Den danske landsbylæge i Etiopien

Den danske landsbylæge i Etiopien REPORTAGE: Den danske ortopædkirurg Erik Erichsen har sin daglige gang på et landsbyhospital i et af verdens allerfattigste områder. Udfordringerne på stedet er enorme, men for Erik Erichsen er arbejdet både livsbekræftende og nødvendigt.

150 km stik vest for den etiopiske hovedstad Addis Ababa findes der et punkt, hvor selv de lokale krager synes at vende.

Her forvandler den asfalterede hovedvej sig nemlig til en knudret åre af rustrød jord. Men faktisk skal man yderligere 400 km eller to hele dagsrejser længere ud gennem det bakkede landskab, før man ender i den lille støvede plovfure Aira. 

Herude i intetheden og tæt på grænsen til Sydsudan ligger en af Etiopiens bedst bevarede hemmeligheder — et lille velfungerende hospital med en dansk kirurg som primus motor.

Egentlig var det en række tilfældigheder, som gjorde, at Erik Erichsen endte i Aira tilbage i 2004 med sin kone Sennait, en smuk, svensk sygeplejerske med etiopiske rødder. Og de første seks år var barske.

For dr. Erik var på daværende tidspunkt den eneste kirurg til at servicere operationsafdelingen på et helt hospital.

»Da jeg kom her, var det egentlig det eneste sygehus, som fungerede med kirurgi i hele området,« fortæller 64-årige Erik Erichsen. »Jeg så jo den enorme fattigdom her. Så selv om der var mulighed for, at folk kunne blive behandlet i hovedstaden Addis Ababa, har de simpelthen ikke råd. 75 pct. af befolkningen i denne del af Etiopien har seks timers gang for at komme til en vej, hvor der er biltransport. Der findes ingen sygeforsikring, og der findes intet ambulancesystem. Når man bliver syg her, må man klare det selv«.

Erik Erichsen taler hurtigt, mens han skyller flere kopper ned af den lokalt dyrkede morgenkaffe.

Det er et fast ritual, inden stuegangen begynder kl. 08. Kort efter er han ude ad døren.

Boligen
Erik Erichsens hus ligger idyllisk på en skråning på sygehusområdet med udsigt over en frodig dal, hvor aberne kaster sig rundt i træerne til lyden af hylende hyænesang i underskoven. En smuk udsigt, som Erichsen dog ofte har manglet tid til at nyde. 

Han arbejder hårdt for en brøkdel af, hvad han kunne tjene i Danmark. Her i Aira tjener han 2.200 euro om måneden — ca. 16.000 kr. 

Historierne om, hvordan dr. Erik egenhændigt arbejdede i døgndrift, foretog komplicerede kejsersnit flere gange hver nat og jævnligt måtte opfinde remedier fra skrotdyngen til at stabilisere groteske frakturer, er mange. Men de er dog alle i datid.

For selvom sygehuset konstant befinder sig i et økonomisk vakuum, er der sket betydelige fremskridt.

»Da jeg kom for ni år siden, havde jeg 10 operationsassistenter til at hjælpe mig. Og de var alle lokale, som kom med seks til ti års skolegang i bagagen. Nu har vi selv lært dem op. Efter et par måneder er de dygtige assistenter, og mange af dem kan faktisk operere selvstændigt. I dag er det lykkedes os at uddanne seks sygeplejersker, og alle de øvrige ufaglærte er faktisk i gang med formel uddannelse,« forklarer dr. Erik, mens han trækker i et slidt, grønt sæt operationstøj doneret af et svensk sygehus.

Stuegangen overstås på mindre end 20 minutter og følges umiddelbart efter op med en lang række af mere eller mindre komplicerede operationer.

Aira Sygehus råder over to en halv operationsstue. Den halve mangler nemlig stadig en væg og en dør ud til gangen, hvor dagens patienter ligger klar på rad og række.

På mange måder ligner stuerne her sikkert noget fra et dansk hospital i 1950’erne. Men selvom udstyret her er second-hand og ikke altid lige velfungerende, er patientflowet uhyre effektivt.

Erik Erichsen og de to øvrige læger, dr. Tariku og dr. Samuel, opererer mellem kl. 09 og 16 dagligt kun afbrudt af et par korte kaffe- og frokostpauser. Journaler udfyldes, udstyr steriliseres, og patienterne hives ind én efter én.

Her er ingen ventelister, og nattevagterne fordeles de tre læger imellem uge efter uge.

