Foto: Jesper Voldgaard

Thomas Berthou fandt balancen på Færøerne Kort transporttid, afslappet kultur og en fantastisk hjælpsomhed var, hvad familien Berthou mødte, da de flyttede til Klaksvik på Færøerne. »Vi flytter ikke tilbage til Danmark,« siger Thomas Berthou, speciallæge i almen medicin.

Praktiserende læge Thomas Berthou forsøger krampagtigt at smile og holde kroppen i ro, når fotografen instruerer ham i, hvordan han skal gebærde sig med ansigt og armstilling, inden de gentagne tryk på udløserknappen.

Det krampagtige er forståeligt. Cowboybukser og lette sko – samt klassiske ‘føroyskt klæðir’ i form af en tætstrikket blå cardigan – er ikke umiddelbart et oplagt tøjvalg, når man står ved havnefronten i Klaksvik på Færøerne en småkold novemberdag, hvor blæst og regn dominerer i stærkt forenet fællesskab.

Mentaliteten hele vejen rundt er mere afslappet. Alting skal ikke ske på fem minutter, og man oplever ikke et pres

Thomas Berthou, kommunelæge, Klaksvik på Færøerne

Denne vejr-cocktail er ikke unormal på disse kanter, ja, faktisk er det tæt på normalen. I månederne fra november til januar kan man kun forvente lidt over ti tørre dage sammenlagt – ellers står det meteorologiske cocktailkort fortrinsvis på regndråber fra oven.

Med tanke herpå kunne det måske undre en og anden, hvorfor Thomas Berthou har pakket sin lægepraksis i Tønder ned for i august i år at drage til Færøernes andenstørste by med lidt over 5.000 indbyggere, hvor han nu fungerer som Klaksvik-distriktets fastansatte kommunelæge. En stilling, der svarer til at være praktiserende læge i Danmark. Han griner ad spørgsmålet:

»Sådan oplever jeg det ikke. Vejret og det tidlige mørke er ikke så anderledes fra Danmark på denne tid af året. Faktisk oplever jeg, at vejret heroppe er lidt mildere.«

For ham har skiftet styrket familielivet, og så sætter han stor pris på at få lov til at være en del af et fantastisk lokalsamfund, hvor alle hjælper hinanden.

Mere tid til familien

Efter endnu en hård og lang arbejdsdag en dag i 2021 spurgte han sin kone, lettere henkastet:

»Skal vi flytte til Klaksvik, Sarah?«

Efter kort betænkningstid svarede hun heldigvis ja. Begge havde i lang tid ærgret sig over den manglende tid sammen som familie. På det tidspunkt var han praktiserende læge i Tønder, mens hun arbejdede som sygeplejerske på Aabenraa Sygehus. Deres fælles hjem var i Kruså, hvor de boede sammen med deres tre døtre, som i dag er 4, 10 og 12 år.

»Med en times transporttid frem og tilbage, kom jeg oftest træt hjem ved 18-tiden, og så var der ikke meget tid tilbage til at være sammen med min familie. Det vil ikke holde i længden. Der skulle ske noget, og det var vi heldigvis enige om,« forklarer den nu ene ud af to fastansatte danske kommunelæger på Færøerne. Den anden arbejder i Fuglafjørður.

Selvom det lyder som et drastisk og hastigt skridt at tage, var de ikke uforberedte til deres færøske eventyr. I 2014 havde Thomas Berthou et halvt års vikariat i netop Klaksvik, lige efter han var blevet speciallæge i almen medicin.

På den relativt korte tid nåede parret at blive begejstret for landet og ikke mindst lokalsamfundet i Klaksvik-området. Og oveni lærte Thomas Berthou de første færøske gloser, da han deltog i et aftenskolekursus. Og sproget fortsatte han med at dygtiggøre sig i, da han kom tilbage til Danmark.

Færøsk sprog åbner døre

Med kun fem minutters gang fra privaten til lægehuset for dem begge (Thomas Berthous kone, Sarah Berthou, er også blevet tilknyttet lægehuset som halvtidssygeplejerske), har de allerede mærket den ekstra tid, de har fået til rådighed. Det samme har børnene, som nu har mulighed for at komme forbi lægehuset og tale et par minutter med deres forældre, hvis de har behov for det:

»Vi ser meget mere til hinanden, og det er vi alle enormt glade for,« siger den 41-årige familiefar tilfreds.

At flytte fra Danmark til Færøerne med et væsentligt anderledes sprog end det danske kræver tålmodighed og en stor og aktiv indsats, hvis man skal lære sig sproget. Færøsk er nærmest en dialektudgave af vestnorsk, kombineret med en grammatik a la det tyske, så sproget er ikke nemt at lære.

