1. november tiltrådte en ny mand stillingen som overlæge og klinisk professor ved Klinisk Biokemisk Afdeling samt leder af Copenhagen Center for Translationel Research på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.
Navnet er Nicolai J. Wewer Albrechtsen, og hans CV matcher meget godt det, der skal til for at bestride en så tung stilling.
Han har publiceret 180 videnskabelige artikler om sin forskning, modtaget et hav af priser, arbejdet med nogle af verdens førende forskere og læger inden for sit felt, er redaktør på en håndfuld videnskabelige tidsskrifter og har undervist utallige medicinstuderende og ph.d.-studerende … og nå ja, så er han blot 35 år gammel.
For Nicolai J. Wewer Albrechtsen har der aldrig været tvivl om, hvor han ville hen i sin karriere, men det er alligevel gået lidt stærkere, end han selv havde drømt om.
»Jeg har ikke hørt om andre, der er blevet klinisk professor i så ung en alder. Det har selvfølgelig krævet en masse og haft sin pris, men jeg vil også sige, at det alt sammen er afledt af, at jeg slet ikke kan lade være. Jeg er drevet af et ønske om at gøre en forskel inden for det, som jeg synes er vigtigt, og det er at kombinere forskning med hospitalsverdenen og gøre forskningen relevant for patienterne,« siger han.
Bankede på hos verdensberømt forsker
Nicolai J. Wewer Albrechtsens passion ligger inden for den translationelle forskning, hvor det, som kommer ud af forskningsarbejdet, gerne skal ud at leve blandt patienterne.
Han er særligt interesseret i at forstå, hvordan man kan bruge undersøgelser af proteiner og andre molekyler i blodet til bedre at stille diagnoser, prognoser og behandle patienter med en lang række sygdomme.
Nogle gange kan man have den opfattelse, at man skal være gammel og gråhåret for at komme frem til noget, som andre kan bruge, men sådan er det ikke
Nicolai J. Wewer Albrechtsen, klinisk professor
For Nicolai J. Wewer Albrechtsen startede rejsen mod det kliniske professorat for 13 år siden, dengang han stadig var medicinstuderende og var til en forelæsning med den verdensberømte læge og professor Jens Juul Holst, der på Københavns Universitet kørte et kursus om tarmfysiologi.
Jens Juul Holst er måske mest kendt for sin forskning i tarmhormoner, og han er også faderen til GLP-1-forskningen, som i dag har givet os blandt andet semaglutid, der har revolutioneret behandlingen af personer med diabetes og svær overvægt.
Dengang handlede forelæsningen også om tarmhormoner, og hvordan de er med til at kontrollere, hvad vi mennesker har lyst til at proppe i munden.
For Nicolai J. Wewer Albrechtsen var forelæsningen en åbenbaring, og allerede dagen efter bankede han på Jens Juul Holsts dør for at stille sig til rådighed som ’laboratoriemedhjælper’. Han måtte bare være en del af det, og det blev startskuddet til en brændende faglig passion, som har varet ved indtil i dag.
»Jeg blev lært op i at arbejde i et laboratorium, og i Jens Juul Holsts laboratorium handlede det meget om at måle ting i blodet hos mennesker og undersøge, hvordan det kan sige noget om sundhed og sygdom. Det er også det, som mit professorat omhandler, så der er på den måde en lige linje fra det, som jeg lærte dengang, og til i dag,« siger Nicolai J. Wewer Albrechtsen.
Udviklede glukagontest
Nicolai J. Wewer Albrechtsens arbejde med Jens Juul Holst handlede også om GLP-1-tarmhormonet og også om glukagon, som han sidenhen kastede sin faglige passion over.
Glukagon bliver i dag også udviklet til lægemidler til behandling af svær overvægt, men til at starte med var Nicolai J. Wewer Albrechtsen bare interesseret i at finde metoder til overhovedet at identificere det i blodet hos mennesker.
Faktisk omhandlede hans speciale netop muligheden for at måle glukagon i blodet, og de resultater, der kom ud af specialet, blev sammen med et svensk firma kommercialiseret som en test til at undersøge blodet for glukagon.
Det er i dag den mest benyttede test af sin art i verden.
»Nogle gange kan man have den opfattelse, at man skal være gammel og gråhåret for at komme frem til noget, som andre kan bruge, men sådan er det ikke. Man kan sagtens få rigtig gode ideer som medicinstuderende. Det fandt jeg ud af dengang, og det gav mig endnu mere blod på tanden i forhold til at bidrage med noget godt gennem forskning,« siger Nicolai J. Wewer Albrechtsen.
