Anne-Sofie valgte ø-livet. Dagen efter Anne-Sofie Weindel blev færdig som speciallæge i en ­praksis på Amager, begyndte hun som Anholts eneste praktiserende læge, vagtlæge og akutlæge. Et ønske om mere tid med familien fik hende til at søge et anderledes lægeliv.Foto: Poul Møller

Ny læge på Anholt: »At jeg også er akutlæge fylder meget i min bevidsthed« For et halvt år siden arbejdede 38-årige Anne-Sofie Weindel som praktiserende læge i en kompagniskabs­praksis i Urbanplanen på Amager. 1. august ­overtog hun jobbet som Anholts eneste praktiserende læge, ­vagtlæge og akutlæge.

En ældre herres kunstige hofte er gået af led under den ca. tre timer lange og gyngende overfart fra Grenaa til Anholt.

Tydeligt i smerter ligger han hjælpeløs på en bænk i maven af skibet, i caféen, der uden forpagter mest af alt fungerer som et område, hvor man kan nyde sin medbragte mad og drikke i læ for den kolde Kattegat-vind. 

Mens folk siver mod udgangene, er 38-årige Anne-Sofie Weindel på vej den anden vej – med lægetasken i hånden og de tilbageværendes øjne hvilende på sig. 

Et ældre lægepar, som var med færgen, har fået stabiliseret patienten. Og efter at have dannet sig et overblik og foretaget sin egen lægefaglige vurdering, tager Anne-Sofie Weindel hul på den koordinering, som skal hjælpe patienten sikkert ud af færgen og ind i armene på et af Region Midtjyllands hospitaler. 

I denne afkrog af det danske sundhedsvæsen kan den slags ikke klares med ét opkald alene. Eller uden snarrådighed for den sags skyld. Dagens eneste færge fra Anholt sejlede i morges kl. 8.

Akutlægen rykker ud

Det er blot tre uger siden, at Anne-Sofie Weindel overtog jobbet som læge på Anholt og øens ca. 140 beboere.

Opkaldet fra regionens akutberedskab er hendes femte, men august er også en del af turistsæsonen og dermed mere travl end resten af året. 

Til lyden af lægehelikopterens ­rotorblade er vi 45 minutter senere på vej mod læge- og privatboligen på øen, mens den ældre patient fra færgen nu er i luften og har retning mod Regionshospitalet Randers.

Indtil videre er Anne-Sofie Weindel besvaret fem akutopkald på øen. Denne gang var der ikke så meget læge­arbejde i det, men til gengæld en masse logistik.Foto: Poul Møller

»Skal jeg ikke køre dig? Er du sikker?« lyder det ud af ruden på den mintgrønne Kia, som Anne-Sofie Weindel med et logo på kølerhjelmen har omdannet til sin karakteristiske lægebil. 

Spørgsmålet er stillet til patientens kone, som er blevet på øen, men gerne vil fortsætte til fods og efter en kort snak om oplevelsen, fortsætter turen ud ad én af Anholts to asfalterede veje.

Fra Amager til Anholt

»Det med ikke kun at være praktiserende læge, men også akutlæge fylder stadig meget i min bevidsthed. Hvilke situationer vil jeg komme ud for? Jeg får helt sikkert læst instrukserne ved apopleksi og hjertestop oftere end den gennemsnitlige læge i øjeblikket,« griner Anne-Sofie Weindel. 

»Og så har jeg lært at lægge en gips af min forgænger på øen, hvilket heller ikke er noget, jeg havde prøvet før.«

For et halvt år siden færdiggjorde Anne-Sofie Weindel sin special­lægeuddannelse i almen medicin i en kompagniskabspraksis i Urbanplanen på Amager, der vel er så tæt på den diametrale modsætning af jobbet på Anholt, som man kan komme. 

Herude midt i Kattegat – på Danmarks mest afsidesliggende ø – er Anne-Sofie Weindel ikke bare Anholts praktiserende læge. Hun er også Anholts vagtlæge og akutlæge. Alle ugens dage. 

