Kommunelægen på Suðuroy på Færøerne har travlt. Ifølge den officielle normering skulle der være fire kommunelæger på øen – men Dorrit Beth Joensen er den eneste fastansatte. Dog afløst af nogle korttidsvikariater, hvor hun har mulighed for at puste lidt ud.

»Hver dag passer jeg to konsultationer, som hver er normeret til 40 timer om ugen, hvilket giver en arbejdsuge på 50 timer. Og oveni har jeg en ugevagt to gange om måneden, som hver er på 128 timer. Så det siger sig selv, at det ikke er noget, der går i længden,« siger kommunelægen, som skal betjene de omkring 5.000 indbyggere på Færøernes sydligste ø.

Det alt for hårde liv som kommunelæge er ikke eftertragtet. Det er en skrue uden ende

Marjus Dam, færøske PLO-formand og kommunelæge, Vagar

PLO-formanden på Færøerne, Marjus Dam, kender kun alt for godt til problemet med for lange arbejdsdage, som er et generelt problem. Ifølge ham er der kun 18 fastansatte kommunelæger på Færøerne – og normeringen er 34. Manglen på kommunelæger begrænser sig ikke til udkantsområderne, men mærkes også i hovedstaden Torshavn, hvor antallet af indbyggere er steget en del igennem de sidste fem til syv år.

»Det betyder utroligt lange arbejdsdage for de få kommunelæger, og dertil kommer de mange vagter. Det er ikke unormalt, at en kommunelæge i gennemsnit har en arbejdsuge på 70 til 80 timer. Det er uholdbart,« siger Marjus Dam, der selv er kommunelæge på øen Vagar, og fortsætter:

»Normeringen burde øges til 50 kommunelæger. Dette tal afspejler den reelle arbejdsbelastning.«

En kommunelæges jobbeskrivelse indbefatter også lange vagter uden for normal arbejdstid, hvor kommunelægen blandt andet kører ud til distriktets syge borgere. Men da der er for få kommunelæger, så øges hyppigheden af vagter – og derudover tager de også vagter i andre distrikter end deres eget.

Mindre omsorg til patienter

Ifølge den færøske PLO-formand indfinder konsekvenserne sig allerede:

»Visse kommunelæger tager orlov, andre siger op, fordi de ikke kan holde til det, og hver gang vi søger efter nye kommunelæger, er der ingen ansøgere. Det alt for hårde liv som kommunelæge er ikke eftertragtet. Det er en skrue uden ende.«

Det betyder, at man ansætter vikarer til at udfylde hullerne i det omfang, det er muligt. Vikariaternes længde varierer en del – lige fra en måned og et enkelt ophold, til at visse læger kommer jævnligt og har vikarieret i årtier. Andre har ordninger som 14 dage fri – og 14 dages arbejde. I gennemsnit kommer der cirka 30-40 vikarer i perioder af varierende længde.

»Selvom vi er glade for vikarerne, der kommer, så vil de – alt andet lige – aldrig få den tætte kontakt til en patient, som en fastansat kommunelæge med mange års erfaring i det samme distrikt vil få. Det må vi erkende,« vurderer Marjus Dam, der bestrider posten som PLO-formand på Færøerne på tolvte år, og tilføjer:

»Situationen er bestemt ikke optimal, og patienterne betaler prisen, da de i visse tilfælde i for høj grad bliver overladt til sig selv, og de får ikke den omsorg og pleje, som de grundlæggende har krav på. Det er stærkt beklageligt.«

Vejen frem

I øjeblikket forhandler PLO på Færøerne med deres regering om, hvordan man kan løse manglen på kommunelæger. Et af lægeorganisationens forslag er at få smidiggjort vagtlægeordningen, så man kan bruge kommunelægers tid mere optimalt.

»Et forslag, som jeg forventer vil mindske problemet med de mange vagter,« siger den lokale PLO-formand fortrøstningsfuldt.

Adspurgt om, hvorvidt flere midler og bedre arbejdsforhold i realiteten vil betyde flere kommunelæger, når lægemanglen er en stor udfordring ikke bare på Færøerne, men i hele Norden, svarer han:

Situationen er bestemt ikke optimal, og patienterne betaler prisen

Marjus Dam, færøske PLO-formand og kommunelæge, Vagar

»Det er jeg ret overbevist om. Der er masser af færøske unge, der uddanner sig til læger i Danmark, og som gerne vil have en uddannelsesstilling i almen medicin, men sundhedsvæsenet på Færøerne udbyder ikke de stillinger i et ønsket omfang. Til gengæld bliver de ofte tilbudt en uddannelsesstilling i Danmark, hvorefter de bliver i Danmark.«

Konkret forestiller Marjus Dam sig en model, hvor de færøske myndigheder indgår en aftale med for eksempel Danmark, så de unge færøske læger kunne tage en del af deres speciallægeuddannelse i for eksempel Danmark, hvis der ikke er mulighed for at uddanne alle på Færøerne.

»Det vil uden tvivl fremme de færøske lægers lyst til at blive kommunelæger, og det vil minimere brugen af vikarer, og vi kan få nogle flere fastansatte kommunelæger, hvilket ikke mindst er til gavn for patienterne,« siger han.

Det haster med at få truffet nogle fremadrettede beslutninger, da de fastansatte kommunelæger bliver mere grånende i toppen. Den 66-årige færøske PLO-formand erkender problemet: Mange af de fastansatte er i 50’erne – og et par stykker er i 60’erne – og vil om få år gå på pension.

Eller som kommunelægen i Suðuroy Dorrit Beth Joensen formulerer det:

»Jeg er ikke et overmenneske. Og hvis der ikke snart kommer en løsning, er det kun et spørgsmål om tid, hvor længe jeg kan blive ved.«

Uanset hvor længe hun bliver i stillingen, bliver det dog nok en del kortere tid end hendes seneste kollega. Han gik på pension som 83-årig.