Lærte om massespektrometri ved Max Planck
I forbindelse med sin forskning i laboratoriet hos Jens Juul Holst kom Nicolai J. Wewer Albrechtsen vidt omkring.
Han pipetterede, udviklede antistoffer, lavede forsøg med mus, foretog kliniske forsøg og alt muligt andet.
Han tilbragte så meget tid i laboratoriet, at det blev hans andet hjem, og at Jens Juul Holst begyndte at kalde sig selv for den unge Nicolai J. Wewer Albrechtsens videnskabelige fader.
Det var på samme tidspunkt, at Nicolai J. Wewer Albrechtsen hørte om en ny teknologi, som blev pioneret på det verdensberømte tyske universitet Max Planck Institute.
Teknikken hed massespektrometri, og den åbnede op for en helt ny måde at bestemme for eksempel proteiner i en blodprøve. Det var for interessant til at lade ligge.
»Jeg besluttede mig simpelthen for, at jeg ville bruge en sommer ved Max Planck Institute i Matthias Manns (tysk fysiker, professor og forskningschef, red.) laboratorium for at lære om brugen af massespektrometri, og hvad teknologien potentielt kunne anvendes til inden for mine forskningsområder. Det var lidt sjovt, fordi jeg dernede var omgivet af fysikere og kemikere, som havde lidt svært ved at forstå, hvad en medicinstuderende lavede i deres laboratorium. Jeg forklarede dem om mine tanker om at bruge teknologien diagnostisk, og man må sige, at tingene også er gået i den retning siden da. Det har været fantastisk at få lov til at være en del af dette fremskridt,« forklarer Nicolai J. Wewer Albrechtsen.
Lavet verdensomspændende diabeteskursus
Efter han blev færdig som læge, modtog han et fuldt stipendiat til en ph.d., og med det fulgte et EliteForsk Rejsestipendium, som han benyttede til at komme til Harvard University for at studere diabetes, og hvorfor stamceller er forskellige hos personer med diabetes sammenlignet med hos raske.
Her fandt han ud af, at han kunne bruge massespektrometrien til at undersøge, hvad der sker i blodet og cellerne hos personer med diabetes. Det betød, at Nicolai J. Wewer Albrechtsen i en periode måtte opdele sin tid mellem Harvard University i Boston, Max Planck Instituttet i Tyskland og Københavns Universitet, hvor han blandt andet underviste næste generationer af læger.
Faktisk underviste Nicolai J. Wewer Albrechtsen så meget, at han endte med at være med til at lave en serie massive open course-onlinekurser på Københavns Universitet. Kurserne handlede om diabetes og indeholdt indspark fra nogle af de førende eksperter i Danmark og resten af verden.
Kurset er i dag købt og set flere end 120.000 gange.
»Det indbringer en lille million om året, og den kan vi bruge på forskning. Samtidig har det været fantastisk, at vi har bidraget til at udbrede vores viden om diabetes til resten af verden. Kurset er blandt andet set mange gange af læger fra Indien, Sydamerika og Kina. Det er ret fedt, at vi på den måde kan videreformidle patientnær klinisk information og vores erfaringer til kolleger rundt om i verden,« siger Nicolai J. Wewer Albrechtsen.
En middag blev udslagsgivende
Efter ph.d.-afhandlingen var blevet forsvaret, startede Nicolai J. Wewer Albrechtsen på den kliniske basisuddannelse og blev her interesseret i både det ortopædkirurgiske område og også almen praksis, men det var en tilfældig middag, som endte med at besegle hans skæbne.
Igen var Jens Juul Holst involveret, fordi han havde inviteret til middag, hvor også klinikchef for Klinisk Biokemisk Afdeling på Rigshospitalet Linda Hilsted var blandt gæsterne.
De to faldt i snak, og Nicolai J. Wewer Albrechtsen kunne med det samme mærke begejstringen for den kliniske biokemi. Det lykkes ham senere at overbevise klinikchefen om, at han skulle have en introduktionsstilling hos hende.
Den introduktionsstilling blev efter endt speciallægeuddannelse vekslet til en stilling som afdelingslæge og nu en stilling som klinisk professor.
»Ledelsen på Bispebjerg og Frederiksberg har hele vejen igennem været meget støttende om det, jeg ville, og de har set, hvordan det kan bidrage til det patientnære. Det er jeg meget taknemmelig for,« siger Nicolai J. Wewer Albrechtsen.