Og medmindre man tæller hele kongeriget og de grønlandske bygder med, er det svært at komme i tanke om et job som praktiserende læge, hvor man skal stå mere på egne ben.

Men sådan oplever Anne-Sofie ­Weindel det ikke. 

Dagtid kan godt være travl, men det er sjældent stressende

»Selvom jeg ikke har kolleger at sparre med i rummet ved siden af, så har jeg mange tidligere kolleger, som jeg kan ringe til og spørge til råds. Har jeg et fagligt spørgsmål, så er det jo alligevel næsten altid bagvagten på sygehuset, man kontakter. Og når de i Randers eller Aarhus ­hører, at ø-lægen fra Anholt er i røret, får man altid meget fornem behandling,« siger Anne-Sofie Weindel.

Ved dagens aktion på havnen havde Anne-Sofie Weindel også opbakning fra ­Forsvarets redningsstation på øen, som normalt står for kystredningen, men efter aftale med regionen bemander øens sygetransport. 

Skulle man fortsat være i tvivl om de anderledes rammer om livet som læge her på øen, er det blot at kaste et blik om i det trange bagagerum i Kia’en, hvor læge­tasken står. Side om side med en stor pose hundemad og to af husholdningens i alt seks skoletasker. 

Ifølge kontrakten med Region Midtjylland skal Anne-Sofie Weindel uden for dagtid være til rådighed i det omfang, det kan lade sig gøre. Det er en balance, hun er ved at finde sig selv til rette i. 

»Telefonen er noget, jeg har tænkt en del over, inden jeg gik ind til det her. Om jeg nogensinde ville have ­følelsen af at have fri, og hvad kan jeg tillade mig. Men jeg synes egentlig, det fungerer meget godt indtil videre. Dagtid kan godt være travl, men det er sjældent stressende. Og så er det okay at blive hevet ud om aftenen eller op om natten en gang imellem,« siger Anne-Sofie Weindel.

Arbejde vs. fritid

For at arbejde og fritid ikke flyder alt for meget sammen, står Region Midtjylland for visitationen til lægevagten, som åbner, når lægeklinikken lukker kl. 16. 

Sådan var det også officielt tidligere, men her på øen har man haft tradition for at ringe direkte til lægen, når problemerne opstår. 

Som læge står du konstant i de her situationer, hvor folk har brug for din hjælp. Og når arbejdsdagen var omme, havde jeg ikke meget mere nærvær at give af

»Det giver en anden ro efter kl. 16, at der er nogen, som sidder og fil­trerer. Det kan være svært at give god vejledning over telefonen som visitator, hvis man står oppe i Brugsen og er i gang med at handle ind,« siger Anne-Sofie Weindel.

Det er dog ikke altid, at kommandovejen følges slavisk, og da vi efter fem minutters kørsel fra havnen er fremme ved den kombinerede læge- og privatbolig, er en tysk kvinde mødt uanmeldt op og står og venter med en baby i armene. 

Nærværet manglede

At privatliv og arbejde flyder sammen er dog også et bevidst valg.

Som mor til tre hjemmeboende børn i skolealderen, som hun har sammen med sin cubanske eksmand, der bor i København, har Anne-Sofie Weindel de seneste mange år som solomor brugt flere timer på logistik og børnepasning, end hun bryder sig om at tænke på.  

Valget om at flytte til Anholt var et forsøg på at tage kontrollen tilbage og bryde ud af de faste rammer i en hektisk hverdag. 

»Jeg har altid været glad for ar­bejdet som praktiserende læge. Lige siden jeg begyndte i den lægepraksis i Albertslund i starten af min ud­dannelse, som senere blev udslags­givende for, at jeg tog uddannelsen som praktiserende læge,« siger Anne-Sofie Weindel.

