Fortællingen om, da Anders Perner stort set fra den ene dag til den anden opnåede verdensberømmelse på sit felt, må være en af de vildeste i dansk sundhedsforsknings historie.

Den rummer elementer af film noir, Hitchcock og ‘megamoney’. Men også islæt af David versus Goliat, kollegial opbakning, da det gjaldt, og anerkendelse af allerhøjeste karat.

Forhistorien starter i 2006, hvor Anders Perner stod ved et af livets T-kryds. Skulle han gå den ene eller den anden vej?

To ting placerede ham der. For det første var han endt i en blindgyde med et forskningsprojekt, der handlede om at finde en ny metode til at identificere iltmangel i tarmen.

For det andet var han blevet færdig med den fællesnordiske uddannelse i intensiv medicin, som normalt afsluttes med et etårigt udlandsophold. Han overvejede USA, men endte i Australien, nærmere betegnet Royal North Shore Hospital i Sydney, ikke mindst fordi hans hustru har familie i det nabolag.

Og lige der på den anden side af jordkloden blev sporet lagt til den forskning, der nogle år senere skulle få mange kolleger til at rose ham til skyerne, andre til at lægge ham for had, og en af medicinalindustriens tunge spillere til at true med at hive ham for en amerikansk domstol.

Stivelse eller saltvand?

I Sydney spirede ideen om at sammenligne stivelse (hydroxyethylstivelse eller HES) med en saltvandsopløsning til at stabilisere kredsløbet hos patienter med svær sepsis (blodforgiftning) med. HES er en slags kemisk blodplasma, som traditionelt er blevet brugt til det job.

Bare ikke i Australien.

»Jeg var vokset op med anvendelsen af stivelse, men i Australien brugte de det slet ikke. De var bekymrede for bivirkningerne. I min kultur var den bekymring også begyndt at røre på sig. Alle vidste, at der var bivirkninger, men vi tænkte, at de gavnlige effekter opvejede dem,« fortæller Anders Perner.

Der var også noget andet – noget mere organisatorisk – der slog ham i Sydney.

»De har en supergod tradition med at se kliniske forsøg som en del af driften. Der var plads til det som en del af den daglige kliniske praksis og accept af, at nogle af behandlingerne blev givet som led i et forsøg. De accepterede en usikkerhed, som måske ikke var så udtalt på det tidspunkt herhjemme,« siger han.

Hjemme i Danmark igen

Anders Perner tog både forskningsideen og den organisatoriske inspiration med i den indre bagage, da han tog hjem igen. Og tilbage i København bidrog han til at indrette rammer for forskningen på intensivafdelingen på Rigshospitalet, som indebar at integrere forskning og klinik, så begge dele kan berige både hinanden og naturligvis også patienterne.

Hvad angår selve forskningen, gik han i gang med at rekruttere intensivafdelinger rundt omkring til sin ide om at sammenligne stivelse og saltvand ved sepsis, og det endte med, at 26 afdelinger fra alle nordiske lande, bortset fra Sverige, deltog. Patienter på intensivafdelinger vil næsten altid have tabt bevidstheden, og i Sverige var – og er – det ikke muligt at udføre lægemiddelforsøg på bevidstløse mennesker. Tilsammen kom forsøget til at omfatte ca. 800 patienter på disse 26 intensivafdelinger.

Der er en pointe i, at der både var mange afdelinger med, og at de ikke kun var danske.

»Dels øger det generaliserbarheden af resultatet. Og det, at forskningsgruppen er fra mange lande, øger accepten af resultaterne. Ejerskabet til resultaterne bliver også større, og dermed når de hurtigere ud,« siger Anders Perner.

Ramaskrig blandt kolleger

I tilfældet stivelse versus saltvand, der blev døbt Scandinavian Starch for Severe Sepsis/Septic Shock-forsøget – eller noget nemmere 6S – kan man roligt sige, at resultaterne kom hurtigt ud, for de vakte opsigt.

