I Dansk Erhverv opfordrer de til, at regionerne og de nye sundhedsråd som minimum lader et kontrolbud og fuld økonomisk transparens gå forud for oprettelsen af en regionsklinik, skriver branchedirektør Katrina Feilberg.Foto: Dansk Erhverv

Stop favorisering af regionsklinikker DEBAT: Det er en udfordring, at lovforslag lægger op til, at regionerne nu får lettere ved at etablere egne lægeklinikker. Argumentet er, at regionsklinikker skal sidestilles med PLO-klinikker og udbudsklinikker, men i realiteten er der tale om en direkte favorisering, skriver Katrina Feilberg fra Dansk Erhverv.

Fremtidens lægedækning i almen praksis er til debat. For lige nu ruller første del af sundhedsreformen ud, nemlig den der vedrører styring og planlægning af almen praksis.

Den første lovpakke er i høring, og formålet med loven er at fjerne de hidtidige og noget fastlåste lovgivningsrammer for almen praksis og erstatte dem med blandt andet en ny national fordelingsmodel for praktiserende læger, en ny opgavebeskrivelse og på sigt en ny honorarmodel, som skal erstatte overenskomstsystemet.

Reformens gode takter udfordres af svækket offentlig-privat samarbejde

I Dansk Erhverv ser vi flere gode takter i reformen og lovpakken, der skaber bedre mulighed for at tilrettelægge opgaveløsningen i almen praksis efter lokale behov og nye innovative tiltag, som også vinder frem.

Samtidig mener vi også, at det har været nødvendigt at gøre op med en del af de fastlåste samarbejdsstrukturer med sundhedsklynger og landsamarbejdsudvalg, hvor PLO har haft bestemmende indflydelse. Derfor er det positivt, at tildeling af midler til f.eks. forebyggende indsatser og afgørelser om tvister, fremover vil blive behandlet i uvildige fora. Det tror vi klart, at området vil være bedst tjent med.

På papiret kan det selvfølgelig lyde godt, at det offentlige nok skal sikre lægedækningen, men i realiteten har regionsklinikkerne været voldsomt udfordret

Alligevel ser vi dog også en række udfordringer i lovpakken. Særligt i forhold til, at regionerne nu får lettere ved at etablere deres egne lægeklinikker. De såkaldte regionsklinikker. Hidtil har regionerne haft mulighed for at oprette egne klinikker, men under forudsætning af, at det ikke har været muligt at afsætte ydernummeret til en praktiserende læge. Ligeledes har en alment praktiserende læge til hver en tid kunne overtage ydernummeret, hvilket har været en god beskyttelse mod, at de midlertidige regionsklinikker pludselig er blevet permanente tilbud.

Regionsklinikker favoriseres

I stedet lægges der nu op til, at de lovgivningsmæssige barrierer fjernes for, at regionerne selv kan drive lægeklinik uden at skulle udbyde ydernummeret eller sælge det videre i tilfælde af, at en praktiserende læge vil overtage det. På papiret kan det selvfølgelig lyde godt, at det offentlige nok skal sikre lægedækningen, men i realiteten har regionsklinikkerne været voldsomt udfordret. Det gør sig gældende ved, at regionsklinikkerne har vist sig dyrere end både udbudsklinikker og almindelige PLO-klinikker.

Derfor fremstår det kontraproduktivt, når regionerne får muligheden for at udvide deres aktiviteter inden for almen praksis uden at involvere eller udbyde til det eksisterende marked for almen praksis. I lovforslaget er argumentet, at regionsklinikker skal sidestilles med PLO-klinikker og udbudsklinikker, men i realiteten er der tale om en direkte favorisering.

Vi styrker kun almen praksis ved at samarbejde

Derfor anbefaler vi i Dansk Erhverv, at regionerne og de nye sundhedsråd som minimum lader et kontrolbud og fuld økonomisk transparens gå forud for oprettelsen af en regionsklinik, så der er sikkerhed for, at der reelt er lige vilkår mellem regionerne og de private aktører. Dette er nødvendigt med tanke på regionernes hidtidige og tvivlsomme erfaringer med at drive lægeklinikker.

Vi mener ikke der er dokumentation for at ‘hjemtagning’ af dette område, hverken styrker kvaliteten eller økonomien i almen praksis. I stedet bør fokus rettes mod markedet.

Vi tror på, at man ved at tage det bedste fra begge verdener i højere grad vil kunne skabe en almen praksis, der vil være tilpasset de lokale behov under de nye sundhedsråd, som får opgaven med at tilrettelægge almen praksis. Det skyldes ikke mindst, at almen praksis har et kæmpe uforløst potentiale med moderne og mere fleksible driftsmodeller, som kan bane vejen for en øget kapacitet i den enkelte klinik og længere åbningstider, som forventeligt vil spille en større rolle efter bruddet på PLO’s monopol.

Med andre ord er mulighederne for at styrke almen praksis til stede. Men det får vi kun gennem et stærkt fælles samarbejde mellem offentlige og private aktører.

Kommentarer

  1. Kloge ord.
    Mht regionernes overtagelse af almen medicinske kompetence områder, kan man blot overveje hvad 1813 i Region H koster i forhold til lægevagten i de øvrige regioner!
    Men så vidt jeg ved er det regnestykke ikke lavet?
    Derimod bemandes 1813 med mange læger, der ikke er speciallæger i almen medicin.
    Mon det vil blive det samme i de kommende regionsklinikker?

Skriv kommentar