»Det er alt det udenom, som jeg har haft svært ved at få til at ­fungere på en tilfredsstillende måde. Som læge står du konstant i de her situationer, hvor folk har brug for din hjælp. Og når arbejdsdagen var omme, havde jeg ikke meget mere nærvær at give af,« siger Anne-Sofie Weindel.

Derfor tog Anne-Sofie Weindel en radikal beslutning, da hun – efter en sommerferie på Anholt – så et stillingsopslag fra regionen. 

»Jeg scrollede på Facebook og faldt så over det her jobopslag, som talte til mig på det rigtige tidspunkt, da jeg sad i min lejlighed i ­København. Jeg var lige kommet tilbage efter en lang sommerferie og endte så med at kaste mig ud i det,« siger Anne-Sofie Weindel, som har familie bosat på Djursland.

Og det er en beslutning, som har skabt glæde hos rigtig mange mennesker.

En politisk kampplads

Blandt andet hos Signe Lisbeth Hylby, der er øens hjemmesygeplejerske og gennem 12 år har arbejdet sammen med flere af øens tidligere læger. 

Vi møder hende få husnumre fra lægeboligen, hvor hun bor sammen med Jakob Kjærgaard, der driver ginbaren ‘Dørken’ på havnen. Et yderst populært vandingssted i sommermånederne. 

»Hver gang lægen på øen forlader sin stilling, opstår diskussionen om, hvorvidt vi fortsat  skal have en læge, eller om vi kan klare os med IT og en ø-sygeplejerske, som vi ser det andre steder. Jeg har sagt, at det bliver i hvert fald ikke med mig,« siger Signe Lisbeth Hylby.

»Vi ligger så langt væk fra alting, at det har jeg ikke lyst til. Om vinteren er der fire færger om ugen. Borgerforeningen på Anholt har også presset meget på. Særligt for de ældre er der en tryghed i, at vi har en læge herovre, og jeg tror, at nogle borgere ville flytte fra øen, hvis stillingen blev nedlagt,« siger Signe Lisbeth Hylby.

At prioriteringen af en ø-læge i høj grad også er en politisk diskussion er blevet demonstreret ved flere lejligheder de seneste år. 

Blandt andet på Orø i den inderste del af Isefjorden, hvor øens 900 beboere forrige år fik mobiliseret så stor en del af øen i protest, at Region Sjælland vendte på en tallerken og fandt penge til et fortsat fysisk lægetilbud på øen nogle dage om ugen. Formanden for udvalget for det nære sundhedsvæsen, der selv bor på Orø, forlod sin post under det tumultariske forløb.  

I Region Midtjylland har man da heller ikke siddet lægeskiftet overhørigt politisk, og pressemeddelelser er løbende tilflydt offentligheden, mens Norddjurs Kommune har advaret kraftigt imod at nedlægge stillingen. 

Arbejder inden for overenskomsten

Som konsekvens er der mange steder i landet opstået kreative stillingsopslag og frynsegoder for at trække almenmedicinere ud på øerne. Anne-Sofie Weindel arbejder dog inden for overenskomstens rammer og har selv taget sin mintgrønne Kia med.

»I min naivitet har jeg købt den her praksis, så jeg kører på almindelige vilkår. Den tidligere læge var ansat af regionen, så jeg tror, at jeg er den billigste læge, Anholt har haft i mange år. Men man kan alligevel ikke bruge nogen penge på Anholt,« siger Anne-Sofie Weindel med et grin.

Antallet af beboere på øen udgør kun ca. 8 pct. af det normale patientantal i en praksis på fastlandet, så pengene henter Anne-Sofie Weindel primært på at stå tilgængelig i vagttid – og det løber fint rundt.

Med turistsæsonen på hæld vil ­tiden vise, om hverdagen som ø-læge også giver den familiemæssige ­balance for den store sammenbragte familie, der foruden Anne-Sofie ­Weindel og hendes tre børn også tæller kæresten Bjarke og hans lige så store børneflok.

Kommentarer

Skriv kommentar