11. juni vil sundhedsstrukturkommissionen præsentere sine anbefalinger og modeller for fremtidens sundhedsvæsen.Foto: Joachim Rode

Sundhedsstruktur­kommissionen præsenterer sine anbefalinger tirsdag De længe ventede anbefalinger fra sundhedsstrukturkommissionen bliver præsenteret tirsdag 11. juni på et pressemøde.

I mere end et år har sundhedsstrukturkommissionen vendt og drejet, hvordan fremtidens sundhedsvæsen skal se ud. Og nu er kommissoriet endelig klar til at præsentere deres anbefalinger.

Det sker 11. juni kl. 13 på Holbæk Sygehus, hvor kommissionen med formand Jesper Fisker i front vil præsentere, hvordan strukturen i sundhedssektoren fremover bør se ud på et pressemøde. Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) deltager også, skriver ministeriet i en pressemeddelelse.

Kommissionen vil formentlig præsentere tre modeller for fremtidens organisering af sundhedsvæsenet.

Forinden pressemødet har sundhedsstrukturkommissionen præsenteret anbefalingerne for regeringen, som efter planen skal omdanne kommissionens indsigter til et sundhedsudspil i det tidlige efterår.

Anbefalinger bliver sendt til høring

Diverse aktører får herefter mulighed for at indsende høringssvar på baggrund af kommissionens anbefalinger frem til 6. august. Det meddelte Indenrigs- og Sundhedsministeriet i slutningen af marts.

»Vi har nedsat en kommission med eksperter, som arbejder uafhængigt og ikke repræsenterer organisationer. Derfor er det ekstra vigtigt, at vi giver de mange aktører, der har masser af viden og erfaringer fra sundhedsvæsenet, god tid til at afgive høringssvar,« sagde sundhedsministeren i samme forbindelse.

Følg dækningen af sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger hos Dagens Medicin.

Skriv kommentar