Større fokus på konflikter i almen praksis skal forhindre læger i at brænde ud
PLO og Danske Regioner ønsker større fokus på konfliktmægling i den nye overenskomst for almen praksis.Foto: PLO

Større fokus på konflikter i almen praksis skal forhindre læger i at brænde ud I den nye overenskomst for almen praksis er der afsat penge til gratis konfliktmægling hos en ekstern mediator. Det kan forhindre praktiserende læger i at forlade arbejdsmarkedet før tid, vurderer PLO-formand.

Praktiserende læger, som havner i konflikt med hinanden på arbejdspladsen, skal kunne få gratis hjælp til at løse de interne uoverensstemmelser og komme videre.

Jeg tror, at udviklingen i retning af større lægehuse og flere administrative opgaver kan være med til at øge behovet for at håndtere konflikter i fremtiden

Jørgen Skadborg, formand, Praktiserende Lægers Organisation (PLO)

Det mener PLO og Danske Regioner, der i den nye overenskomst for almen praksis – der ventes at træde i kraft ved årsskiftet – som noget nyt har fundet plads til en årlig pulje på 200.000 kr. til gratis konfliktmægling hos en uvildig mediator.

Og selvom aftalen dermed udgør en meget lille del af overenskomstens samlede økonomiske ramme, så kan et øget fokus på området være med til at forhindre, at læger forlader arbejdsmarkedet før tid.

Det vurderer Jørgen Skadborg, formand for Praktiserende Lægers Organisation.

»Konfliktmægling er noget, som vi i PLO er blevet opmærksomme på kan være med til at sikre en bedre lægedækning. Vi har desværre set eksempler på, at konflikter internt i lægehusene kan betyde, at lægerne brænder ud på det og ikke holder ved i arbejdet som praktiserende læge,« siger Jørgen Skadborg.

Større lægehuse, flere konflikter

Almen praksis undergår i disse år store strukturelle ændringer, der har betydning for både demografien og opbygningen af de ca. 1.600 lægehuse i Danmark.

Hvor 55,3 pct. af landets lægepraksisser i 2017 var solopraksisser, er tallet nu nede på 41 pct., og intet tyder på, at udviklingen er ved at bremse op. Særligt andelen af kompagniskabspraksis med 2-3 læger er i kraftig vækst, og det øger kravene til lægernes evne til at arbejde sammen, når der skal deles lige i porten.

»Jeg tror, at udviklingen i retning af større lægehuse og flere administrative opgaver kan være med til at øge behovet for at håndtere konflikter i fremtiden – ganske enkelt på grund af organisationernes størrelse,« siger Jørgen Skadborg og understreger, at fænomenet i sig selv dog ikke er nyt.

»Konflikter er ikke noget nyt i sig selv, og det er noget, som kan ramme på alle arbejdspladser. Sådan er det også i almen praksis, og gennem alle de år, jeg har været praktiserende læge, har jeg hørt om konflikter blandt kolleger,« siger Jørgen Skadborg.

Det er ikke alle partnerskaber, som skal reddes, men forhåbentlig kan vi få lidt flere læger til at arbejde med konflikthåndtering på en konstruktiv måde, inden det er for sent

Henriette Kiersgaard, chef, Praktiserende Lægers Arbejdsgiverforening (PLA)

Ti henvendelser om året

Ifølge Henriette Kiersgaard, der er chef for Praktiserende Lægers Arbejdsgiverforening, har PLO gennem en årrække ydet tilskud til konfliktmægling for læger, som har ønsket det.

Det er dog ikke noget, som der har været den store opmærksomhed omkring, og på årsbasis har det indtil videre været småt med antallet af henvendelser fra medlemmernes side.

»Vi har under ti henvendelser fra praktiserende læger på årsbasis, vil jeg tro. Heraf går langtfra alle videre med tilbuddet om hjælp til mediation. I 2019 ydede vi i PLO tilskud til én mediation, i 2020 var der tre, og i 2021 har vi haft to meditationer, vi har ydet tilskud til,« siger Henriette Kiersgaard.

En del opsplitninger skyldes konflikter

Og selvom det som udgangspunkt er positivt, er det formentlig ikke et retvisende billede af behovet for konfliktmægling i almen praksis.

