Branchedirektør Katrina Feilberg fra Dansk Erhverv har i flere indlæg – senest her i Dagens Medicin 18. januar – forsvaret private koncerners drift af stadig flere lægeklinikker. Hun henviser til en BDO-rapport, der sidste år blev skrevet på bestilling fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Men hun henviser på baggrund af en meget ensidig læsning af rapporten.
Det bliver bl.a. fremhævet i rapporten, at ansættelsesmodellen, som koncernklinikkerne baserer sig på, kan risikere at medføre ustabil lægebemanding: ‘Udfordret kontinuitet i lægebemandingen i kombination med udstrakt delegation kan risikere at påvirke det helhedsorienterede patientkendskab baseret på patient-behandler-relation med afledt virkning for gatekeeper- og tovholderfunktionen herunder henvisningspraksis.’
Omkring 70-80 pct. af de kommende speciallæger i almen medicin, ønsker at eje egen klinik inden for en kort årrække efter endt uddannelse
Det fremgår også i rapporten, at koncernklinikker har flest personale ansat pr. læge sammenlignet med traditionelle klinikker. Tilgængeligheden på de målte parametre er dårligere og i yderregistreret ses koncernklinikker, hvor man med en enkelt læge dækker op mod 4.400 patienter. Altså langt mere end dobbelt så mange som en almindelig praksis. Hvad mon det betyder for patienternes tilgængelighed til ‘egen læge’ og relationen hertil?
Vi ved fra forskning, at en langvarig relation mellem læge og patient har stor betydning for patienternes helbred og endda øger patienters chancer for at overleve alvorlig sygdom. Den kontinuitet sikres bedst af den danske model for almen praksis, hvor lægerne selv ejer og driver deres klinikker.
Lægerne i koncernklinikkerne er ofte kortvarigt vikaransatte, og de har derfor ingen mulighed for at lære deres patienter at kende.
Ikke en attraktiv uddannelsesplads
Det er desuden dette ejerskab, den kontinuitet og det kendskab til patienten, der tiltrækker unge læger til faget almen medicin.
I vores egne medlemsundersøgelser kan man se, at omkring 70-80 pct. af de kommende speciallæger i almen medicin, ønsker at eje egen klinik inden for en kort årrække efter endt uddannelse. Blandt de resterende kommende speciallæger ønsker langt størstedelen at være ansat i en traditionel klinik.
Uddannelsespladserne kræver også disse basale almenmedicinske kerneværdier – ikke mindst af hensyn til kontinuitet mellem uddannelseslæge og tutorlæge. Det er dette manglende forhold, der oftest gør, at koncernklinikkerne ikke godkendes som uddannelsesplads i modsætning til traditionelle klinikker. Jeg ser derfor ikke koncernklinikkerne som et ønskværdigt uddannelsessted.
Hastig vækst
Det er rigtigt, at koncernklinikkerne på nuværende tidspunkt har en beskeden markedsandel. Men deres antal er dog steget voldsomt på få år – i ydelsesregistreret ses ca. en fordobling i antal tilknyttede patienter til koncernklinikker hvert andet til tredje år.
Som Katrina Feilberg skriver: ‘udgør partnerskabsklinikker knap en fjerdedel af kapaciteten i yderområderne.’
Fortsætter denne udvikling, kan det i mange lokalområder blive svært for unge læger at købe et ledigt ydernummer.
Vi bliver nødt til at tænke langsigtet
Der er ikke noget mystisk i, at Dansk Erhverv gerne ser, at deres medlemsvirksomheder kan tjene penge på at drive lægeklinikker. Men har man patienternes interesser for øje – også på den lange bane – vil jeg advare imod, at udenlandskejede koncerner bid for bid overtager en stadig større del af dansk almen praksis.
Jeg anerkender dog samtidig behovet blandt de af mine kollegaer, som generelt ikke ønsker en stor mængde drift og ledelsesansvar. Formålet med et samarbejde med en koncern må dog være, at lægen i endnu højere grad kan være læge i egen klinik, med øget patientkontakt og kontinuitet til følge – det kan man ikke hvis man ejer seks ydernummer med flere lægekapaciteter fordelt i landet.
Derfor må der være krav om, at ejerlægen arbejder fast i klinikken, er en del af det daglige arbejde og holder sig indenfor et begrænset geografisk område. Kun sådan kan vi sikre en fast læge til alle fremadrettet.