Samarbejde og gode spørgsmål
Hvis Nicolai J. Wewer Albrechtsen selv skal pege på, hvordan det for ham har været muligt at tage karrierevejens overhalingsbane, nævner han først og fremmest, at han har haft fokus på at have en faglig bredde.
Det handler for ham ikke så meget om, hvad han selv kan, men om det samarbejde han har med andre mennesker, og de spørgsmål, som de stiller i fællesskab.
Jeg brænder for det, jeg laver, og det kommer med en pris, som jeg er villig til at betale
Nicolai J. Wewer Albrechtsen, klinisk professor
Netop de ting lærte han på Harvard Medical School og Max Planck Institute, hvor han fik øjnene op for, at det heller ikke bare gælder om at stille de rigtige spørgsmål, men også om at afsøge nye måder at besvare dem på. Som for eksempel at benytte massespektrometri til at blive klogere på sundhed og sygdom.
Skal han selv sige det, ved Nicolai J. Wewer Albrechtsen faktisk ikke, hvad han er rigtig god til. Alt det, han kan, kan andre gøre bedre. Det er også årsagen til, at han samarbejder med folk fra hele verden. Det handler om at samarbejde med de mennesker, der er bedst til det, som de gør.
»Man skal stille spørgsmål sammen med nogen, der er dygtigere end en selv. Vi kan godt nogle gange glemme i Danmark, at det ikke nytter noget, hvis vores kolleger i Odense eller Aarhus synes, at vi laver de fedeste ting i verden, hvis resten af verden ikke synes det samme. Vi må hele tiden holde fokus på, hvad der sker indenfor vores fagområder i hele verden og undersøge, hvordan folk i resten af verden arbejder for at kombinere forskning med den patientnære kliniske praksis. Innovation handler ikke bare om at gøre tingene på en anden måde, men om at gøre tingene på en anden måde, samtidig med at det bliver til gavn for patienterne,« siger han.
Succes kræver tid og dedikation
Det er klart, at når man i en alder af 35 år får en stilling som klinisk professor, overlæge og forskningsleder, så har man brugt rigtig mange timer på at arbejde. Det betyder også, at Nicolai J. Wewer Albrechtsen har måtte gå på kompromis med venner og familie.
Som far til tre børn og erkender han blankt, at de nok ofte er blandt de første til at blive afleveret i institutionen og blandt de sidste til at blive hentet igen.
Han prøver så vidt muligt at tilpasse sit arbejde, så det kan eksistere rundt om det at være far.
Det betyder blandt andet, at der er gået mange nattetimer med at lave fondsansøgninger, lave foredrag eller skrive videnskabelige artikler, så han også har kunnet tage barsler med alle sine børn, arrangere børnefødselsdage og være til stede, når de spiller fodbold.
Når alt kommer til alt, kommer man ikke dog uden om, at man ikke kommer dertil, hvor Nicolai J. Wewer Albrechtsen er nået i dag, hvis ikke man er villig til at lægge rigtig mange timer.
»Hvis man vil være elitesvømmer eller professionel fodboldspiller, bliver man det jo heller ikke ved at træne én gang om ugen. Sådan er det også inden for forskningen. Det er de hårde facts, at det også kræver timer, fordi arbejdet ikke udfører sig selv. Når man bruger timerne i laboratoriet, kan man ikke bruge dem andre steder, og det tager tid fra venner og familie. Men hvis du spørger mig, om jeg ville have gjort tingene anderledes, er svaret nej. Jeg brænder for det, jeg laver, og det kommer med en pris, som jeg er villig til at betale,« siger han.
Vil bringe proteomics til klinikken
Med så ung en alder har Nicolai J. Wewer Albrechtsen flere år i karrieren foran sig, end han har år bag sig. Derfor er der også meget mere, han gerne vil opnå.
Øverst på listen står det at være med til at bringe proteinsekventerings-teknikker ind i den kliniske praksis og gøre dem til en fast del af arbejdet med at stille patienters diagnoser eller prognoser.
Ultimativt kan ‘proteomics’, som det hedder, være med til at guide behandlingen.
»Det største ønske, som vi gerne vil være de første til i verden til at tilbyde, er at bruge proteomics klinisk. I dag er der meget fokus på gener og deres betydning for sundhed og sygdom, men generne ændrer sig ikke, når folk bliver syge. Det gør proteinerne i blodet til gengæld, og de kan dermed være med til at gøre os meget klogere på, hvordan vi bedst kan behandle patienter med alt fra leversygdomme og blodsygdomme til infektioner,« siger Nicolai J. Wewer Albrechtsen.