Komplicerede fødsler
»Vi tager os af alt her, men det, vi har mest af, er nok komplicerede fødsler og gynækologiske problemer. Vi har ingen gynækolog. Vi har omkring 1.400 fødsler om året, og de allerfleste er komplicerede. 97 pct. af kvinderne i området føder uden nogen medicinsk hjælp hjemme i hytten, hvor der hverken er vand eller elektricitet. Men døden her er noget, man lever med hver dag. Og folk kommer ofte sent, når sygdommen er fremskreden. Børnedødeligheden er meget høj. Man føder et barn, men regner ikke nødvendigvis med, at det overlever. Det er surgery of the poor«.

Erik Erichsen har talt sig varm. Han smiler. Her er ingen stress. Kun smittende arbejdsglæde og latter hen over den enkle surdejspandekage til formiddagskaffen, som tilberedes i det nærliggende hospitalskøkken. Over bål, naturligvis.

Aira Sygehus formår at holde et enkelt næsebor oven vande økonomisk.

Hospitalet er ejet af den etiopiske Mekane Yesus Kirke, og driften finansieres primært gennem brugerbetaling fra patienterne selv. En operation koster typisk mellem 100 og 500 kroner, og folk vandrer ofte i dagevis for at nå frem til behandling.

De mest underbemidlede får deres operationer betalt gennem en såkaldt fattigkasse. Men dr. Erik har også formået at stable økonomiske samarbejdsaftaler på benene med internationale organisationer som Smile Train og Fistula Foundation.

Hospitalet er unikt, fordi det er i stand til at dække 95 pct. af sit årlige budget gennem patientafgifter. Det er dog langtfra nok til at sikre hospitalets forsatte drift og udvikling. 

»Der findes ingen penge til videreuddannelse af personale, ingen penge til reparationer eller vedligeholdelse af bygningerne. Vi må være opfindsomme for at finde løsninger og spare penge. Vi laver f.eks. vores egen sutur. Det er fiskesnøre, som vi køber hjem fra England i ruller på 2.000-3.000 meter. Vores sygeplejersker klipper nylonlinerne i stykker og sætter dem fast på almindelige injektionsnåle. Det sparer os nok for cirka 25.000 kr. om året,« fortæller dr. Erik efter pausen, alt imens han opererer nok en nedsunken livmoder, som dinglende og betændt hænger mellem knæene på en spinkel og udmattet kvinde. »Vi opererer ting her, som man aldrig ser hjemme i Danmark«.

I modtagelsen
Sidst på dagen og hen ad 16-tiden er det tid til at tilse dagens nyankomne patienter i modtagelsen.

Morgendagens operationer noteres og planlægges nøje. Med forbehold for akutpatienterne, forstås.

De syge og deres pårørende indlogerer sig i mellemtiden i nærliggende gæstehuse, der ligger langs den røde hovedgade, som snor sig op ad bakken i lige linje fra sygehuset.

Erik Erichsen runder ofte dagen af med en kold Bati-øl på terrassen. Hver anden eller tredje måned kører han den lange vej ind til Addis Ababa med sin kone Sennait for at proviantere. I Aria er udvalget sparsomt. Her findes kun god kaffe, bananer og salt. 

»Min kontrakt med den tyske mission, som jeg er udsendt af, løber ud i september. Og de vil ikke forlænge den, fordi jeg fylder 65 år. Sygehuset vil gerne have mig, de vil vældigt gerne have mig, og kirken vil have mig, men sådan er det. I stedet for bare at klippe navlestrengen kunne jeg måske trappe langsomt ud som frivillig og forsætte en årrække til. Jeg er jo ikke typen, der lader sig pensionere for at spille golf og samle på frimærker.«

Mørket og stilheden har sænket sig over landskabet. Vejret er lunt og mildt.

Det eneste synlige lys kommer fra en computer, som kaster sit blålige skær op på væggene i Erik Erichsens kontor. Harddisken med de 100 gigabyte dokumentation og materiale fra operationsgangen snurrer lystigt om kap med de få insekter, der har forvildet sig ind i huset. Erik Erichsen kigger op.

»Det hjælper at gøre en indsats. Man må ikke give ikke op. Hvis man har viljen og fantasien, så kan man gøre en indsats. Og man kan forbedre tilværelsen for mennesker. Jeg arbejder for hvem som helst, bare de betaler dårligt nok.«

Kommentarer

Skriv kommentar