Under rubrikken ‘Hvem bestemmer over patientens data?’ har den tidligere PLO-direktør Jonatan Schloss for nylig skrevet en stikpille om de kommende regler for direkte adgang til at kigge med i de praktiserende lægers journaler uden anmodning om aktindsigt.
Det er aldrig rart at få stikpiller, men de er som regel givet med det formål at gøre godt og nogen gange endda at helbrede patienten, men den Schlosske stikpille har blot gjort mig trist og sur, så den medicin må jeg sige nej tak til.
Det er faktisk min journal, vi taler om. Jo, den omhandler patienten, men det er mine noter om patienten, og de skrives, for at jeg med tiden kan holde mig selv opdateret om mine overvejelser og undersøgelser. Et notat skrives så at sige til mit fremtidige jeg, den dag jeg ser patienten igen eller på anden måde skal forholde mig til patientens tilstand.
Formueretligt, det vil sige, hvem der juridisk ejer journalen, er det i øvrigt også min. Men den type slagsmål tager PLO eller Lægeforeningen aldrig. Når myndighederne siger hop, så hoppes der, gerne med tilhørende selvpiskning f.eks under mantraet ‘at vi skal jo huske at følge med tiden’, præcis som det også nævnes i Jonatan Schloss’ stikpille. Den slags manglende iver på medlemmernes vegne er for mig at se bare et udtryk for manglende rygrad og etisk tåge.
Bekymrede patienter og defensive læger
Gør det så patienterne godt at følge med live i den praktiserende læges journal? Det gør Jonatan Schloss glad, men han er en ret atypisk patient. For de fleste patienter vil det blot betyde mere bekymring at kunne læse direkte med i egen læges journal, og for en stor gruppe patienter, de helbredsangste, vil det være en ny betydelig byrde, de skal bære i deres liv.
Hospitalslægerne passer på sig selv, og det går ud over patienterne, som nu er efterladt endnu mere på herrens mark
Gør det de praktiserende læger til bedre læger? Nej, det medfører blot endnu mere defensiv medicin og endnu en arbejdsbyrde, når der pludselig skal bruges meget tid på at tale med patienterne om forskellige formuleringer i journalen. For i modsætning til, hvad Jonatan Schloss tror, men selvfølgelig ikke ved, for hvor skulle han vide det fra, så indeholder en praktiserende læges journal mange flere notater, endda lange notater, som involverer patienternes liv meget mere direkte end en hospitalsjournal.
Og hvad angår hospitalernes journaler, som der er fri adgang til, så er de nu endt som en samling af ganske intetsigende notater, fuld af standardfraser og tømt for reelt indhold, om de overvejelser hospitalslægerne gør sig. For hospitalslægerne passer på sig selv, og det går ud over patienterne, som nu er efterladt endnu mere på herrens mark, end de var før 2014.
Den almindelige dansker
Så, Jonatan Schloss, træd ind i virkeligheden. Ikke alt nyt er godt, og ikke alt godt på Østerbro og omegn er godt i resten af Danmark.
Hvor jeg dog håber, at vores sundhedsvæsen en dag bliver indrettet, så det passer til den almindelige dansker, og at der også bliver taget mere hensyn til lægernes arbejdsvilkår – for vi er jo også en slags mennesker.
Og til sidst en lille disclaimer. Jo, jeg går selvfølgelig ind for aktindsigt i min journal. Hvis der er et godt formål, og det bliver gjort på en måde, så jeg i dialog kan læse journalen sammen med patienten. På den måde har alle det godt – ligesom det er tilfældet i dag.
