Sundhedsreformen bliver en udfordring
Foto: Lars Andersen

Sundhedsreformen bliver en udfordring KRONIK: Der er mange opgaver, der skal løses, for at sundhedsreformen kan komme i mål. Her bliver viljen til at samarbejde på tværs af sektorer, fagligheder og patienter og pårørende central.

Så fik vi en sundhedsreform. Men hvorfor er der egentlig behov for en sundhedsreform? Lytter man til debatten, er der flere argumenter for en reform. 

Eksempelvis har hospitalerne ikke kapacitet til et øget behov for behandlinger, og dertil kommer, at patienterne skal behandles tættere på deres hjem. 

Der er allerede nu kapacitetsproblemer, og det er kun en begyndelse, da Danmark står over for en markant anderledes befolkningssammensætning, når der om bare seks år er 145.000 flere ældre over 65 år. 

Antallet af patienter med kroniske sygdomme er støt stigende, og ganske mange af disse har mere end en diagnose, der er behandlingskrævende. Fortsætter sundhedsvæsenet uændret, vil kapacitetsbehovet i sygehusvæsenet stige. 

Der skal nedsættes en kommission, og kravet til denne må være, at den skal være hurtigtarbejdende, da systemet allerede er presset til det yderste

Samtidig vil der komme en tiltagende mangel inden for stort set alle personalegrupper. Der kan formentlig godt findes kapital til at udvide den fysiske kapacitet på sygehusene, men om det kan fyldes op med det nødvendige personale virker ikke som en mulighed.

Regeringens udspil om, at behandlingerne skal lægges ud i kommunerne, er ikke kun begrundet i, at patienterne skal behandles tæt på hjemmet, og et ønske om at gøre det nemmere at være patient. Det er lige så meget et forsøg på at lette presset på hospitalerne.

Reformen er hovedsagelig bygget op om overskrifter, med et indhold som styrer mod en omstilling i sundhedsvæsenet ved at styrke kvaliteten i det nære sundhedsvæsen, og adgangen til sygehusbehandling skal være bedre etc.

Reformen giver udtryk for mange gode intentioner, der uden tvivl vil kunne medføre et kvalitetsløft i sundhedsvæsenet, men der er en del forudsætninger, man skal være opmærksom på, hvis man vil nå i mål. 

Det nære sundhedsvæsen

Sundhedsvæsenet skal omstilles ved at styrke kvaliteten i det nære sundhedsvæsen, således at flere borgere fremover skal modtage en indsats tæt på og i eget hjem. 

Grundlaget for dette er en forestilling om, at det sikrer, at der fortsat er kapacitet til de patienter, der har behov for indlæggelse og specialiseret behandling på sygehusene samt give bedre og mere nære sundhedstilbud.

Det understreges i reformen, at de kommunale akuttilbud skal styrkes, og at der skal sikres specialistrådgivning til det nære sundhedsvæsen.

Det kan man kun være enig i. For at dette kan lykkes, er der dog nogle præmisser, der skal være opfyldt. F.eks. kræver denne proces ikke kun en kapacitetsudvidelse, men også et kompetenceløft i kommunerne. 

Men hvem skal danne grundlag for denne kapacitetsforøgelse, og hvem skal skabe det nødvendige kompetenceløft?

Kompetencerne er til stede på hospitalerne, men her er behandlingspresset allerede på et niveau, hvor der ikke umiddelbart kan frigøres hænder til at løse opgaverne i kommunerne. Selv undervisnings- og supervisionsaktiviteter vil blive vanskelige at mobilisere. 

Lukning af senge på hospitalerne vil delvis kunne frigøre hænder, men mange afdelinger har allerede nedlukket sengepladser på grund af manglende personale. 

Nogle af opgaverne vil uden tvivl kunne løftes af de praktiserende speciallæger, men hvor meget kapacitetsoverskud der findes hos de praktiserende læger, er usikkert.

Kvalitetsplan og udvikling

På området ‘kvalitetsplan og udvikling’ er reformen mere konkret, da opgaven med en kvalitetsplan er lagt ud til Sundhedsstyrelsen med et interessentforum med deltagelse af relevante aktører, herunder patientforeninger. Kravet må være, at der arbejdes bredt med disse kvalitetsplaner, så alle de store sygdomme, også dem, der ikke er kroniske, bliver inddraget.

Ønsket om at fylde hullet op mellem hospital, kommune og praktiserende længe er et velkomment initiativ

Samtidig med udarbejdelsen af disse planer er det vigtigt, at der ikke alene udarbejdes resultatindikatorer, men også sker en præcisering af ansvar for opsamling af data, hvor og hvordan de skal lagres, og hvem der skal overvåge, at de mål, der forhåbentlig kommer til at fremgå af planerne, bliver opfyldt.

Forudsætningen for en optimal kvalitetsovervågning er komplette og tidstro data, der dækker hele patientforløbet på tværs af alle sektorer. Da reformen allerede er presset på ressourcen ‘tid’, er det vigtigt, at disse data kan registreres direkte i de elektroniske systemer.

Helt optimalt vil det være med én fælles patientjournal, hvorfra ønskede data løbende bliver trukket. Et sådant fælles journalsystem ville også øge patientsikkerheden, da dataopdeling i overgange derved undgås.

Reformen skal også bidrage til, at sundhedsvæsenet gøres mere robust, bl.a. ved at sikre mere personale. Behandlingsefterslæb skal afvikles, og ventetiderne til behandling skal normaliseres. 

Udover forslaget om, at mere sundhedspersonale skal gå på fuld tid, og flere skal blive i det offentlige sundhedsvæsen, er der ikke konkrete forslag. Der skal nedsættes en kommission, og kravet til denne må være, at den skal være hurtigtarbejdende, da systemet allerede er presset til det yderste.

Fremtid med tungere patienter

Jeg ser en mulighed for en lille, men dog hurtig effekt på affolkningen i sundhedsvæsenet. Behandlingsgarantien medfører, at hospitalerne må henvise et større antal patienter til privathospitaler, der rekrutterer personale fra de offentlige sygehuse. De tilbydes bedre løn og arbejdsvilkår og mindre tunge patienter. 

Det gør det vanskeligere, at opretholde produktionen på hospitalerne, der så må henvise flere patienter, hvorfor privathospitalerne rekrutterer mere personale.

Resultatet er, at patientgrupperne på hospitalerne bliver tungere og tungere, mens grundlaget for at uddanne sundhedspersonale bliver voldsomt udfordret.

Man kan kun støtte op om sundhedsreformen og tankerne om et kvalitetsløft i sundhedsvæsenet, herunder en styrkelse af de tværsektorielle forløb, samt inddragelse af patienter og pårørende i de nødvendige beslutninger. 

Ønsket om at fylde hullet op mellem hospital, kommune og praktiserende længe er et velkomment initiativ.

Der er mange barrierer, der skal nedbrydes, for at dette mål kan lykkes. 

De forskellige lovgivninger, der regulerer området, dvs. sundhedsloven, serviceloven og socialloven, skal synkroniseres, så de ikke modvirker hinanden.

Der skal udvikles it-systemer, der understøtter samarbejdet på tværs af sektorerne, og dertil databaser, som kan understøtte kvalitetsarbejdet ved at skabe et datagrundlag for eventuelle forbedringer.

Der er tydeligvis mange opgaver, der skal lykkes, for at sundhedsreformen kan komme i mål, og her bliver viljen til at samarbejde på tværs af sektorer, fagligheder og patienter og pårørende central.

Skriv kommentar