»På den ene side er det jo positivt, at vi ikke har haft flere henvendelser. På den anden side skal noget af forklaringen måske også findes i, at lægerne ikke er opmærksomme på det. Vi ved, at der sker en del opsplitninger, hvor vi hører, at det skyldes konflikter,« siger Henriette Kiersgaard.

Derfor kan det øgede fokus fra overenskomstens parter, ifølge Henriette Kiersgaard, forhåbentlig bidrage til, at flere læger henvender sig og får løst deres arbejdsrelaterede uoverensstemmelser, inden det er for sent.

»Vi har ikke aftalt detaljerne endnu i forhold til, hvordan tilbuddet skal indrettes. Men jeg synes, det er spændende, hvis vi ruller emnet lidt mere ud i den nye overenskomst og skaber noget opmærksomhed om det. Det er ikke alle partnerskaber, som skal reddes, men forhåbentlig kan vi få lidt flere læger til at arbejde med konflikthåndtering på en konstruktiv måde, inden det er for sent,« siger Henriette Kiersgaard.

Læs også:

Konfliktmægler: »Jeg er stødt på læger, som ikke har delt en frokost i mere end ti år, og hvor eneste kommunikationsvej har været gennem personalet«

Kommentarer

  1. Fint tiltag til de større klinikker – men ingen har tilsyneladende tænkt på sololægens (41%!) behov i dette her.. vi har ingen konflikter i klinikkerne 🙂

  2. Nina, der er meget lykke i at være sololæge og dobbelt op i at være katamaran-læge…
    Mediation i kompagniskabspraksis er et snævert fokus og en individualisering af strukturelle problemer.
    Patienter sættes under pres af samfundet, deres liv og sygdomme, og det pres tager de med til almen praksis og sætter lægen under pres med forventninger til behandling og service. Samtidig sættes almen praksis under pres af regionerne gennem rammebetingelser i overenskomster, af opgaveglidning uden ledsagende ressourcer fra sygehusene, af manglende lægefaglighed i den kommunale pleje, af samfundets, patienternes og eget narrativ og normer om hvad læger skal yde og af myndighedskrav formuleret langt fra den kliniske virkelighed og de tilgængelige ressourcer. Alle de krav og forventninger, ofte uforenelige og basalt urealistiske, mødes i praksis og dermed i de praktiserende læger og praksispersonalet.
    Something gotta give.
    Hvis lægen bevidst eller ubevidst ender som den elastik eller gummiklods, som skal optage alt det konfliktende træk og pres, er der alvorlig risiko for konflikter og udbrændthed.
    Noget af det vigtigste at lære sig selv og sit personale i almen praksis, er at patienterne, de pårørende, hjemmeplejen, sygehusene, regionerne og myndighederne er sekundære interessenter. De skal ikke have lov til at bringe flere krav og mere belastning og stress ind i praksis end at læger og personale kan håndtere det. Enhver læge og praksispersonale skal lære at håndtere presset og bevidsthed om at man ikke behøver altid at sige ja, men også kan, og nogen gange skal, sige nej, pyt, fuck det eller fuck dig til alle UDENFOR praksis.
    Jeg siger til mit personale, at vores vigtigste ressource er hinanden og hvordan VI har det.
    Hvordan VI har det er afgørende for hvilke ressourcer vi har til patientarbejdet.
    Hvis en patient, en pårørende, hjemmeplejen, sygehuset, regionerne eller myndigheder får lov at sætte os under pres, så presset kommer ind imellem os og i os, så skader det patientarbejdet og i sidste ende potentielt patientsikkerheden.

    Vi gør vores ting på vores måde, i vores tempo og når vi vil og vi gør dem sammen.
    Ingen andre får lov at bestemme i vores praksis og vi har hinandens ryg.
    Kun når VI er glade og tilfredse kan vi levere godt patientarbejde, så ingen og intet der ødelægger vores glæde og tilfredshed må komme indenfor i vores praksis.

    Det er ikke den udbrændte læge og kompagniskabskonflikter, som er problemet.
    Problemet er accept af uacceptable krav og forventninger og rammer.
    Lær også at sige nej, pyt, fuck det og fuck dig til omgivelsernes krav.

Skriv kommentar