Både forskeren og den praktiserende kan være berørte af symptomerne, der spænder vidt: Orienteringsbesvær, resignation, dårlig samvittighed samt somatiske tegn som hovedpine og almindelig udmattelse. Ganske vist har syndromet ikke fået plads i det medicinske ordforråd, men diagnostisk kan det sammenfattes med titlen på dette indlæg: Update syndromet.
Som ophavsmand til Lægeløftet kunne Johan Herholdt i 1815 ikke forudse, hvad det mere end 200 år senere kan indebære, når man som læge lover at søge sine ‘kundskaber fremdeles udvidede’. Havde han været i stand til det, ville han formentlig være taknemmelig for at leve dengang og ikke nu.
I samtiden kan løftet nemlig virke umuligt at overholde, når der tænkes på mængden af relevante data på kerneområder som forskning, publikationer og præparater.
Mængden
For at modvirke fortvivlelse over opgaven med at holde sig opdateret er der (mindst) to råd: At anse det besværlige som varig beskæftigelse med interessante udfordringer – og så vidt muligt tillade humor.
Med det in mente kan der ses på betydningen af mængde i de tre nævnte kategorier.
1: Forskning: Det gælder efterhånden som en banalitet, at både sundhed, sygdom og helbredelse bør ses som et samspil af bio-psykosociale faktorer. Men det banale indeholder gerne kimen til komplikation, og det gælder også her. Til tider er det sin sag at fastslå, hvad der vejer tungest i mængden af faktorerne, og derfor er udslagsgivende i det enkelte tilfælde.
Forskningsspecialer har det med at adskille det, der hænger sammen, og derfor er det sin sag at se helheden. Fordi alt dermed ikke er (lige) tilgængeligt for forskeren, er der gerne et eller andet i det bio-psykosociale puslespil, der er ubekendt. Og når der drages konklusioner på det grundlag, kan de kun være midlertidige og minde mest om hypoteser. Derfor er fortsat forskning på sin plads.
2: Publikationer: Selv med den bedste vilje er det efterhånden blevet umuligt at holde sig orienteret om alt. Det gælder for mængden af det, der er undersøgt og offentliggjort inden for flere specialer. Prøver man alligevel, vil man næppe få tid til at møde en virkelig patient. Netop grundet manglen på det totale ind- og overblik er det punkt nået, hvor antallet af gentagelser i forskning og publikationer overstiger antallet af originaler.
Det handler altså om ufrivillige plagiater, der kan antages at være mere udbredte end de bevidste af slagsen; sidstnævnte forudsætter jo, at man har fundet noget at plagiere. Men: Da sundhed, sygdom og helbredelse er righoldige fænomener, er der pæn sandsynlighed for at opdage noget mere, så gentagelserne også fører til nye originaler.
3: Præparater: I lighed med kritiske farmakologer ved den erfarne kliniker, at der i mængden af medicinalprodukter med så mange forskellige navne er et mindretal, der er absolut nødvendigt, imens flertallet er kopiprodukter og/eller direkte overflødigt. Det vil industrien selvfølgelig ikke bare være enig i, men det er der jo sagt og skrevet så meget om før.
Hovedsagen
Kniber det med at finde humoren i forsøget på at modvirke fortvivlelse, må der fokuseres på det afgørende: Formålet med opdatering er lærdom. Den praktiserende kan slå på, at den vigtigste af slagsen handler om noget, man ikke kun kan tilegne sig i et uddannelsesforløb og som hverken RCTs, metareviews, produktinformationer eller andre fjerne kilder kan udkonkurrere: Forkendskabet til og tilbagemeldingen fra patienten.
Formår man at fokusere på det som hovedsagen, kan det måske blive knapt så slemt at leve med updatesyndromet.
