op før tid. eller blevet syge med ptsd pga. fortsat chikane fordi politikerne som følge af opfindelsen af stps/stpk indførte den “juridiske journal” som de facto afskaffede den lægefaglige journal og har ført til omfattende defensiv medicin, overdiagnosticering og ikke mindst til “udbrændthed” blandt de stadig færre udkantsplo læger.Samtidigt har man (og gør til stadighed ) favoriceret store koncernklinikker, udbudsklinikker, stråmandsklinikker og regionsklinikker (trods ringe faglighed) tilsyneladende for at udrydde Plos indflydelse helt i udkanten.lægemanglen i udkanten er ikke kun forårsaget af regionerne , men i den grad også af folketingspoilitikere fra venstrefløjen sammen med nuværende og tidligere venstrefolk som via lovgivning på mange områder er igang med at kvæle almen praksis i dk.Tvang og overkontrol troede mange læger var noget som var i brug i totalitære stater ,men er de facto anvendt i dk siden 2013 og ingen politikere er reelt interesseret i at ændre egen lovgivning, så det bliver svært bare at få 5000 danske praktiserende læger til at forblive i Danmark.
Hvorfor man ikke skal tvinge læger til at have flere patienter?
1. Svar: fordi tvang kan give lægemangel. Mange læger i København bor i lejligheder og kan ikke banke ekstra konsultationsrum til personale op af jorden. At flytte er næsten umuligt pga komplicerede regler om elevatorer og handicaptoiletter og de få erhvervslokaler man kan finde er ubetalelige . Så hvad sker der hvis en sådan læge skal tage flere patienter: lægen stopper- og det er altså næppe for at flytte til Lolland.
2.svar. Arbejdet i almen praksis er blevet 4 x mere kompliceret i de 20 år jeg har været læge. Normtallet er uændret. Der er ikke brug for at læger tager flere patienter, der er brug for flere læger så hver læge kan tage færre patienter og behandle dem godt. På Langeland løste man for ca 10 år siden lægemanglen ved at give lægerne delepraksis- vupti så var der mere tid til patienterne og større arbejdsglæde hos lægerne. Det rekrutterer. Siden da er der ikke sket noget der ligner det – vi har spildt så meget tid. Og nu tror man så at tvang vil hjælpe- det er en illusion- tværtimod tvang kan skræmme unge læger væk fra almen praksis