Ansvarsbevidste forældre til børn og unge med psykiske problemer er gerne plaget af usikkerhed. Hvad har man selv gjort eller forsømt, siden det kom så vidt?
Desværre og stik modsat hensigten har fagfolk også en del af ansvaret for den nagende tvivl. Omfanget af input om fejlagtigt forældreskab er blevet så stort, at selv den garvede kliniker kan miste overblikket og tålmodigheden.
Men i bedste fald kan bekymrede forældre til en start beroliges lidt med hverdagsvisdom. Den går ud på, at enhver barndom både kan give anledning til taknemmelighed og bebrejdelse, og at det ikke er nok at pege på forældre som syndere.
Svær udredning
Når udredning fører til tidskrævende hovedbrud, kan det skyldes fagfolks uenighed, men den er flettet sammen med den almindelige kompleksitet, som familier må prøve at begå sig i.
Selv når alvorlige bivirkninger undgås, øger symptombehandling risikoen for tilbagefald, fordi der kun lægges låg på årsager
Aldrig før har forældre måttet være på vagt over for så mange og så meget, når det handler om skadelig indflydelse på en ung sjæl og krop. Blandt de store gengangere er mobning og anden krænkelse, mangel på fremtidsperspektiv, ensomhed med digital afhængighed og permanente konkurrencer om udseende, coolness og succes, der kan få de fleste til at føle sig som evige tabere.
Mængden af mulige trusler i hverdagens forskellige arenaer sørger for tilstrækkelig mange årsagskomplekser. Når også voksne med behov for psykisk bistand har svært ved at præcisere, hvad der har fået bægeret til at flyde over for dem, er det ikke lettere for børn. Det efterlader den professionelle med et stort ansvar for fortolkning og valg af terapi.
Psykofarmaka ikke er nok
Der vil sikkert også fremover blive brugt svimlende summer på medicinalindustriens produkter. Samtidig ved enhver velfunderet psykiater, at psykofarmaka ikke er nok, fordi psykisk lidelse ikke kan reduceres til spørgsmål om biologi, der skal besvares med kemi. Selv når alvorlige bivirkninger undgås, øger symptombehandling risikoen for tilbagefald, fordi der kun lægges låg på årsager.
Kombinationsbehandling med former for psykoterapi, der begrænser sig til øvelser, som f.eks. skal sætte konsekvent stop for depressive tanker, lader også for meget tilbage at ønske. Især når man ikke interesserer sig synderligt for patientens historie og tilstandens psykiske dynamik.
Dyberegående psykologisk årsagsbehandling kan med fordel prioriteres højere i sundhedsbudgettet. Det kræver ganske vist en større personlig indsats fra de involverede, men i tilfældene med børn og unge gavner samarbejdet i forløbene både familiens indsigt, handlekapacitet og kontrol i et nødvendigt omfang.
Ja, penge skal der til, men det gælder som et banalt og pinligt facit, at flere af dem ikke hjælper, når de fortsat bruges forkert, og derfor i sig selv gør ventelisterne kritisabelt lange.
Håb og handling
Håbefulde studerende i både pædagogik, socialfag, psykologi og sundhedsvidenskaberne nævner gerne ændrede samfundsforhold som betingelse for at forbedre befolkningens helbredsprofiler. Det bekymrer dem selvsagt også, at ventelister for familier med psykisk lidende børn og unge fortsætter med at blive længere.
Det lover jo ikke godt, men det virker bagstræberisk og illusorisk at søge tilbage til en mere overkommelig tidsalder.
Heldigvis er der plads til private initiativer. For mens der kan ventes forgæves på politisk flertal for tiltrængte ændringer, peger stadig flere på fordelene ved at sortere mere, end man har været vant til. Det går f.eks. ud på at afbryde skadelige eller overflødige bekendtskaber og dæmme op for mediers indflydelse på, hvad der spildes tid og dermed liv med.
Erfaringsmæssigt kræver det afvænning, men både for børn og forældre kan mindre dermed komme til at betyde mere. Det hører som noget opløftende også med til de mange historier bag de lange ventelister.
