»Jeg har set større reformer end dén her. Faktisk er der bare tale om en udviklingsplan,« sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen lidt selvudslettende på formiddagens pressemøde, hvor han og intet mindre end fem fagministre fremlagde regeringens sundhedsreform stående på geled i Spejlsalen i Statsministeriet.
Og i betragtning af, hvordan statsministeren selv har hypet sin sundhedsreform gennem det meste af et år, så må man give manden ret i dagens melding. Udspillet er alt andet end dramatisk. Jo, måske en smule for de 205 regionspolitikere, som står til at miste taburetten om et par år, og for nogle få ansatte i et par perifere regionale enheder, miljø og den slags, men for de øvrige 139.000 ansatte og for patienterne er der ikke en revolution lige om hjørnet.
Faktisk ligner udspillet et opsamlingsheat, hvor man har fejet en masse oplagte elementer op fra gulvet, tilsat lidt krydderier og dernæst flækket sparebøssen for at give vælgerne indtryk af, at der også er råd til glasur på studenterbrødet. Det er der så knap og nap, for nu om dage kommer man ikke langt for en mia. bruttokroner (herfra skal formentlig fratrækkes nogle eksisterende udgifter) om året, slet ikke i et sundhedsvæsen, der omsætter for pænt over 100 mia. kr., men lad det ligge for nu.
Regeringen vil speede lidt op for uddannelse af læger og sygeplejersker, købe flere akutbiler, indføre et solo akutnummer for hele landet (goodbye 1813), hanke op i stribevis af patientrettigheder inklusive at nybagte mødre kan blive hele to døgn på hospitalet (en ikke særlig efterspurgt vare), putte lidt flere penge i lægehuse og andre indsatser, som ingen djævel kan have noget imod. Ej heller titlen, ‘Patienten først…’. Det ville sgu være befriende om nogen engang kom med et udspil, der hed ‘Patienten sidst’…
Udspillets største nyskabelse er selvfølgelig den overordnede organisering af sundhedsvæsenet, som samtidig er projektets achilleshæl. Ikke en kat vil gø over fyringen af de 205 regionsrådspolitikere, men de arbejder dog i en forståelig konstruktion og er nemme at adressere, når problemerne skal finde en ejermand. Og de tre politiske lag er gammelkendte og langt henad vejen logiske – der er lidt abekastning mellem kommuner og regioner, og regioner og minister, og en gang imellem – gerne tæt på et valg – gøres der vold armslængdeprincippet, men det er dog til at gennemskue.
Ikke en kat vil gø over fyringen af de 205 regionsrådspolitikere, men de arbejder dog i en forståelig konstruktion og er nemme at adressere, når problemerne skal finde en ejermand
I regeringens nye oplæg skubbes der desværre ekstra rockwool-lag ind, og det er i disse lag, at udspillet halter, ihvertfald ud fra en pædagogisk betragtning, for det er ualmindeligt svært at gennemskue, hvem der skal bestemme hvad.
En ny institution skal se dagens lys, Sundhedsvæsen Danmark, og den skal ligge i Aarhus med et sekretariat og en bestyrelse på elleve medlemmer, som »har erfaring med sundhedssektoren«. Det er ikke en ny styrelse, kan man forstå, men nærmest en slanket udgave af Danske Regioner på Dampfærgevej i København, og det er her at de større linjer skal tegnes for opgaver, der ellers typisk har været varetaget af Sundhedsstyrelsen – retningslinjer for kvalitet og vilkår for højt specialiseret behandling – og oveni det opgaver som indkøb og it på et nationalt plan. SD, eller hvad vi nu skal kalde det nye dyr i åbenbaringen, har sandsynligvis mandat til at nedlægge Sundhedsplatformen og indføre Midt-EPJ eller omvendt i hele landet at dømme efter statsministerens uindpakkede kritik af den sjællandske it-løsning.
Herunder finder man så fortsat de fem regioner i deres nuværende regionshuse, nu uden politikere, men vist nok med en komplet stab af embedsmænd, og dertil en ny bestyrelse på seks personer, der skal »have erfaring fra sundhedssektoren…«, og de to skal komme fra henholdsvis en kommune og en patientforening. Og for bordenden meget gerne den hidtidige regionsformand, som statsministeren på den måde stikker en sukkerovertrukket pille.
Herunder skal så være de 21 nye sundhedsfællesskaber med afsæt i de 21 akutsygehuse. Her er det uklart om der skal være en administration, men der skal ihvertfald være en politisk overbygning, hvortil hver kommune stiller med en borgmester og en udvalgsformand. Hvem der ellers indgår er heller ikke klart, ej heller om de kvartalsvise møder kan munde ud i bindende aftaler eller om der kan vetoes.
Det er ikke underligt, at det har taget så lang tid at føde denne reform. På den ene side fornemmer man en oprigtig og prisværdig trang til at tage hul på pensionist-tsunamien og på den håbløst uregulerede kommunale adfærd på sundhedsområdet. Et rigtigt opgør på det rigtige tidspunkt, faktisk lidt sent, og et stykke arbejde enhver regering uanset partifarve vil skulle tage på sig.
På den anden side mangler den helt åbenlyst logiske konstruktion – og bevares, den er meget svær at udtænke – og bedre tid til at gøre arbejdet rigtigt. En plan er jo ikke god, hvis den skal tvinges ned over et væsen, som stritter med alle klør. Den er ihvertfald ikke forberedt godt nok på det plan.
Udspillet er lysår bedre end Socialdemokratiets, men det er reelt reduceret til et valgkampoplæg af en temmelig teknokratisk karakter, og et samtalepapir i den kommende tid, hvor regeringen vil søge absolution hos læger, sygeplejersker og andet godtfolk. At nå det på nogle uger bliver en kunst, men en reform bliver ikke besluttet på denne side af en valgkamp. Så må vi se om vælgerne foretrækker et grundigt, noget uforståeligt projekt frem for banale slagord om varme hænder.
Der er mange, som har ledt efter de vises sten uden held, og nu ved vi, at de heller ikke befinder sig på adressen Prins Jørgens Gård 11. Men til dette medies læsere kan det måske være en trøst, at statsministeren som en af sine sidste replikker på onsdagens pressemøde understregede, at det vil være sygehusene, som sidder for bordenden.