Omvendt er det vigtigt for at blive integreret i lokalsamfundet, at man kan forstå og føre samtaler på færingernes eget sprog. Særligt i den nordlige del af Færøerne, hvor løsrivelsesbevægelsen har et ekstra godt tag i befolkningen. Bortset fra de yngre taler de fleste færinger et udmærket dansk, men de foretrækker selvfølgelig at tale øernes eget sprog.

»Det er også en måde at vise respekt over for lokalbefolkningen, at man forsøger at lære deres sprog. Ellers bliver det meget nemt lidt dobbeltmoralsk, når vi i Danmark kræver, at udlændinge skal lære dansk,« siger Thomas Berthou, som også følger med i de færøsksprogede nyhedsudsendelser for at holde sig orienteret om, hvad der sker i det vestnordiske øsamfund.

Børnene lærer hurtigt færøsk

De to ældste børn havde en basisforståelse af det færøske sprog fra deres første ophold i 2014, og siden de igen kom til landet i august er deres sprogkunnen øget en del. Det har gjort deres overgang fra en dansk til færøsk skole nemmere, selvom der har været et par forventelige bump undervejs. Men nu er begge så godt som integreret i deres klasser.

Til familiens overraskelse lærte deres yngste datter allerede efter et par uger at udtrykke sig på færøsk, da hun begyndte i den lokale børnehave. Og hver aften inden hun sover, får hun læst en godnathistorie på færøsk op. Så det går stærkt. Det er det tredje sprog, hun er i gang med. I Kruså gik hun i en tysk børnehave.

I sin fritid går Thomas Berthou til foto om torsdagen, og om tirsdagen slapper han af i den lokale svømmehals sauna, hvor repræsentanter fra samtlige samfundsklasser blander sig i den fælles samtale.

»Det er virkelig positivt at iagttage, hvordan alle taler med hinanden, uanset hvem man er. En færing opfatter det nemlig ikke, som om det er en bankdirektør, som taler med en tømrersvend, men at det lige så godt kunne være to fætre. Større er samfundet heller ikke.«

Løser problemer

»Jeg lægger altid ud med at hilse på færøsk. Det bliver som regel godt modtaget og gør, at patienterne ikke føler, de behøver at tale dansk til mig,« siger Thomas Berthou, kommunelæge, Klaksvik på Færøerne.Foto: Jesper Voldgaard

Ifølge Thomas Berthou er der ikke den store forskel på at drive en lægepraksis i Danmark og at være kommunelæge på Færøerne. Åbningstiden er den samme, overenskomsten er næsten identisk – og det er (næsten) samme typer behandlinger, man yder. Forskellen består mest i relationen til patienterne, som opleves mere afslappet.

»Mentaliteten hele vejen rundt er mere afslappet. Alting skal ikke ske på fem minutter, og man oplever ikke et pres,« siger Thomas Berthou og kommer med et eksempel:

»Hvis en patient har en tid, men er blevet forhindret, fordi han skal hjælpe naboen med at hente får, ja, så kommer han ikke. Så melder han afbud – og som regel først dagen efter. Den samme afslappethed oplever man også, hvis man inviterer til fødselsdag til klokken 16; så kommer de måske først et par timer senere. Men i de fleste tilfælde er de meget punktlige.«

At hjælpe hinanden er også et udpræget adelsmærke hos det færøske folk. Ifølge kommunelægen i Klaksvik kommer det angiveligt fra gammel tid, hvor mange færøske mænd opholdt sig i ugevis på havet, og deres koner kunne få brug for en hjælpende hånd.

Thomas Berthou har på egen krop mærket færingernes store hjælpsomhed – og værdien af deres tætte netværk. Da familien var heroppe første gang i 2014, havde hans dengang tyske kone endnu ikke fået dansk statsborgerskab, og lige pludselig fik hun en meddelelse fra Udlændingestyrelsen om, at hun skulle forlade Færøerne inden otte dage.

Parret var frustrerede over afgørelsen, og en dag nævnte han det i frokoststuen til sine færøske kollegaer. Et par timer senere fik han en opringning fra en færøsk MF’ers sekretær, der spurgte ind til hans kones problem. Lettere overrasket over opkaldet fik han fremstammet, hvor hun vidste det fra.

»En af mine kollegaer havde kontaktet hende, da de var i familie med hinanden,« smiler han.

Hun kunne venligt oplyse Thomas Berthou om, at han skulle gå til den lokale politistation og klage over afgørelsen. For indtil der foreligger en afgørelse, er udrejsen stillet i bero. Som sagt, så gjort. På politistationen blev han spurgt, hvornår vikariatet ophørte, hvorefter sagen angiveligt blev lagt nederst i bunken og først ville blive behandlet, når parret alligevel var tilbage i Danmark. Lokalsamfundet havde intet ønske om at miste deres læge på grund af en uforståelig regel, når landet nu mangler læger.