Som holdets afrapportering i The New England Journal of Medicine (NEJM) i 2012 berettede, så var 51 pct. af de patienter, der var blevet randomiseret til stivelse, døde inden for 90 dage, mens tallet var på 43 pct. hos de patienter, der fik saltvand. Markant flere af stivelsespatienterne fik også nyresvigt og blødninger end patienterne i den anden gruppe.

Der var tale om betragtelige forskelle, og summa summarum var, at stivelse ikke blot undlod at redde livet på disse patienter, det bidrog aktivt til det modsatte.

Dagen efter, at resultaterne var blevet afsløret foran forskerne selv og repræsentanter for det tyske firma B. Braun, der havde doneret stivelsesvæskerne, tog Anders Perner til en kongres i Bruxelles og fremlagde forskningen.

»Der var 5.000 kolleger, så resultatet kom meget hurtigt ud. Der blev et ramaskrig. Folk var rystede,« siger han.

Trussel om retssag

De afdelinger, der havde deltaget i studiet, var hurtigt holdt op med at bruge stivelse ved sepsis, og flere andre fulgte hastigt trop, mens de firmaer, der producerede stivelsen, ikke var særligt begejstrede over den udvikling. Ud over B. Braun var et andet tysk firma, Fresenius Kabi, aktiv på det marked.

»Folk var rasende. B. Braun opførte sig ordentligt, men Fresenius Kabi truede med retssag,« fortæller Anders Perner.

Firmaet ville have forskningsholdet til at ændre artiklen i NEJM, så det tydeligere kom frem, at det var lavet på basis af konkurrentens produkt – ikke deres. Ellers ville der blive rejst krav om erstatning.

»Vi fik en e-mail fra redaktøren, som sagde, at ‘der er nogen, som ringer og skriver, at I ikke har været præcise nok med at angive, hvilken væske I har brugt. Er det rigtigt?’« beretter Anders Perner.

»Vi svarede, at det mener vi sådan set ikke, men hvis der kom en offentlig diskussion, f.eks. i form af et læserbrev, så ville vi svare. Så gik der et par dage, og så kom der en e-mail fra et amerikansk advokatfirma med en trussel. De ønskede på vegne af Fresenius Kabi, at vi trak artiklen tilbage, offentligt tilkendegav, at den var forkert, og lavede en rettelse, der viste præcist, hvilket præparat der var blevet brugt.«

Gjorde de ikke det, ville Anders Perner som lederen af studiet blive sagsøgt.

Forskerne havde betragtet stivelsesvæsken, de havde brugt i forsøget, som et eksempel fra den pågældende klasse af præparater, og ikke som et produkt fra et specifikt firma. Her gik det op for Anders Perner, at det nu ‘ikke handlede om sundhed, men om jura’, som han siger.

Jeg blev f.eks. passet op på gangene på kongresser og fik sådan nogle halve trusler a la: ‘Jeg håber, du sover godt om natten’ og den slags

»NEJM var meget cool. Redaktøren ringede mig op og sagde, at de havde fået samme brev. De sagde, at vi bare skulle lave en korrektion, så det blev så præcist som muligt,« siger Anders Perner.

Og sådan blev det. Fra at stivelsesvæsken var blevet angivet med præcisionsgraden 130/0.4, blev den nu angivet med 130/0.42, som for de særligt indviede ville tyde på, at produktet ikke var fra Fresenius Kabi.

Kritik fra kolleger

Dermed undgik Anders Perner at blive slæbt for en dommer i USA. Men der var andre trængsler.

»Der var en anden ubehagelig ting. Der var mange europæiske kolleger, der kom efter os, da vores forsøg kom ud. Vi havde brugt de forkerte patienter; havde givet for meget stivelse; ikke anvendt det på den rigtige måde osv., sagde de. Der var ca. 15 mellemeuropæiske kolleger, som, hver gang jeg var til kongres, altid sagde, at det var noget værre sludder, vi havde lavet; at det var et dårligt forsøg, og at resultaterne ikke passede,« siger han.

»De havde alle sammen forbindelse til firmaet (Fresenius Kabi, red.) på den ene eller anden måde.«

Han fortæller om oplevelser, der er som taget ud af en psykologisk spændingsfilm.