Vagtlægeordningen

Kommunelægerne har i en del år mandskabsmæssigt været under et stort tidspres, da de blandt andet skulle påtage sig en del aften- og nattevagter. Det har betydet lange, udmarvende arbejdsdage for de få kommunelæger, der er til rådighed. Af selv samme årsag har man for nylig ændret vagtlægesystemet i en midlertidig testperiode, sådan at man, når man har vagten, betjener hele Færøerne som eneste vagthavende læge, kun bistået af nogle få sygeplejersker. Det betyder, at hver enkelt kommunelæge har færre vagter – og for Thomas Berthous vedkommende vil han i begyndelsen kun få en enkelt vagt om måneden.

Jeg lægger altid ud med at hilse på færøsk. Det bliver som regel godt modtaget og gør, at patienterne ikke føler, de behøver at tale dansk til mig

Thomas Berthou, kommunelæge, Klaksvik på Færøerne

»Man har et stort ansvar, når man har vagt – men hen ad vejen lærer man at håndtere det,« siger han.

Vagten ligger i perioden fra klokken 16:00 til 08:00 næste morgen, og indtil klokken 21:00 foregår vagten på landshospitalet i Torshavn, hvorefter den vagthavende kommunelæge kan køre tilbage til sin egen arbejdsplads og bestyre vagten derfra. Typisk får han håndteret 35-40 patientopkald via telefonen – og i enkelte tilfælde er han nødsaget til at køre ud til patienter, hvor det er påkrævet.

Takket være de mange tunneller, der er bygget mellem de atten skarpkantede øer, er det muligt at komme rundt – og afstandene er overkommelige, selvom om man kører fra Klaksvik i nord til Torshavn i syd. Oftest tager det ikke meget mere end en time.

Private besøg giver indtryk

»Góðan dag, eg eiti Thomas Berthou, eg eri lækni,« indleder han altid på sit bedst lærte færøsk, når han besøger sine færøske patienter privat.

»Jeg lægger altid ud med at hilse på færøsk. Det bliver som regel godt modtaget og gør, at patienterne ikke føler, de behøver at tale dansk til mig. For mig virker det både høfligt, men har også den mere selviske bagtanke, at jeg lærer sproget bedre sådan.«

Når han hiver i dørhåndtaget i den altid ulåste dør til en patients hjem er det første indtryk, der møder ham, ofte det indrammede broderi over døren, med en variation over temaet ‘Herren velsigne huset’. Ifølge en tjener i Torshavn bliver den del af Færøerne kaldt for ‘bibelbæltet’.

Det konservative tema fortsætter, når han bevæger sig ind i stuen, oftest med en dunkel belysning og ældre møbler lavet af solidt teaktræ. Indretningen bærer ofte præg af tiden fra dengang for mange årtier siden, hvor husets beboere fandt sig til rette i deres nye hjem.

Næseborene går heller ikke ram forbi. Duften kommer ikke sjældent fra den seneste middag, og hvis det er ræst (fermenteret fårekød) eller ræstan fisk med gárnatálg (fermenteret fisk med fedt fra fårets indmad) er man sjældent i tvivl. Disse nationalretter har en umiskendelig duft, der nærmest skærer én i næsen.

»Et godt emne at begynde på, når man kommer ind i hjemmet til en patient, er, hvad de spiser. Så får de nærmest julelys i øjnene. På den måde går den efterfølgende patientsamtale lettere,« fortæller Thomas Berthou.

Det er heller ikke usædvanligt, at der bor flere generationer under samme tag. Ifølge Thomas Berthou er det en stor fordel, for hvis den syge har behov for hjælp, eller hvis patienternes tilstand forværres, træder familien til med det samme. Det er betryggende.

Så længe patientsamtalerne er i Klaksvik, bruger Thomas Berthou den tohjulede cykel til at komme rundt. Et stykke transportkultur, han har taget med fra Danmark, men som er atypisk på disse kanter. Selv korte afstande bliver tilbagelagt i bil.

»Jeg holder af de mundfulde friske luft, man kan få i løbet af dagen, hvor jeg ellers sidder meget indendørs,« siger han.

Dog erkender Thomas Berthou, at han visse tilfælde ‘snyder’ og tager bilen.

Borgerne i Klaksvik er efterhånden vant til at se deres cyklende læge i bybilledet, da han er en af de eneste i den alderskategori, der bruger cykelhjelm.

Adspurgt om, hvorvidt ægteparret overhovedet overvejer at vende hjem, kommer svaret resolut:

»Det har vi ingen planer om.« Efterfulgt af et smil.

Kommentarer

Skriv kommentar