»Jeg blev f.eks. passet op på gangene på kongresser og fik sådan nogle halve trusler a la: ‘Jeg håber, du sover godt om natten’ og den slags. Og de der deklarerede stivelses-’believers’ vidste relativt meget om, hvad jeg havde udtalt til danske medier. På dato. Det mindede lidt om en efterretningstjeneste. Hver gang jeg havde sagt et eller andet, kunne jeg blive konfronteret med det. Det var virkelig en opvågning for mig,« fortæller han.

»Jeg var en naiv læge og forsker, som troede, at jeg gjorde noget godt. Men der blev brugt metoder, jeg ikke i min vildeste fantasi troede eksisterede.«

Konfrontationen med Fresenius Kabi affødte en vis kynisk skepsis i Anders Perner, men sjovt nok har firmaets danske afdeling faktisk støttet noget af hans forskning.

»De har forskellige divisioner, og vi har arbejdet sammen med deres ernæringsdivision i et forsøg, som handlede om at give målrettet ernæring versus standardernæring til intensivpatienter,« siger Anders Perner.

»Det var i gang, da det her (resultaterne af 6S-forsøget, red.) dukkede op, og så diskuterede vi det. Men det var en anden division og nogle andre mennesker – vi har aldrig hørt noget fra dem – og vi havde også en ph.d.-studerende i gang. Så vi syntes, at det var mest rigtigt, at jeg slugte min bekymring og bitterhed mod moderfirmaet og fortsatte forsøget, og det gik fint.«

Sparer både liv og penge

Selve 6S-studiet gik det også fint med. Resultaterne stod stabilt i modvinden og blev bekræftet af andre forsøg, og et år efter var internationale guidelines blevet lavet om, efter at først Food and Drug Administration (FDA) i USA og siden European Medicines Agency (EMA) i EU besluttede, at stivelse skulle kontraindikeres ved sepsis, kritisk syge samt brandsår. Det kan fortsat bruges ved pludseligt og kraftigt blodtab.

Betydningen er til at tage og føle på.

Ifølge et belgisk studie publiceret i 2006, som omfattede 198 intensivafdelinger i 24 europæiske lande, indlægges knap hver fjerde intensivpatient med blodforgiftning, og nogle udvikler det efter indlæggelsen, så det samlede tal kommer op på godt 37 pct.

Det er en heftig andel, og på et tidspunkt satte forskerne sig for at prøve at regne ud, hvor mange liv de egentlig sparede, ligesom de gerne ville beregne den økonomiske fordel.

I 2019 gjorde de regnskabet op for Danmarks vedkommende. Her nåede de frem til, at det havde sparet samfundet for 52 mio. kr. og reddet 1.184 liv at skifte stivelse ud med saltvand til sepsispatienter. Beregningen er foretaget over 10 år, regnet fra den dag, de begyndte at rekruttere patienter til 6S-undersøgelsen.

Ud fra selve studiet kunne de regne de sparede liv ud. Og hvad angår de monetære besparelser, brugte forskerne bl.a. apotekernes indkøbsdata og regnede ud, hvor meget mindre der var blevet brugt af dialyse, blodprodukter osv.

Men det var selvfølgelig ikke kun i Danmark, at forskernes resultater gjorde gavn.

Går man ud fra, at de 27 lande, der i dag udgør EU, nok har nogenlunde samme forekomst af mennesker, der lander på intensiv, og ekstrapolerer fra de danske tal, vil det svare til ca. 4 mia. sparede kroner og 91.168 reddede liv over 10 år.

I USA bor der færre mennesker end i EU, og sammenligneligheden er ikke helt så ligetil, bl.a. fordi sundhedsvæsenet er anderledes organiseret, og det samme gør sig gældende i store dele af resten af verden. Men der er ingen tvivl om, at der er tale om en gedigen økonomisk besparelse, og at der verden over er flere hundrede tusinde mennesker, som ville have mistet livet, hvis 6S-studiet ikke var blevet gennemført.

Anders Perner har med andre ord rigtig mange menneskeliv på samvittigheden. Og hvis nogen skulle være i tvivl, så sover han ganske udmærket om natten alligevel.